|
I løbet af 1700-tallet er der en voksende kulturel interesse og udveksling imellem Danmark og Sverige, f.eks. dyrkes og beundres Linnés videnskabelige arbejde også i Danmark, Ludvig Holberg komedier finder vej til Sverige og fra anden del af 1700-tallet dyrkes Bellmanns viser også i København.
Litterære forviklinger
Den danske trykkefrihed i slutningen af 1700-tallet giver gode mulighederne for politisk- kuturel udveksling, men da censuren atter indføres i Danmark fører det til en skærpet holdning overfor liberalt orienterede skribenter. En af dem var Peter Andreas Heiberg, som landsforvises for sine skriverier og i første omgang tager ophold i Sverige, hvor han går i militærtjeneste. Senere følges han af Malthe Conrad Bruun som opholder sig i svensk eksil fra 1796-99. Både Heiberg og Bruun var efter tidens målestok radikale skribenter, som revsede enevælden og embedsborgerskabet.
P.A. Heibergs kone bliver tilbage i København, hvor hun har indleder et forhold til en svensker i eksil, Carl Frederik Gyllembourg-Ehrensvärd. Ehrensvärd var impliceret i mordet på den svenske kong Gustav 3.. i 1792, flygtede til Danmark og blev i Sverige frataget sine titler og beføjelser. Thomasine Heiberg bliver med henvisning til sin mands, altså P.A. Heibergs, landflygtighed skilt fra ham og ægter Ehrensvärd under navnet Gyllembourg. Thomasine Gyllembourg bliver den nok mest kendte kvindelige forfatter i første del af 1800-tallets Danmark og er moder til tidens mest fremtrædende smagsdommer Johan Ludvig Heiberg.
Skandinavisk Litteraturselskab
Allerede i 1796 dannedes Skandinavisk Litteraturselskab, som udgav et tidsskrift, som hed Skandinavisk Museum. Det var da Danmark som var ledende i disse enhedsbestræbelser, som naturligvis fik et tilbageslag i sammenhæng med Napoleonskrigen og efter Norges adskillelse fra Danmark. Litteraturforskeren Christian Molbech er en nøgleperson i den kulturelle udveksling, som for hans eget vedkommende bygger på gentagne rejser i det svenske, selvom han i forbindelse med Napoleonskrigenes forviklinger blev mistænkt for spionage og forment adgang til Stockholmsområdet.
Nye strømninger
Der gik dog ikke mere end et par årtier før end der atter kom gang i disse bestræbelser, nu godt hjulpet på vej af romantikken og liberalismens strømninger ude omkring i Europa. Den nye klasse, borgerskabet, ønskede, uanset dansk eller svensk, tidssvarende politiske forhold og var ikke bundet af de enevældige dynastiers traditionelle modsætnings forhold.
Romantikkens tidsalder og romantikkens opfindelse af begreberne folk og nation påvirkede hele Europa og mange mente at folk med fælles kultur, sprog og tradition skulle slutte sig sammen. Denne nationalisme havde skabt samlingsbestræbelser Europa i f.eks. Tyskland og Italien. Derfor blev det fælles også interessant i Skandinavien, hvor der fandtes en stor fælles kulturarv, som kunne danne udgangspunkt for at forene Danmark og Sverige og lægge låg på det gamle fjendskab. Nu fandtes storheden blot i mindet om fordums storhed. Det er derfor ikke så underligt at man søgte tilbage til gamle tider og fordybede sig i den ældre, agtværdige nordiske historien.
Det fælles nordiske
I Danmark er forfatterne Grundtvig og Ingemann initiativtagere til at genoplive nordisk mytologi, litteratur og tidligere tiders historie. Den danske sprogforsker Rasmus Rask er den der videnskabeligt påviser den nære forbindelse imellem de nordiske sprog. I 1812 kommer Rask sammen med litteraturprofessoren Rasmus Nyerup til Stockholm. De modtages godt af svenske ligesindede, men chikaneres af myndighederne. Danmark bedriver på det tidspunkt kaperkrig imod England, som Sverige er allierede med, og Nyerup mistænkes for i 1810 at have gæstet Sverige i politisk ærinde.
Den gensidige mistillid er fortsat betydelig, men alligevel fremstår Nyerup som et vigtigt kulturelt bindeled frem til sin død 1829 og han inspirerede både Erik Gustaf Geijer og Esaias Tegnér fra Sverige der skrev om den storslåede nordiske historie. De litterære kredse fortsatte med at holde liv i de nordiske minder i den nedkølede periode frem til omkring 1830, hvor skandinavismen atter blusser op.
Rasmus Rasks betydning
I 1816 er Rasmus Rask atter i Sverige, først i Kalmar og d. 12. november i Stockholm, hvor han efter visumproblemer kommer ind og tilbringer en rum tid. Årene 1813-15 havde Rask tilbragt med studier på Island, hvor han grundlægger den sammenlignende sprogvidenskab. Tiden i Stockholm går bl.a. med at studere svensk, russisk og persisk, han oversætter selv sin islandske sproglære, som omfatter oversættelse af betydelige dele af den oldnordiske litteratur, til svensk og den udgives tillige med en angelsaksiske sproglære, som han ikke kunne få nogen til at udgive i København.
Rasmus Rask rolle i forbindelse med at øge interessen for den fælles nordiske kulturarv er betydelig og mens han følte at han i Købehavn konstant måtte kæmpe for anerkendelse, så blev han modtaget med åbne arme i Stockholm. Efterhånden breder der sig et rygte om at Rask måske vil blive i Sverige, hvilket ligefrem vækker opstandelse i København: Et er skandinavisk fællesskabsfølelse noget andet den fædrelandskærlighed, som tiden også dyrker.
Centrum Øresund
Drømmen om det gamle storslåede Norden og nationalistiske samlingsbestræbelser forenedes især i tiden efter 1830 i den bevægelse, som går under navnet ”Skandinavismen”. Dens tyngdepunkt kom til at ligge i Øresundsregionen og her stræbte man på forskellig vis efter at slå kulturel, økonomisk og politisk bro over sundet.
Skåne havde jo været en central del af Danmark før den svenske magtovertagelse, så det var naturligt at en tilnærmelse til Danmark faldt i god jord i dette landskab. Regulære dampskibsforbindelser mellem Skåne og Sjælland startedes med en linje Malmø – København 1828. Dermed var Øresund igen begyndt at fungere som et bindeled og ikke som en ”blå mur” imellem Danmark og Sverige. Den ny teknik og de nye idéer fulgtes ad og kunne også motivere hinandens eksistens.
Digterkonger i Lund
Den 23 juni 1829 var det promovering i Lunds domkirke.Adam Oehlenschläger var rejst dertil med den nyoprettede dampskibsforbindelse fra København og biskoppen i Växjö, Esaias Tegnér var kommet for at overvære sin søns Kristoffers udnævnelse til doktor. Nordens dikterkonger passede på med at hylde hinanden og Tegnér læste sin nyskrevne digt:
” Adskillelsens tid er forbi (og burde ej have fundet sted i åndens frie, uendelige verden), og beslægtede toner, som klinger over Sundet, henrykker os nu, og især dine. Derfor byder Svea dig en krans, her fører jeg dens tale: tag den af broderlig hånd og bær den til minde om dagen! ”
Denne hændelse betegnes ofte som skandinavismens fødselsdag og ingen af de to skjalde kunne ane, hvilken politisk betydning denne hændelse skulle få.
Skandinavismen styrkes
Forbindelsen imellem svenske og danske litterater styrkes væsentligt i de følgende år, hvor P. Atterbom har snæver kontakt med de danske romantiske digtere Carsten Hauch og Ingemann. Sidstnævnte rejser i 1833 til Sverige og skriver i den forbindelse et digt om Nordens Ånd.
Omkring samme tidpunkt findes de føsrte politiske synspunkter omkring en politisk-statslig forening, således som den senere nationalliberale, danske politiker T.S.Tscernings efterladte papirere vidner om. Der er endnu hovedsagelig tale om en åndelig bevægelse for Nordens enhed, romantisk inspireret, men ikke liberal-politisk i sin orientering.
Den jyske digter Steen Steensen Blicher, der gæster Sverige i 1836, havde også dette relativ upolitiske udgangspunkt, selvom han bliver en hovedkraft i forsøget på at give skandinavismen en mere folkelig forankring ved at knytte den til sine jyske Himmelbjergsmøder i 1840erne. I året 1843 er der således en del svenske deltagere, som Blicher henvender sig til på deres modersmål.
Folkefest
En mere folkelig-politisk drejning får begivenhederne også med etableringen af de såkaldte grundlovsfester i Egebækvang Skov syd for Helsingør. Oprindelig fejredes d.28.maj den begyndende demokratisering af det danske stændersamfund, første gang i 1841 med 5-6000 deltagere.
Året efter er der ikke kun lokale deltagere, men også tilrejsende fra Sverige og København, sidstnævnte med damperen Hamlet. Begivenheden vokser til at blive en væsentlig folkelig manifestation af skandinavismen og ønsket om en liberal forfatning, der kommer få år senere i 1849. Højdepunktet for grundlovsfesterne i Egebæksvang er året 1845, hvor der er taler af S. S. Blicher,Orla Lehman, Carl Ploug og den senere danske minister D.G. Monrad. 1845-festen er udførligt skildret af den svenske redaktør og forfatter Oscar Stuzenbecker, en varm fortaler for skandinavismen.
H.C. Andersen og Skandinavismen
H.C. Andersen var måske den danske digter som knyttede sig tættest til skandinavismen og Sverige, som han besøgte første gang i 1837. Under den første Sverigesrejsen tilbringer Andersen en månedstid i Sverige, hvor han bl.a. sejler på Gøtakanalen og besøger Stockholm. Undervejs stifter H.C. Andersen også bekendtskab med skandinavismen, den skandinaviske fællesskabsfølelse, som han siden knytter sig tæt til. Han skriver samme år digtet ”Jeg er skandinav ”til den poetiske kalender Hertha.
H.C. Andersen i Skåne
I året 1839 er H.C. Andersen fra d. 22. juni på besøg hos friherre C.G. Wrangel på herregården Hyby i Skåne. Midsommer d. 23. fejres på godset Häckeberga og i de følgende dage når Andersen at besøge yderligere tre herregårde og Lund inden han d.1. juli returnerer fra Malmø til København.I 1840 aflægger Andersen endnu et besøg i Skåne. Først igen en visit på Hyby, siden hædres han med en festmiddag og samme aften hyldes han med en serenade af studenterne i Lund på byens rådhus. Avisen Malmø Nya Allehanda, skrev bl.a. :
”Når Europa, inden lang tid er gået, erkender Andersens storhed som digter, glem da ej at Lunds studenter var de første som offentligt bragte ham den hyldest, han fortjener”.
En bevæget digter
Begivenheden i Lund gjorde stort indtryk på Andersen. Han skriver herom i Mit Livs Eventyr:
Efterretningen alene overraskede mig i den grad at jeg skjelvede over alle Lemmer. Jeg kom ganske i Feber-Tilstand, da jeg saae den tætte Skare, Alle med deres blaa Møtser paa Hovedet, Arm i Arm at nærme sig Huset; ja, jeg havde en YdmyghedsFølelse, en saa levende Erkjendelse af mine Mangler, at jeg ligesom følte mig trykket til Jorden, idet man hævede mig; da de Alle blottede deres Hoveder, idet jeg traadte frem, havde jeg min hele Kraft nødig for ikke at briste i Graad" ("Mit Livs Eventyr" 1855).
I sin takketale til studenterne siger Andersen, ifølge hans egen erindring:
"De vise mig en Ære jeg slet ikke fortjener; jeg skal imidlertid stræbe i et kommende arbejde at udtale den Kjærlighed jeg føler til Sverrig. Gid jeg engang maa kunne levere et arbejde, hvorved jeg nogenlunde kan afbetale den Gjæld, jeg er kommen i paa en aandelig Maade!”
Kritik og anerkendelse
1840 var ikke noget godt år for H.C. Andersen i Danmark. Han fik dårlig kritik for sine eksotiske skuespil Mulatten og Maurerpigen. Mulatten, der blev opført på det Kongelige Teater i København d.3.2.1840, blev dog en publikumssucces og havde allerede i april måned stor succes i Sverige, hvor det blev opført på det kongelige teater i Stockholm, af en rejsende trup rundt omkring i de mindre byer og i Malmø sågar på dansk.
Anerkendelsen i hjemlandet lod imidlertid vente på sig og i smagsdommeren Johan Ludvig Heibergs stykke "En Sjæl efter Døden", der udkom i Slutningen 1840, kommenteres Andersens digterkåring i Lund med disse ord:
"Alt længe skinner hans Berømmelses Maane
over hele det store Kongerige Skaane."
| |