| Byerne
| | De første nordiske byer begyndte at opstå under vikingetiden. Det antages, at de er resultatet af en stærk kongemagt, som sikkert, i flere tilfælde, er gået ind og har reguleret og beskyttet de tidligere markedspladser.
Med byernes opståen opstod der helt nye sociale mønstre i forhold til det tidligere, totalt dominerende agrarsamfund. Det skal dog fastslåes, at byerne som dominerende samfundsfaktor spillede en underordnede rolle til langt op i tiden.
Med byernes fremvækst udvikledes dog handelen på en helt anden måde end tidligere. F.ex. indførtes pengeøkonomien istedet for varebytning. |
Byernes opståen
Hedeby syd for Jylland og Ribe, godt 100 kilometer længere nordpå, er blandt de første bylignende samfund i Skandinavien. Hedeby var i vikingetiden Danmarks vigtigste handelsby. Den ældste bebyggelse stammer fra 2. halvdel af 700- tallet. Midt i 900- tallet blev der bygget en kæmpestor, halvcirkelformet vold rundt om byen. Det er en fantastisk følelse, man får, når man besøger stedet i dag. Det hele er en stor eng, indrammet af volden og af vandet i den tidligere havn. Gad vide, hvad missionæren Ansgar, som besøgte stedet i 820-erne ville have sagt, hvis han så denne moderne idyl!
Ansgar begav sig senere til Birka, et dengang bylignende samfund på en ø i søen Mælaren. I dag er dette også en stor blomstereng. Foruden Hedeby, Ribe og Birka kan man nævne den store handelsplads Kaupang, i det sydlige Norge, Køpingsviks store handelsplads på Øland og Paavikens handelsplads på Vestgotland. Uppåkra syd for Lund har sikkert også været af stor betydning. Der har været bebyggelse her fra 1. årh. e. Kr. frem til slutningen af 900-tallet.
Hvad angår bylignende bebyggelser i Skandinavien fra den yngre vikingetid, kan i det daværende Danmark nævnes Viborg, Århus, Roskilde, Helsingborg og Lund. I Norge forsvandt Kaupang og i stedet opstod der steder som f.eks. Sarpsborg og Oslo. Længere mod nord udviklede Trondheim sig til en meget betydningsfuld by, ikke mindst efter at kong Oluf den Digre, som døde i 1030, blev begravet i byen og helgenkåret. I Sverige forsvandt Birka i Mælarområdet i slutningen af 900-tallet og blev afløst af byen Sigtuna. På Gotland synes handelspladsen Paaviken at være afløst af Vestergarn med sin endnu delvist bevarede halvcirkelformede vold. Allerede efter kort tid udkonkurreredes dette sted dog af det tidlige Visby ved kysten lidt længere nordpå. I det indre af Sverige var Skara tidligt en vigtig by i Vestergøtland. Linkøbing i Østergøtland har sikkert også aner tilbage til slutningen af vikingetiden. Byen ligger nemlig midt i et af vikingetidens centrale områder.
Ældste byer i Norden ca.900 | 
Ældste byer i Norden ca.1100 |
Sjælland og Skånes ældste byer
Opførelsen af en bebyggelse i Lund begyndte antagelig i forbindelse med, at Harald Blåtand anlagde en såkaldt trelleborg midt i den kommende by omkring år 980. Lige uden for borgens volde blev Sct. Clemens trækirke opført. Harald Blåtand må også have anlagt en ringborg i Helsingborg. Her er det tilstedeværelsen af byens ældste kirke, en Clemenskirke, og dens sandsynlige datering til tiden lige før 1000- tallet , som peger på tidspunktet for kirkens grundlæggelse. Byen Helsingborg omtales første gang år 1085, men både bydannelsen og borgen, som byen har fået navn efter, må være af ældre dato. Roskilde må også være anlagt af Harald Blåtand, som døde ca. år 986. Også her ligger der en meget tidlig Sct. Clemenskirke lige oven for havnen.
Lund og Roskilde
Det er kendetegnende for disse, Skånes og Sjællands beviseligt ældste bydannelser, at de har ligget i områder, som kongen på en eller anden måde har villet sikre.
Lund var arvtager til Uppåkra, en handelsplads i det rige område mellem Søderslætt og Lundaslætten. Helsingborg ligger strategisk som en lås ved det nordlige Øresund. Roskilde er bindeleddet mellem det tidligere hovedsæde, Lejre, og havet.
Hvad angår Lund, skulle denne by, ligesom Roskilde, hurtigt blive en religiøs metropol. Omkring 1050 blev der opført et stort antal nye trækirker i byen, hvilket tyder på, at byområdet blev opdelt i mange sogne med egne kirker. År 1104 blev byen ærkebispesæde for hele Norden. At netop Lund blev ærkebispesæde forklarer historieskriveren Saxo omkring år 1200 med, ” at fra tilstødende områder kommer man med lethed hertil. Vejene er mange både til lands og til vands”.
Jorddonationer
I 1000-tallets anden halvdel befandt den danske kirke sig i en ekspansiv periode, som var muliggjort gennem kongelige donationer. Kongemagtens store interesse i at støtte kirkens udvikling både i Lund og i Roskilde fremgår af, at kongen år 1073 står bag en donation af ikke mindre end 50 bol til treenighedskirken i Roskilde og år 1085 en donation i Lund på 53½ bol til Laurentiuskirken. Begge kirker var domkirker. Konge og kirke gik således hånd i hånd tilsyneladende med samme mål: at etablere og sikre en fungerende dansk stat ud fra de præmisser, som allerede Harald Blåtand og hans slægtninge havde fastlagt. For kirken var det vigtigt at vinde økonomisk kontrol ved at dominere de anlagte byer. Kirken havde f.eks. fået ejendomsretten til Roskilde. Det skete samtidig med, at kystbyerne Lomma og København dukker op i det skriftlige kildemateriale.
København og Lomma
Ikke mindst for den unge, kristne kirkeorganisation må behovet for velfungerende forbindelsesveje mellem de forskellige, kirkelige hovedbyer have været stort. For at sikre forbindelserne mellem de kirkelige metropoler, Lund og Roskilde, krævedes der derfor kystbyer så tæt på disse som muligt på begge sider af Øresund. Lomma og København er de kystbyer, som geografisk ligger midt mellem Lund og Roskilde.
København eller Havn nævnes første gang ved navn år 1043 i den såkaldte Knytlingesaga i forbindelse med beretningen om, hvordan kong Magnus sejlede efter den flygtende konge, Sven Estridsen: ” og Sven nåede til det sted, som hedder Hafn, hvor han lå med få skibe. Der blev kun kort gjort modstand, Sven flygtede op i landet, og der faldt igen mange af hans folk.” Københavns oprindelse kan søges i en mulig ringborg fra Harald Blåtands tid. De skriftlige kilder mangler dog for med sikkerhed at kunne bekræfte dette.
Lomma, et kystsamfund lige nord for Malmø, omtales første gang år 1085 i Knud den Helliges gavebrev på en sådan måde, at det må kunne karakteriseres som en by. Sandsynligvis har stedet dog meget tidligt mistet denne status. En halvcirkelformet byvold er påvist i ældre kortmateriale. |