| De skriftlige kilder
Det er først og fremmest de islandske sagaer, som giver os detaljeret viden om, hvad den hedenske tro indebar og som fortæller alle de fantastiske gudesagn. Hovedparten af de beskrevne hændelser er imidlertid nedfældet flere generationer efter, at øjenvidnerne levede. Sandsynligvis er meget af indholdet i beretningerne dog sandt, men med senere tilføjelser. Dette skyldes på den ene side, at beretningerne er skrevet på vers, hvilket gør, at de lettere har kunnet genfortælles, men dette forhold har samtidig gjort det sværere at forvanske teksterne. På den anden side kan vi ikke være helt sikre på, at forfatterne i slutningen af 1100-tallet - begyndelsen af 1200-tallet ikke har haft ældre manuskripter, som nu er forsvundet, til deres rådighed.
Arabisk øjenvidne
Ofringer har haft stor betydning i den hedenske tro. År 922 beskrev Ibn Fadhlan , en arabisk diplomat og teolog, en nordisk offerceremoni ved en ankerplads på floden Volga. Da vikingeskibet havde anløbet kysten, gik handelsmanden i land for at ofre. Han tog brød, kød, løg, mælk og spiritus med sig og begav sig hen til en høj, oprejst træstolpe med et udskåret, menneskelignende ansigt. Rundt om stolpen stod der små træfigurer og rundt om dem høje træstolper. Handelsmanden kastede sig ned på jorden foran den store figur og lagde offergaverne foran den samtidig med, at han bad om god handel. Gik forretningerne derefter godt, kom han med flere offergaver; gik de dårligt, ofrede han også til de små figurer, som han kaldte ”vor herres hustruer, døtre og sønner,” som han derefter bønfaldt om at overbringe sine bønner. Gik handelen derefter godt, lod handelsmanden et antal kreaturer og får slagte. En del af kødet blev givet væk; resten blev smidt mellem den høje træstolpe og de lavere stolper og hovederne blev hængt op.
Fra det nordiske område findes der en øjenvidneskildring skrevet af en araber, som i 900-tallet besøgte den store vikingeby, Hedeby, i Sønderjylland. Han beskrev en fest, hvor byens hedenske indbyggere mødtes for at hylde deres guder og for at spise og drikke; ” Den, som slagter et offerdyr, hænger dette på et træstativ uden for døren til sit hus, uanset om det er en okse, en vædder, en gedebuk eller et svin. På den måde ved alle, at han har bragt et offer til sin guds ære.”
Tyske og norske eksempler
Det hedenske ritual omkring ofringer synes at have udspillet sig efter to forskellige mønstre: Enten overbragte man hele offeret til guderne eller også beholdt man en del af offergaven ved at fortære den ofrede mad og drikkelse ved en sammenkomst. Gennem måltidet tog man mere fysisk del i ofringen, end hvis man blot passivt bragte et offer. Der findes flere beretninger om store offerfester med mad og drikke. Biskop Gregorius i Tours, som døde år 594, beskriver f.eks., hvordan det foregik i det dengang hedenske Køln, hvor barbarerne ved offerfesterne frådsede i både mad og drikke. Missionæren Columban, der døde år 615, skal i det nuværende Tyskland engang være stødt på hedninge, som var samlet til en rite. I midten var der et enormt kar med øl og festen blev holdt til ære for Wodin. Det lykkedes dog Columban at flække offerkarret ved at ånde på det!
I Snorres store værk, Heimskringla, berettes om et blot, som fandt sted i Trøndelagen i Norge: ” Sigurd Ladekarl var den største blotmand ligesom hans fader, Håkan, havde været det. Sigurd holdt på kongens vegne alle blotmøderne i Trøndelagen. Efter gammel skik skulle alle bønder, når tiden for et blot nærmede sig, komme til hoffet med det forråd, som de skulle bruge under mødet. Der skulle alle have øl og der blev slagtet mange slags småkvæg og heste. Alt det blod, man fik ved slagtningen, kaldtes løt og blev opbevaret i de såkaldte løtbollar. Med løt-tenarna, der var lavet som stænkekoste, skulle man farve alle stallarna/altrene og både de ydre og de indre vægge i hovet røde samt stænke på folket. Kødet blev kogt til bespisning af de forsamlede. Midt på hovets gulv var der bål, hvorover der hang kedler og drikkehornene skulle bæres rundt om bålene. Den der udførte blotet og var høvding, skulle selv velsigne offerbægeret og offermaden. Første drak man Odins skål for sejr og sin konges skål for magt og vælde; derefter Njords og Frøs` skål for årets høst og for fred. Bagefter drak mange Brages skål. Man plejede også at drikke sine frænders skål, dem som havde udmærket sig, de såkaldte minnena”
Uppsala
Der er også blevet ofret mennesker ved visse hedenske blot. Klassisk og velkendt er Adam af Bremens beretning, nedskrevet ca. 1070 om, hvad bl.a. øjenvidnet Sven Estridsen selv har kunnet fortælle om blotet ved Uppsala: ” Hvert niende år plejer man i Uppsala at holde en fælles fest med deltagelse af folk fra alle sveonernes områder. Ingen har lov til at udeblive fra denne fest. Konger og folkestammer, alle og enhver, sender deres gaver til Uppsala og de, som allerede har antaget kristendommen, må købe sig fri fra deltagelse i disse ceremonier, hvilket er mere grusomt end nogen anden straf. Offerriten foregår på følgende måde: Fra hvert levende væsen af hankøn ofres ni individer, hvis blod man bruger til at mildne guderne. Kroppene bliver hængt op i en lund tæt ved templet/helligdommen. Denne lund anses for så hellig af hedningene, at hvert træ tillægges guddommelig kraft som følge af de ofrede kroppes død og forrådnelse. Der hænger også hunde og heste ved siden af menneskekroppene, og en af de kristne har berettet for mig, at han har set 72 kroppe hænge der imellem hinanden. ”
En samtidig tilføjelse til Adams håndskrift, et såkaldt skolarie, indeholder følgende beretning: ” I ni dage holdt man festmåltider og sådanne offerceromonier. Hver dag ofrer de et menneske tillige med dyr, så der på ni dage bliver ofret 72 levende væsener. Ofringerne finder sted ved vintersolhverv.” I et andet skolarie berettes: ”Nær denne helligdom/dette tempel står der et kæmpestort træ, som strækker sine grene ud vidt og bredt og som altid er grønt, både vinter og sommer. Ingen ved hvilken art, det er. Der er også en kilde, som hedningene plejer at ofre ved og hvori man plejer at kaste et levende menneske. Hvis man ikke finder det igen, går folkets ønsker i opfyldelse.”
Lejre
Biskoppen og historieskriveren Thietmar i Merseburg ( 975 - 1018) beskrev de store kultfester, der fandt sted i Lejre på Sjælland. Dette sted nær ved vikingebyen Roskilde, var ifølge legenderne og sagnene et af de vigtigste danske kongesæder. Thietmar beretter, at i januar måned hvert niende år samledes der her et stort antal besøgende for at blote. Da blev ikke mindre end 99 mennesker ofret til guderne sammen med ligeså mange heste, hunde og haner.
Asatemplet i Uppåkra
I Uppåkra lige syd for Lund har man fundet og udgravet en komplet tempelbygning fra hedensk tid. Fundet er fuldstændig enestående. Templet har ikke været særlig stort, kun 13 meter langt og 6.5 meter bredt. Det har haft svagt buede langvægge af grove, lodrette egeplanker eller ”stave”, som var gravet ned i en rende i jorden på mere end en meters dybde. Bygningens midterparti, som har været adskilt fra ydervæggene, har bestået af fire enorme træstolper. Hullerne til disse er usædvanlig store og dybden bemærkelsesværdig, mere end 2 meter. Arkæologerne fandt mindst tre forskellige gulvniveauer, hvilket afspejler, at templet er blevet ombygget flere gange i løbet af den lange tid, det har eksisteret. Fra opførelsen, måske allerede i 400-500-tallet, har det stået helt frem til vikingetiden.
Bygningen har haft tre indgange, to mod syd og en mod nord. Hver åbning har været indrammet af kraftige sidestolper og den sydvestlige har desuden haft et fremskudt parti. Der kan således ikke være tvivl om, at det er her, templets hovedindgang har været.
Værdifulde fund
I vægrenderne og stolpehullerne er der fundet flere hundrede såkaldte pragteksemplarer af Guldgubbar. Disse papirstynde, meget små guldstykker menes at have været brugt som offergaver. Alle er præget med motiver, der forestiller mænd eller kvinder. At de er fundet i så stort et antal i hullerne til stolperne og vægplankerne i Uppåkratemplet, tyder på, at man har ofret disse pragtstykker i forbindelse med opførelsen af templet.
Inde i Uppåkratemplet er der gjort to fantastiske fund. Lige ved siden af ildstedet, som er placeret centralt i bygningen, har man antagelig i 600-tallet gravet et broncebæger og en glasskål ned. Det ca. 20 centimeter høje bæger er dekoreret med bånd af tynde guldstykker, som er præget med billeder. Der findes ikke nogen bægre magen til og det kan meget vel være fremstillet på stedet. Glasskålen kommer fra området nord for Sortehavet og er dateret til ca. 500-tallet. I tilknytning til tempelbygningen i Uppåkra er der foretaget ofringer til guderne. Masser af lanse-og spydspidser er fundet tæt ved templet, både syd og nord for bygningen. Flere af dem er med vilje blevet ødelagt ved at bøje eller vride spidserne. Nord for templet lå der en hel bunke ødelagte våben. Her blev der også fundet rester af en pragtfuld hjelm og beslag til skjolde. Ofringerne kan have sammenhæng med en dyrkelse af guden Oden som jo var krigens gud. En lille broncestatuette fra Uppåkra forestiller en mand med en hornbeklædt hjelm. Den kan sandsynligvis dateres til vikingetiden. Figuren har kun et øje. Det kunne tyde på, at figuren forestiller Odin, hvilket passer godt med de våben, der er ofret i området.
Rekonstrueret tempel
Bygningsarkæologen Sven Rosborn på Fotevikens museum genskabte templet i 2004. De vældige dimensioner på stolpehullerne og plankevægskonstruktionen, bygningens små dimensioner samt det faktum, at hele bygningen blev gravet ud, gør det temmelig enkelt konstruktionsmæssigt at beregne den sandsynlige størrelse. Da de fire stolpehuller midt i bygningen har haft så enorme dimensioner og stolpehullerne har gået så langt ned i jorden, kan årsagen kun være, at stolperne har dannet et højt midtertårn, som har raget højt op over resten af bygningen.
En senere rekonstruktion er blevet udført af arkæologer i Lund, men den tager slet ikke hensyn til de store afvigelser/forskelle i det arkæologiske materiale.
| |