| Vandkraftens betydning
Ved påbegyndelsen af byggeriet på Kronborg i Frederik 2.s tid blev man opmærksom på mulighederne for at udnytte den vandkraft, der var til stede i omegnen, først og fremmest i Hellebæk. Med henblik på at forsyne de mange arbejdere med brød byggede man i første omgang en kornmølle helt nede ved stranden, men under Christian 4. begyndte man også at interessere sig for andre projekter. Da man omkring århundredeskiftet fandt myremalm i området iværksatte han et projekt, der tog sigte på at udsmelte og bearbejde jernmalm herfra. I 1601 beskikkes således en Poul Smelter til:
”...i den nye Smeltemølle, som vi ved vort Slot Kronborg haver ladet bygge, med Flid og uden Forsømmelse at skulle smelte og bearbejde den Jernerts, som sammesteds udi Lenet findes".
Forsøg med jernfremstilling
Projektet med jernfremstilling bliver aldrig nogen succes, det forlægges i stedet til Norge, men man fortsætter med at smede forskellige jernemner i et anseligt omfang, over 10.000 stykker smedegods til Frederiksborg Slot, bl.a. under ledelse af Caspar Fincke, der var mestersvend ved møllen i perioden 1622-1630. Der var tale om allehånde forskellige produkter, såsom låse, hængsler, dørklinker og viduesgitre. Der blev også opført en kobbermølle i området, antagelig med vand fra Kobberdammen som drivkraft, men omstændighederne er her mere uklare. Kobberplader skulle bl.a. anvendes til tag på kongens mange bygninger. Det samlede anlæg fungerede frem til omkring 1650, men ødelægges af svenskerne under krigen i 1658. Herefter går der omkring 100 år før der for alvor kommer gang i tingene igen.
Udnyttelse af vandkraften
Forudsætningen for hele foretagendet var udnyttelsen af vandressourcerne i området og det omfattende reguleringssystem, der skulle sikre stabil vandtilførsel hele året rundt.
Det centrale område for udnyttelsen af vandkraften er Hellebækken, der løber fra Bondedammen til stranden nedenfor med et fald på over 20 meter. Arbejdet med at opdæmme og udnytte vandkraftsystemet påbegyndes i 1575 med arbejdskraft fra Helsingør. I første omgang tager man fat på den nedre del af systemet, men allerede i 1577 graves der en kanal imellem Sortesø og Klaresø. Der har ligget et stort arbejde i den løbende vedligeholdelse af både vandsystemet og møllerne.
Geværfabrikken i Hellebæk
I starten af 1700-tallet er der planer om at anlægge en geværfabrik i Hellebæk, men først da værket sættes på auktion i 1743 og regimentskvartermester Stephan Hansen fra Helsingør overtager det for 15.250 rigsdaler bliver det for alvor til noget.
Stephan Hansen er et godt eksempel fra denne tid på en borgerlig, egentlig bondesøn, der med flid og arbejdsomhed tjener sig op i samfundet. I forbindelse med anlæggelse af geværfabrikken oplever vi ham som privat iværksætter, idet han ganske vist får monopol på at fremstille geværer i 20 år. I 1743 var han ved at gøre karriere indenfor militæret og fungerede også som købmand i Helsingør. I perioden fra 1750-1770 havde han desuden handelsret på Færøerne. Omkring 1750 lader han Hellebækgård opføre i sammenhæng med sine udvidelser af foretagendet.
Stephan Hansen formår at reorganisere og forny hele værket. Gamle bygninger istandsættes, han indkalder fagfolk fra udlandet og opfører en række nye bygninger, heriblandt de karakteristiske gule mesterboliger i Bøssemagergade, hvor en række håndværksmestre og deres svende boede og arbejdede.
Samtidigt kort over anlægget
I 1752 tegnede en ansat ved værket et kort over anlægget. Kortet viser strækningen fra Bondedammen og ned til kysten. Ifølge kortet er der på dette tidspunkt 2 hammermøller. Det menes, at den ene har haft et såkaldt overfaldshjul, den anden som det nu kan ses på den restaurerede mølle et underfaldshjul. Den oprindelige mølle ombygges i Stephan Hansens tid og står færdig 1765, samme år som staten køber værket tilbage.
I forbindelse med restaureringen af møllen omkring 1980 har man rekonstrueret den udvidede mølle fra 1765. Møllehjulene var placeret ved gavlenden. Det højeste hjul, 6 meter i diameter og 3/4 meter bredt, driver blæsebælgen til essen indenfor, mens det lavere hjul, 5 meter i diameter og 1,5 meter bredt, driver to hamre, en såkaldt strækhammer, hvis hoved vejer 100 kilo, og en løbhammer, der vejer 20 kilo. der er endvidere forbindelse til blæsebælgene på loftet.
Overgangen fra håndværk til industri
Interessant ved værket i Hellebæk er dets karakter af overgangsform fra rent håndværksmæssig produktion til den senere tids egentlige industri.
Karakteristisk for håndværket er, ideelt set, at få faglærte arbejdere individuelt udformer produkterne med enkle redskaber og i reglen til et kendt marked, som f.eks. Helsingør med opland.
I modsætning hertil er den industrielle produktion rettet imod et ukendt, eller foranderligt marked, og produktionen er opdelt i delprocesser og finder sted ved hjælp af et antal maskiner, der drives ved mekanisk kraft.Som overgangsformer opererer man endvidere med to hovedformer: Manufakturvirksomhed og forlagsindustri.
Manufakturvirksomhed
Manufakturen er karakteriseret ved at man samler et stort antal arbejdere på et og samme sted (bygning). Der er tale om en begyndende arbejdsdeling, men endnu ikke en fælles kraftkilde, der dikterer arbejdsgangen.
Denne produktionsform findes i Danmark allerede på 331V.s tid i form af statsmanufakturer, der skulle forsyne hoffet med f.eks. silkeprodukter. I denne form er der tale om en national selvforsyningsstrategi, og altså et ”lukket" marked, der skulle medvirke til at sikre uafhængighed på strategiske områder. Leverancer til hæren af krudt, kugler m.m. er også karakteristisk, og det her statens interesse for geværfabrikken i Hellebæk kommer ind.
Forlagsindustri
Forlagsindustrien fokuserer primært på produktionens tilrettelæggelse i henseende til finansiering og afsætning af varerne. Selve produktionen er forlagt til arbejdernes hjem, typisk i forbindelse med tidlig tekstilproduktion. Forlæggeren leverer råstoffer til produktion, ofte tillige arbejdsredskaberne og sørger for at aftage og afsætte varerne. Denne produktionsform er karakteristisk for tidlig tekstilproduktion i Danmark og findes endnu i form af hjemmesyerskers arbejde.
Det kan herefter være interessant at forsøge at bestemme, hvilken type af virksomhed geværfabrikken udgør. Som hjælp hertil kan man endvidere inddrage en beskrivelse af selve produktionsgangen:
"For at følge Hellebæks udvikling kan det være nyttigt at se, hvorledes der blev fremstillet geværer, og hvorledes udviklingen i geværernes konstruktion skred frem. Fabrikationen omfattede geværer, ladestokke og bajonetter. Og de enkelte dele blev fremstillet i adskilte møller og værksteder.
I Hammermøllen blev geværløbene smedet. Jernet blev smedet ud til en strimmel, der var lidt længere, end løbet skulle være. Strimmelen blev på en ambolt med et hak bøjet til U-form. Jernet blev derefter bukket om en dorn. Efter at emnet var opvarmet til svejsevarme, blev det svejset sammen uden om en dorn under en vandhammer med sænkere med cylindriske fordybninger i både ambolt og hammer. Når der så blev svejset en bundprop i den ene ende, var løbet klar til udboring og slibning. Disse operationer foregik i særlige møller.
En dygtig smed kunne smede 2 1/2 løb på en arbejdsdag, antagelig 12 timer. Ladestokke og bajonetter blev smedet i en særlig hammermølle; de havde også egne slibemøller. Låsene og andet tilbehør blev smedet af smede, der havde værksteder i forbindelse med deres boliger. Der var også værksteder for skæfterne, der blev lavet af valnøddetræ, eller for de mindre fine geværers vedkommende af elmetræ.
Når løbet var færdigt, blev det prøvet af værkets probermester i "Proberhuset", der stadig findes i Hellebæk. Bygningen er delt i to dele. Den ene er muret og forsynet med tegltag. Den var værksted for probermesteren... Under afprøvningen blev løbene fastspændt med indtil 50 stykker ad gangen. Der var så en rende til fængkrudt, som kunne antændes udefra..."
"Af de prøvede geværer sprængtes ca. 4,5% ved prøven af en samlet produktion på 88.700 løb, og af de færdige geværer kasseredes 18,2%. Til rest blev ca. 70.000 stk. (perioden 1800-1819) Det var derfor ikke mærkeligt, at geværskytterne i gamle dage bad en bøn, før de affyrede et skud, og hurtigskydning kunne det ikke blive til.
Nogle af de geværer, der kasseredes i København, blev dog anvendt; de blev brugt som betaling for varer i de oversøiske lande, f.eks. for slaver. Mange af disse geværer sprængtes ret hurtigt, men det anfægtede ikke sælgerne."
Det kan tilføjes Kislings beskrivelse, at mestersvenden som regel kunne vælge imellem at modtage råvarer (jern og kul) afmålt, eller få arbejdet i entreprise og så selv skulle bekoste indkøb af råvarer. Endvidere antages, at de ansatte bøssemagere har kunnet udføre samtlige processer i fremstillingen, men at der i praksis har været tale om specialisering i enkelte delprocesser.
Staten blander sig
I 1765 køber staten det samlede værk i Hellebæk tilbage fra Stephan Hansen for den nette sum af 120.000 rigsdaler. I 1767 er kongen ved at overdrage værket til generalmajor J. F. Classen, der i forvejen har skøde på krudtværket i Frederiksværk, mod at der årligt leveres 6.000 geværer.
Imidlertid lægger finansministeren H. C. Schimmelmann sig imellem og foranlediger, at værket sættes på auktion, hvor han byder 1.000 rigsdaler over Stephan Hansens søn og erhverver foretagendet for 70.000 rigsdaler.
Industribaronen
H.C. Schimmelmann var ligesom Stephan Hansen opkomling, søn af en pommersk købmand, og allerede hovedrig, da han i 1761 knyttes til den danske regering som finansiel rådgiver og garant. Han får formidlet store lån til den danske stat og sanerer statsfinanserne. Der sker bl.a. gennem salg af statens aktiver, frasalg af krongods, men også diverse statsvirksomheder.
Selv opkøber Schimmelmann godset Lindenborg og bliver adlet (baroniseret). Nok så interessant i denne sammenhæng er hans køb af statens sukkerplantager i Vestindien med tilhørende raffinaderier for 400.000 rigsdaler.
Trekantshandelen
Med købet af geværfabrikken i Hellebæk er Schimmelmann egenhændigt i stand til at indtræde i den for tiden så karakteristiske trekantshandel imellem Europa, Afrika og Amerika. Færdigvarer, såsom geværer afskibes fra Europa til Afrika, hvor varerne byttes med slaver, der sendes til Vestindien. Herfra hentes råvarer bl.a. sukker, som så sendes til videre forarbejdning i Danmark. Hertil kom at Schimmelmann også havde monopol på sukkersalg til Norge.
Schimmelmann havde altså også andel i slavehandelen og et af slavetransportskibene bar navnet "Grevinde Schimmelmann". H.C. Schimmelmanns søn Ernst arbejdede senere aktivt for at ophæve negerhandelen. I 1792 indføres der med en overgangsperiode på 10 år forbud imod at indføre slaver til Vestindien, men de kunne stadigvæk handles på øerne, og ægtefæller og børn og forældre kunne fortsat adskilles ved salg.
Forladergeværet – en forældet konstruktion
I Stephan Hansens tid fremstilledes årligt omkring 3000 geværer, i perioden 1769-1800 ca. 6000 stk. årligt. Geværproduktionen fortsætter op igennem 1800-tallet, men under krigen i 1864 viser de langsommelige forladegeværer sig at være teknologisk forældede og produktionen opgives. Hvor møjsommeligt affyringsprocessen var giver et uddrag af "Bestemmelser for geværets ladning" fra 1863 et indtryk af.
| |