|
I løbet af efteråret 1942 opstod der små grupper, der gik til angreb mod den tyske besættelsesmagt.
I Øresundsregionen blev dette i første omgang organiseret af den kommunistiske organisation Kopa/Bopa og den borgerlige organisation Holger Danske, slagkraftige kamporganisationer som gennemførte nogle af de største sabotager mod tyskerne og deres håndlangere.
Modstandskampens udvikling
Bortset fra enkeltstående småchikanerier mod den tyske værnemagt og deres danske medløbere (spytklatter og skældsord) var der, som i resten af landet, relativt stille i Helsingør - området i de første besættelsesår. Da man i oktober 1941 overførte 109 kommunister fra Vester Fængsel til Horserødlejren, der ligger kun 7 km vest for Helsingør, betød hjælpen til dem øget aktivitet blandt de lokale kommunister.
Illegal bladvirksomhed
Med Helsingør kommunisternes formand, skibsbygger Eigil Larsens flugt fra Horserødlejren, blev der i løbet af efteråret 1942 organiseret en effektiv illegal bladvirksomhed. Bladet ”Ny Tid” blev således det væsentligste illegale nyhedsblad i Nordsjælland og udkom helt frem til besættelsens ophør. Eigil Larsen var igangsætter af ”Ny Tid” og prioriterede de illegale blades betydning for modstandskampen meget højt.
Danmaks første togsabotage
Med udgangspunkt i sine nye hemmelige adresser i København blev Eigil Larsen af DKPs ledelse bedt om at organisere den begyndende sabotage i Københavnsområdet. Organisationen for dette blev kaldt for KOmmunistiske PArtisaner, forkortet til KOPA. Med sit indgående kendskab til området Helsingør og omegn valgte Eigil Larsen, at det i første omgang skulle gå ud over et af tyskernes mange ammunitionstog på Kystbanen, der forbinder København med Helsingør.
Fra sit lange illegale ophold i stationsforstander Engelsens hus ved banelegemet i Nivå, var Eigil Larsen godt bekendt med køreplaner og rutiner på Kystbanen. Han udså sig derfor banestrækningens område i Egebæksvang Skov i Espergærde, ca. 800 meter nord for Espergærde Station, som mål for den første aktion. På dette sted bevæger togene sig igennem en kurve og ved at frigøre og bøje en af skinnerne kunne man, via centrifugalkraften, få toget til at vælte. Organisationen havde på dette tidspunkt endnu ikke sprængstoffer, så det skulle foregå med håndkraft.
Via Kristian Engelsen fik Eigil Larsen kontakt med tre partisympatiserende med den nødvendige fysiske styrke og det faglige håndelag. De påtog sig at tage sig af det praktiske. Efter et første mislykket forsøg den 31.august 1942 - som politiet opdagede - lykkedes aktionen den 6. november kl. 22,16. Kystbanen var blokeret i 2½ dag før end sporet blev frit. Aktionen vakte stor opstandelse, og det danske politi fik mistanke til Eigil Larsen og satte alt ind på at fange ham. Man fik dog hverken fat på Eigil Larsen eller de tre sabotører.
| Multimedieklip |
 | Lille | Stor | Danmarks første jernbanesabotage |
Optrapningen i 1943
I løbet af 1943 bestod modstanden i Helsingør mest i strejker på, især Helsingør Skibsværft, og nogle få, mislykkede, brandattentater samme sted. Den eneste alvorlige sabotagehandling var et bombeattentat den 25.august 1943 mod skibet ”Minden”, hvor bomben eksploderede i hænderne på en 62årig kommunistsabotør, der omkom. Han blev så ilde tilredt, at man først kunne bekræfte hans identitet ved fyraftenstid. Hans cykel var nemlig den eneste uafhentede i Værftets cykelstativ!
Efter den officielle samarbejdspolitik holdt op i slutningen af august 1943 blev langt bredere kredse af befolkningen inddraget i modstanden. I Helsingør - området kom det bl.a. til udtryk med oprettelsen af illegale flugtruter til Sverige og organisering af civile og militære ventegrupper.
En af de vigtigste sabotager mod den tyske besættelsesmagt var en effektiv telefonlyttecentral, organiseret af Dansk Samling, i Skt. Olaigade, Helsingør. Over en lang periode tappede man således kommunikationen til og fra Gestapohovedkvarteret på Wisborg. Hovedmanden i denne aktion var en tysk flygting.
De militære ventegrupper
Med sejren over den tyske hær i Sovjetunionen i løbet af 1943, englændernes og amerikanernes landgang på Sicilien og Italiens militære sammenbrud samt interneringen af det danske militær 29.august 1943, forelå der en ny situation. BOPA, som KOPA nu var omdøbt til, havde intensiveret sabotagerne og den danske regering turde ikke længere tage ansvaret for samarbejdet med tyskerne. Bl.a. fordi de forlangte dødsstraf for sabotørerne. Regeringen overlod herefter den daglige administration af Danmark, til departementscheferne.
Samarbejdet med England
Modstandsbevægelsens forbindelse til England var tæt og herfra fik det danske, afvæbnede, militær nu besked om at samarbejde med BOPA, hvilket resulterede i samarbejde med det nyoprettede Frihedsråd, som satte officerer ind i en række Militære Byledelser (M-grupper) over hele landet. Her skulle de være med til at koordinere samarbejdet mellem borgerlige, socialdemokratiske og kommunistiske modstandsfolk samt militæret, der jo lå underdrejet. Meningen var, at der skulle etableres militært trænede grupper til at bistå englænderne ved en eventuel invasion i Danmark og være med til at danne brohoveder for den danske hær i Sverige, Den danske Brigade, når den kom til Danmark.
De militære ventegrupper i Helsingør
I Helsingør blev det orlogskaptajn Jens Westrup, der skulle påtage sig den vanskelige opgave at etablere samarbejde mellem de forskellige grupper. Disse kom i Helsingør bl.a. fra Kommunisterne, Socialdemokraterne, De konservative, Dansk Samling og Militæret. Der var tale om en nok så kompliceret opbygning, men i hovedtræk så det således ud: Alle M-Grupper i Helsingør var tilknyttet bestemte politiske grupperinger:
Civile grupper: DS-grupperne – Dansk Samling og Terrænsportsforeningen
A-grupperne: (DKP) Danmarks Kommunistiske Parti
O1-grupperne- Socialdemokratiet
O2-grupperne-Konservative og andre ”borgerlige” udenfor DS.
Clearingdrab
Den tyske værnemagts tilbageholdenhed i Danmark ændrede helt karakter fra januar 1944. Hitler indkaldte den 30.december 1943 de tyske ledere i Danmark til møde i Tyskland. Han forlangte nu, at der for hver dræbt tysker eller tyskerhåndlanger skulle der myrdes fem danskere.
Organiserede terrorkorps
For at sikre dette sendte han R.O. Bovensiepen i januar 1944 til Danmark, hvor denne via Schalburg– og Hipokorpset i de næste 1½ år terroriserede den danske befolkning med mord og brandstiftelser. Schalburg-korpset var opkaldt efter en dansk officer af samme navn, som faldt på Østfronten i 1942.
Von Schalburg var født i Rusland og havde oplevet den russiske revolution på tæt hold. Han var glødende anti-kommunist, deltog aktivt i Den finske Vinterkrig og meldte sig allerede i 1940 til SS. Privat boede Schalburg på Nordkysten i Hellebæk og Schalburg-korpset holdt senere blandt andet til på Hellebækgård, den nuværende Skorpeskole i Hellebæk.
Petergruppen og Brøndumbanden
Udover de to terrorkorps anvendte man mindre grupper af danske og tyske terrorister, som f.eks. Petergruppen, som Brøndumbanden var en del af, og Lorentzen-gruppen. Disse udførte mere end 200 mord i Danmark.
Terrorgruppernes opgave var mord og terrorbombninger til gengæld for modstandsbevægelsens sabotager. Som oftest deltog 3-4 medlemmer i mord og flere ved større sprængninger. Ofrene for de såkaldte clearingmord blev udtaget fra det tyske sikkerhedspolitis arkiver over tyskfjendtlige danskere, eller de valgtes mere eller mindre tilfældigt som uskyldige ofre for modterroren.
Peter-Gruppen arbejdede anonymt og skjult. Hvis medlemmerne for eksempel blev antastet af dansk politi, skulle de nægte overhovedet at udtale sig, hvorefter tyskerne ville hente dem. Brøndumbanden var ledet af Henning Brøndum og Bothilsen-Nielsen, der terroriserede over alt i Danmark.
| Multimedieklip |
| | Stor | Brøndumbanden hygger sig med en kop kaffe mellem afhøringerne |
Mordet i Skotterup
I Helsingør-området, som andre steder, betød det, at en række uskyldige mennesker blev myrdet. En grov forbrydelse fra Brøndumbandens side var clearingmordet på formanden for grundejerforeningen i København, den 62årige ingeniør Snog-Kristensen, København. Det foregik på stranden i Skotterup ud for et af Gestapos tilholdssteder, villa Rosenlund på Strandvejen 272 i Snekkersten.
Mordet på Otto Bülow
Mordet på billedhuggeren Otto Bülow i Helsingør blev det mest opsigtsvækkende. Der var tale om et typisk clearingmord, hvor baggrunden var en tragisk og ulykkelig hændelse på Helsingør Skibsværft. Her var en tysk emigrant, blevet likvideret af modstandsbevægelsen i Hillerød på grund af en mistanke om, at han havde stukket 14 navngivne kommunister i Helsingør. Det viste sig senere, at man havde taget fejl.
Umiddelbart efter kom Brøndumbanden, med lederen selv i spidsen, til Helsingør og skød Otto Bülow som hævn. Hele byen deltog i begravelsen af den populære og excentriske kunstner, og det var med til at ryste befolkningen sammen mod tyskernes terror.
Ud over disse morderiske anslag foranstaltede terrorgrupperne også brande på Gilleleje Badehotel, Hulerød Badehotel og den 27. juli sprængtes Hillerødtoget på Lillerød Station, hvorved tre blev dræbt og 15 såredes. I København og Århus førte terrorgrupperne sig endnu voldsommere frem. Men det må noteres, at Hitlers krav om fem myrdede dansker for hver dræbt tysker eller håndlanger ikke kom til udførelse. Modstandsbevægelsen likviderede således ca.400 danske medløbere, stikkere, mens tyskerne ”kun” fik likvideret omkring 200 danskere som hævn.
Stikkerproblemet
(Venter på tekst)
Katastrofen i Snekkersten
Stikkervirksomhed, angivelse af modstandsfolk til besættelsesmagten, betød f.eks. at en af de største flugtruter i Snekkersten, Thomsen-Flugtruten, blev optrevlet, fordi en stikker havde hørt en telefonsamtale fra H.C. Thomsens Snekkersten Kro, hvor to mand fra ”Holger Danske Gruppen” i København skulle ankomme for at rekreere sig i Snekkersten hos Thomsen.
Resultatet blev, at de to modstandsfolk i august 1944 blev skudt ned bagfra af gestapofolk, da de med deres kærester stod af på Snekkersten Station og ad jernbanestien, Grønnegangen, spadserede ned mod Snekkersten Kro. Umiddelbart efter blev Thomsen arresteret, tortureret og sendt til koncentrationslejren i Neuengamme, hvor han døde. Stikkeren fik man først fat i efter befrielsen, hvad han kunne være glad for!
I en amatørsmalfilm umiddelbart før Thomsens arrestation får man et indtryk af den joviale kroejer.
En mindesten med ofrenes navne blev efter befrielsen sat op på Grønnegangen ud for stedet, hvor de faldt. I samtidens aviser kan man se, hvordan tyskerne forlangte mordene omtalt, men også hvorledes Ritzaus Bureau behandlede sagen.
Tyske henrettelser
11. april 1945 gik der en chokbølge hen over Helsingør, da det rygtedes, at tyskerne samme morgen i Ryvangen havde henrettet fire unge mennesker fra Helsingør; og det på et tidspunkt, hvor det stod klart for enhver, at det kun var et spørgsmål om meget kort tid, inden tyskerne alligevel måtte overgive sig.
Poul Erik Krogshøj Hansen (20 år) og Knud Petersen (19 år) var efter realeksamen fra Helsingør Gymnasium gået i skibsbyggerlære på Helsingør Værft. Her mødte de Carl Jørgen Erik Skov Larsen (21 år) og Henning Wieland (22 år), der var udlært på Aalborg Værft. Alle fire gik desuden på Helsingør Tekniske Skole, for at videreuddanne sig til skibskonstruktører.
De to førstnævnte gik allerede ind i modstandsarbejdet i forbindelse med jødeforfølgelserne i oktober 1943. Her blev Krogshøj Hansen taget af tyskerne og interneret i Horserød, men han klarede frisag og blev løsladt. I foråret 1944 dannede han sammen med de tre kammerater på teknisk skole en ny gruppe, der blev tilknyttet modstandsorganisationen BOPA (Borgerlige Partisaner). De deltog i mange former for modstandsarbejde, både trykning af illegale blade, kurertjeneste og sabotage. Wieland blev i efteråret 1944 arresteret af Gestapo i Helsingør, anklaget for sabotage på tyske skibe. Han benægtede dog i den grad sin deltagelse, at han igen blev sat på fri fod.
Stukket af en bekendt
I marts 1945 blev gruppen imidlertid optrævlet efter at være stukket til tyskerne af en bekendt af de to ålborgensere. Nogle af gruppens medlemmer blev arresteret af Hipo-folk (Hilfs-Polizei = danske i tysk tjeneste) på Kongens Nytorv i København. De blev mishandlet så voldsomt, at de ikke kunne tilbageholde navnene på de øvrige i gruppen.
Som nævnt, blev de fire frihedskæmpere dømt til døden og henrettet ved skydning i Ryvangen, den 11. april 1945, hvor de også straks blev begravet. Efter befrielsen blev Poul Erik Krogshøj Hansens og Knud Petersens lig overført til og begravet ved siden af hinanden på Helsingør Kirkegård afd. 7, nr. 142 og 142a.
Mindetavle over de fire hænger i dag bl.a.på Espergærde Gymnasium og HF. Efter dommen fik de dødsdømte lov at skrive en sidste hilsen til deres pårørende. Disse afskedsbreve kan, i let redigeret form, læses i bogen »De sidste Timer« (København).
Stikkeren
I det senere retsopgør blev stikkeren, en 26 årig hipomand, Oluf Bloch Klagenberg, dødsdømt for angiveri. Straffen blev senere nedsat til 10 års fængsel, hvilket satte en række protester og arbejdsnedlæggelser i gang, så domstolene også måtte omstøde denne dom og forhøje den til livsvarigt fængsel.
Stikkerlikvideringer
Stikkere, danskere der forrådte modstandsbevægelsens folk til Gestapo, udgjorde efterhånden en så dødbringende fare for modstandsbevægelsen, at man ingen anden mulighed så end at likvidere dem. Man kunne ikke fængsle dem, og at overføre dem til Sverige var til fare for modstandsbevægelsen selv
Flammen
En af Danmarks mest effektive og frygtede modstandsmænd var Bent Faurschou-Schmidt, kaldet ”Flammen”. Han formodedes at have dræbt minimum 7 stikkere, inden han begik selvmord i 1944, da tyskerne havde omringet ham i en villa på Strandvejen i København.
”Flammen”, der tilhørte modstandsorganisationen, ”Holger Danske”, holdt i 1943/1944 bl.a. til på Snekkersten Kro, hvor han var nær ven med folkene omkring flugtruterne. Sønnen til kroværten den 15årige Frantz Thomsen overværede, hvorledes ”Flammen” dræbte en mistænkt stikker.
En amatørsmalfilm viser ”Flammen” som et selskabelig midtpunkt på Snekkersten Kro.
| Multimedieklip |
| Lille | Stor | Flamme med familien Ziegler |
| Lille | Stor | Nytårsaften 1943 på Snekkersten Kro |
| | Stor | Nytårsaften på Snekkersten Kro |
Eksempler fra Helsingør
I Helsingørområdet fandt der også en række stikkerlikvideringer sted. I efteråret 1944 henrettede Holger Danskegruppen således en nazivenlig politikommissær, Madsen.
En særlig forhadt person i Helsingørområdet var en noget anløben, dansktalende person i nazisternes tjeneste, Johan Ochel (f.1915). Han var ansat som tolk i Gestapos hovedkvarter i Helsingør, ”Wisborg” , og i folkemunde kaldt: ”Wienerbarnet”. Med usædvanlig brutalitet terroriserede han området.
Den 15. marts 1945 likviderede Kristian Engelsens folk Wienerbarnet ud for Svingelport i Helsingør. Stedet kaldes i dag ”Simon Spies Plads”. Våbnet var en Husquarna maskinpistol, som gruppen i øvrigt havde stjålet fra socialdemokraterne. Den danske hærs del af modstandsbevægelsen sikrede sig nemlig omhyggeligt, at den svenske våbenhjælp ikke kom i kommunisternes besiddelse.
| |