| Francisco de Miranda
I slutningen af 1700-talet foretog Francisco de Miranda, den senere folke- og frihedshelt i sit hjemland, Venezuela, en dannelsesrejse i Europa. Han var personlig ven af den russiske kejserinde, men nåede også at blive general i den franske revolutionshær og døde i spansk fangenskab. I slutningen af 1787 er Miranda på vej fra Sct. Petersborg via Sverige til København. Turen igennem Sverige er foregået i egen vogn frem til Helsingborg:
"Den 21. december 1787
Inden man i Helsingborg havde stemplet et »Passer" i mit pas, og båden var kommet, var klokken allerede blevet over 3. Der var også tusind diskussioner med folkene i tolden om undersøgelsen af min bagage, men til slut kom overtoldinspektøren, baron Koskull (Kuskaal), som med stor elskværdighed bragte orden i det hele og fulgte mig ud på bryggen (han rådede mig dog til at give en skærv til vagterne), men her fandt jeg min vogn skilt ad og allerede bragt ombord på en båd med voldsomme stød og slag, så jeg ikke begriber, at den ikke blev slået i tusind stykker. Og for dette var jeg nødt til at betale en rigsdaler til folkene!
Omsider hejsede vi dog sejl, og med en gunstig vind kunne vi efter fem og tyve minutters sejlads stige i land i Helsingør(Elsineur)
På overfarten kunne man nyde det skønneste syn af begge kysterne og udsigten fra land til land. Afstanden fra Sverige er en halv mil (efter hvad en ingeniør i Helsingør fortalte mig 9.840 skridt, målt med en kæde trukket over isen).
I Helsingør blev jeg først antastet af en vagthavende sergent, der skulle have mit pas for at give det til kommandanten; dernæst af betjentene, som skulle undersøge min bagage. Toldkontrolløren, monsieur Møllerz var dog så venlig at lade mig gå ind i sin stue, indtil mit stakkels køretøj var blevet udskibet i samme jammerlige forfatning, hvori det var blevet indskibet. Og så blev jeg oven i købet tvunget til at betale en rigsdaler derfor! Så fulgte det forbandede toldeftersyn, der ubarmhjertigt gennemrodede hele min smule bagage, de så endda efter, om mine veste var brugt eller ej! I sandhed, hvilken smålighed!
... Til sidst måtte jeg så betale 2 rigsdaler til båden, der havde bragt mig fra Helsingborg, og da jeg omsider havde rystet alle disse kæltringer af mig og var sluppet ud af denne redelighed, tog jeg ind på Carmichael.s gæstgivergård (Karmickell), hvis ejer, der lød dette navn, havde hjulpet mig ud af kniben…"
Thor August Odencrants
Som det fremgår af Mirandas skildring er det omkring århundredeskiftet ikke så ligetil at krydse Øresund. Der er kun et par faste ugentlige afgange med sejlbåd hver vej og det kunne være både dyrt og besværligt. En af dem der tager turen er den senere svenske landsdommer, Thor August Odencrants, en mand af den højere embedsmandsstand, som tager på dannelsesrejse i nabolandet. Her et uddrag fra hans ankomst til Helsingør d.31. juli 1806:
”Fra søen præsenterer Helsingborg sig mindre til sin fordel eller som en bondeby imod Helsingør, som ved større bygninger, kirke med højt tårn, alle skibene og fornemmelig Kronborg Slot frembyder et langt mere imponerende skue...
...Sproget forstod jeg vel, men syntes – som formentlig de fleste svenske - at dets lyd er ubehagelig og blødagtig. Noget værdigt og stolt måtte man vist aldrig udsige med fynd på dette sprog, som ene synes at høre fejheden og den svage til. Måske denne ide hidrører fra en slags medfødt antipati mod alt dansk. Den fremkalder foragt, men den som de danske nærer mod os kommer vist af nogen frygt og såret egenkærlighed.”
Christian Molbech på Sjælland
Den danske historiker og sprogmand Christian Molbech, der senere bliver en vigtig formidler af det kulturelle samarbejde over Øresund, giver i skriftet ”Ungdomsvandringer i mit Fødeland” en tidstypisk skildring af den nordsjællandske natur. Molbech er på vandretur fra Esrum til Helsingør:
»Fra Esrom lagde jeg Vejen forbi Gurre til Helsingør. Længe nød jeg Udsigten over den blikstille Esrom Sø, som man her fra Bankerne ved dens nordlige Ende ganske overseer. Den store blanke Flade lå spejlklar for mig; mit Øje gled hen over Vandet forbi den høje Skov, en lang, grønklædt Mur, der hegner den vestlige Bred, forbi Fredensborgs Tårnspidser og det skinnende hvide Skipperhus, til det i den fjernere Baggrund tabte sig i Bugter, hvor Skovene vare omhyllede af tynde Morgentåger…
…Under sådanne Omskiftninger så jeg den herlige Sø til forskellige Tider, og altid opdagede jeg ny Skønhed. Såre dejligt fandt jeg det, gennem den adspredte Skov ved Søens nordøstlige Kant, at se den snart at vise sig, snart at forsvinde og således længe, skønt svindende, at følge mig, til den endelig sagde mig Farvel på Bankerne ved Landsbyen Tikøb. .."
Molbech er, som det fremgår, betaget af det storslåede udsyn over Esrum Sø og vil i Tikøb gerne besøge den gamle kirke, men finder den aflåst og begiver sig videre på sin færd. I Tikøb bliver han på bedste oplysningsmaner betaget af en usædvanlig bondehave, men har, som det fremgår, ikke meget til overs for bondestandens æstetiske sans:
"…jeg fik nogen Oprejsning for dette Savn ved at køre forbi en stor, meget vel anlagt og indhegnet Bondehave, tilhørende den brave Lars Olsen i Tikøb hvor jeg ikke blot så Frugttræer og Havebede og Gange i den pyntelige Orden; men endog en Træhave på den anden Side af Vejen, hvor Ejeren opelsker og poder allehånde Frugttræer.
Så meget dette Syn end fornøjede mig, blev dog både min æstetiske og økonomiske Nydelse hastig forstyrret ved den Tanke, at hvad jeg her så, er i Sjælland måske en Undtagelse af en blandt hundrede. Det varede længe, før jeg kunde glemme denne Have; og da Økonomien aldrig ret kan blive Hovedsagen hos mig, tænkte jeg mig først, hvor muntre og livlige vore Landsbyer og adspredte Bøndergårde vilde blive, når vi få dem omringede af sådanne Haver.
Uvilkårlig måtte jeg da også tænke på, hvorledes ikke blot Bondens Pung, men også hans Sædelighed kunde vinde ved den forøgede Virksomhed og behagelige Afveksling, som den blide Havedyrkning, en Syssel, der nærmer Mennesket så meget til det Skønne i Naturen, kunde forskaffe ham. Det er en almindelig, og mig synes ikke glædelig Erfaring, at folk af denne Klasse ikke blot savne næsten al Sands for det Skønne; men at de og såre sjældent ville lægge Vind på nogen Frembringelse, der ikke lover øjeblikkelig Fordel. Jeg er ikke af dem, som kunne ønske denne Folkeklasse en unaturlig Kultur; men det synes mig, at Havedyrkning er en af de rolige, fredelige Sysler, der fortjene og behøve Opmuntring og fuld Opmærksomhed hos dem, der ville arbejde på Bondestandens sande Forædling."
Land og by
Molbech dvæler på sin videre færd ved egnens ”ensomme skønhed” og har svært ved at forlade den stemning igen, for gensynet med kulturen i form af købstaden Helsingør bekommer ham tilsyneladende ikke særligt godt.
"I en blid, alvorlig Stemning forlod jeg Gurre, hvis stille ensomme Skiønhed, set på en lys, men ikke klar Høstdag, har et stærkt romantisk Anstrøg, der vedligeholder sig gennem den vilde udyrkede Sandegn imellem Skovene ved Gurre og Helsingør. Banker med sparsomt Krat, Tørvemoser, øde Lyngheder, hvor hist og her et lille ensomt Træ afbryder den sørgelige Ensformighed, som de ellers ret venlige røde Lyngblomster omsider frembringe - dette er Alt, hvad vi her møde. På enkelte Steder frembringer det en underlig Kontrast, på den ene Side af Vejen, at se en vel dyrket Ager, og paa den anden, den nøgne, vilde Hede. Imidlertid fandt jeg denne Vej aldeles ikke ubehagelig; den fremmede, øde Skikkelse, hvori jeg så Naturen, var mig endog ret interessant; jeg var ligesom med et forflyttet ud af Sjælland, og Egnen om Helsingør, der ligger skjult bag høje Banker, indtil man er Byen ganske nær, Udsigterne over Sundet, og Byens eget Udseende var mig ligeså nyt som alt det Øvrige.
En Købstad med 5 til 6000 Mennesker i Fredstider er naturligvis noget Andet end vore almindelige Smaastæder, og vi genfinder her kun en Del af disses udvortes Præg. Skønt Folkevrimlen i disse Tider er langt mindre, end da Handel og Skibsfart blomstrede, var den Befolkning, jeg fandt på Gaderne, mig dog næsten overraskende. Byens Beliggenhed fandt jeg i det Hele temmelig sørgelig; og skønt den har adskillige ordentlige Gader, og ikke få store og smukke Huse, blev jeg dog om¬sider ked af at vanke omkring imellem den større Mængde af sletbyggede Gader og Huse, som man i Almindelighed finder dem i vore små Købstæder."
Molbech i Skåne
Christian Molbech fortsætter i de efterfølgende år sine fodrejser på den anden side at Øresund og samler sine beskrivelser heraf i værket Rejser i Sverrig 1812. Heri findes bl.a. følgende skildring af egnen omkring Bækkeskov i det nordøstlige Skåne:
"Veien følger en Stund Bredden af Kiaby eller Opmanna-Sø, og nu viser sig med ét det romantiske Bekkeskov på en skovbegroet Landtunge imellem to Indsøer. Den anden af disse er den store lvø-Sø, hvis Vandflade lyste frem imellem Bakkerne. Den har sit navn af Ivø, en stor, til dels med Skov bevokset ø, der udgør et helt Kirkesogn, hvis Bønder gør Hoveri til Bekkeskov. Over Træerne, plantede langs med Søens Bred og omkring Gården, hævede den gamle Klosterbygning sine røde Mure og Tårne, hvilke i Aftensolens Glans luede med stærkere Rødme, end om Dagen.
Et dejligt, malerisk Landskab, og en såre romantisk Beliggenhed! Skulde jeg ligne denne Klosterbygning med nogen i Danmark, som jeg kender, måtte det være med Herlufsholm; men Bekkeskov ligger i en skønnere og rigere Egn.
. . . Ved Bekkeskov er en stor og smuk Have, der strækker sig ned til Søen. Her traf jeg en ung Officer, Ritmester Toll, Generalens Brodersøn og Adjudant, der havde den Artighed at vise mig om i Haven. Det skønneste Parti er en herlig, tæt Lund, langs med den brede Kanal, der slynger sig dejligt igennem de mørke Løvhvælvinger. En Del af de tilgrænsende Marker med Agre og Enge er sat i Forbindelse med Haven, og ved adskillige vakre Anlæg, uden at berøves sin Bestemmelse, forvandlet til en vidtløftig Park."
| |