| Båndene styrkes
1834 arrangerede gymnastiklæreren ved Lunds Universitet, Gustav Johan Schartau, et olympisk stævne i Ramlösa udenfor Helsingborg. En ny nationalfølelse skulle skabes med folkefest og kæmpelege blandt ”Skandinaviens kraftfulde sønner”. Samarbejdet på videnskabernes område promoveres bl.a. kraftigt af danskeren Christian Molbech og mest betydning fik nok de naturforskermøder som efter tysk forbillede kommer i gang fra 1839, første gang i Göteborg. På dansk side får disse bestræbelser en samlende skikkelse i fysikeren H.C. Ørsted og hen ad vejen modnes tanken om fællesstudier på nordiske universiteter.
Faste forbindelser
1838, da der tilfældigvis var naturlig fast forbindelse over sundet, udnyttedes isen på en betydeligt fredeligere måde end i vinteren 1658. Nu 180 år senere vandrede studenter fra Lund over til den danske side Kontakter knyttedes og man betonede det fælles ophav og den fælles historien. Samme måned vandrede det frivillige brandkorps i Helsingborg med fakler over isen til Helsingør. Der blev holdt fest på Hotel d’Øresund og nogle uger senere svarede Helsingørs brandkorps med et lignende arrangement, som afsluttedes med fest på Hotel Mollberg. Skåler og hurraråb dominerede festlighederne.
Studentermøderne
Et nordisk tidsskrift, Brage och Idun ,blev udgivet fra 1839 af forfatteren Frederik Barfod, som stod frem ved flere skandinaviske studentermøder. I en digt, som han læste vid et møde i København 1842 blev den nordiske enhedstanke udtrykt meget tydelig:
”tredelt er Nordens stamme,
men roden er dog én,
og kronens løvtag samler,
til sidst hver stammes gren!”
Året efter, i 1843, arrangeredes et stort studentermøde i Uppsala. Rejse fra København blev arrangeret, givetvis med dampskib, og på vej stoppede man op i Kalmar. Det var naturligvis ikke nogen tilfældighed at man besøgte lige denne by, unionsbyen, hvor Danmark og Sverige forenedes i en fælles union 1397. Taler blev holdt af lundensiske og københavnske studenter, hvor man i forbrødringens ånd skitserede en ny union, denne gang bygget på liberalismens idéer. Hermed havde skandinavismen også fået en mere klar politisk undertone, men i det væsentlige var der dog tale om en sydskandinavisk bevægelse, mens Uppsala fokuserede mest på forholdet til Finland og man i Oslo var skeptisk med hensyn til fortsat tilknytning til Sverige.
Stormøde i København
1845 fandt et stort skandinavistisk møde sted i København, dit studenter fra Uppsala, Lund og Christiania (Oslo) ankom med dampskib. At sejle med dampskib havde for skandinavisterne nærmest fået symbolværdi. Dampskibet var ligesom skandinavismen noget nyt og revolutionerende. Dampskibet skabte muligheder for mere regelbunden kontakt og havde på konkret vis atter forvandlet Øresund til et sammenhængende farvand.
Under Københavnsmødet i 1845 b lev der holdt masser af taler og det lykkedes de danske studenters talsmand, Orla Lehmann, i en berømt tale i Christiansborgs ridehus at få studenterne at føle dybt for den nordiske enhedstanke. Han blev bagefter tiltalt for omstyrtede virksomhed, men blev senere frikendt.
Mødet i København varede en uge og det afsluttedes, som sig hør og bør, i Tivoli, hvor forlystelsesparkens grundlægger, Georg Carstensen, tog imod. I hele ugen bølgede følelserne omkring enhedstanken og hurraråbene rungede imellem skåler og pokaler. Man fremviste på gader og stræder sit skandinavistiske sindelag og gik syngende arm i arm til forskellige møder. Det var ingen hemmelig, sekterisk gruppe som samledes, man ville vise offentligheden hvad man ville og til og med inddrage dem i den nye samhørighed. Sammenkomster på torve og i parker medførte gjorde at det offentlige rum anvendtes i propagandistisk øjemed.
Politisk røre
Fra begyndelsen havde man først og fremmest betonet den fælles kulturarv, men det kom, frem for alt i Skåne og på Sjælland, også mere og mere til at handle om en politisk skandinavisme. Det var denne politiske variant, som bidrog til at skabe uro i regeringskredse. Både den enevældige Christian 8. og Karl 14. Johan med hans ”alenestyre” hade hele tiden været mistænksomme overfor bevægelsen. I Danmark var det vanligt at skandinavister var under politibevogtning.
I det hele taget var der, på grund af begivenhederne omkring Norge, dårlige politiske relationer mellem Danmark og Sverige på det officielle plan, men da Oscar I efterfulgte sin far som konge af Sverige i 1844 forbedredes forholdet betydeligt og at den svenske konge aflagde officielt besøg i København var nærmast sensationelt. Det var ikke sket siden Gustav 3. s besøg 60 år tidligere.
Skandinavismens talerør
I Helsingborg hade Øresundsposten indledt en livlig pro-dansk propaganda og avisen blev et vigtigt talerør for skandinavismen i et par årtier. Den ansvarshavende redaktør, udgiveren og digteren, Oscar Patrick Sturzenbecker, fortjener særlig opmærksomhed. Han stammede fra de litterære kredse i Uppsala ved Stockholm, hvor han bl.a. skrev causerier i Aftonbladet under pseudonymet ”Orvar Odd.”.
1844 flyttede han til København, deltog i studentermødet 1845 og engagerede sig mere og mere i skandinavismens sag og slog sig 1847 ned i Helsingborg og grundlagde der Øresundsposten, som fik et radikalt liberalt og skandinavistisk præg og som derfor udviklede sig til Sveriges måske mest bemærkelsesværdige landsdelsavis.
Navnet på avisen skiltede åbenlyst med det politiske budskab. Sturzenbecker (senere Sturzen-Becker) gik ind for svensk deltagelse i den dansk-tyske krig i 1848, han propaganderede for et skandinavisk statsforbund og han havde hele tiden tætte kontakter med sine danske meningsfæller. Man kan nok påstå at de førende våbendragere for de skandinavistiske idéer i Sverige var de akademiske kredse i Lund og Öresundsposten i Helsingborg.
Revolution og borgerkrig i Danmark
Da enevælden ophørte i Danmark i revolutionsåret 1848 øgedes skandinavismens muligheder yderligere og den nye konge i Danmark, Frederik d.7., havde ligesom sin svenske kollega et helt andet syn på skandinavismen end ved deres fædre havde haft. Den politiske skandinavisme gik nu så langt at svenske tropper udlovedes til hjælp i den dansk-tyske krig 1848.
Dette medførte stor entusiasme omkring Øresund og som eksempel kan nævnes at flere hundrede helsingørborgere en søndag i begyndelsen af maj 1848 drog over til Helsingborg for at fejre at et svensk troppekontingent skulle landsættes i Danmark! En stor fest sammen med helsingborgborgere blev arrangeret på hotel Mollberg.
De svenske soldater placeredes på Fyn, men blev dog aldrig sat aktivt ind i krigen, som afsluttedes med våbenstilstandsforhandlinger i Malmø i sensommeren 1848. Svenske tropper gjorde vagttjeneste i vinteren 1849-50 frem til krigsafslutningen.
| |