| Runestenene
| | Runerne var nordboernes specielle skriftsprog før kirken indførte latinsk skrift på pergament. Der findes eksempler på nordiske runeindskrifter fra 200-tallet. Disse findes som indgraveringer i forskellige metalgenstande.
Omkring 500-tallet begyndte man at rejse sten med runer.
De fleste danske runesten blev ristet i vikingetiden, 900-tallet. Med stor sandsynlighed var det stormændene omkring Harald Blåtand, der står bag denne type af historiske mindesmærker. Kongen erobrede den østlige del af Danmark med Skåne og det sydlige Halland i 970- og 980,erne. Det er derfor man daterer runestenene til denne periode. |
De skånske runestene
Der er mange flere runesten i Skåne end på Sjælland. På trods af dette findes der kun runesten i afgrænsede områder i Skåne, alle i direkte eller nær forbindelse med kysten. Kortet viser, hvordan runestenene er fordelt fra Ystad i sydøst til Landskrona i vest. Disse kystområder var de rigeste og tættest befolkede områder i hele Norden. Runestenene kan altså ses som magtsymboler rejst af dem, som engang ville markere deres overhøjhed i kystområderne.
De fleste af de skånske runesten står ikke længere på deres oprindelige sted. Mange er fundet indmuret i kirker og kirkegårdsmure. Derfor kan man antage, at de fra begyndelsen har stået tæt ved kirken. Ljunits og Herrestads herreder mellem Trelleborg og Ystad er de områder i Skåne, hvor runestenene står tættest. Her finder man ikke mindre end 17 runesten. Også området langs Øresund har en stor koncentration af runesten og omfatter de store åer Højeå, Løddeå og Saxåen, som alle munder ud i sundet.
På de skånske runestenskort ser man, hvor godt forekomsten af runesten svarer til de områder, hvor middelalderkirkerne ligger tættest. Landskabsbilledet antyder, at vi har med stormænd og magt at gøre. Fem af runestenene, alle langs Skånes sydkyst, omtaler desuden ” thegnar ”, dvs. mænd, som har været tæt på kongen, sandsynligvis Harald Blåtand. Det er ikke umuligt, at de har indgået i kongens hird.
Runestene i Skåne |
Datering
Hvornår blev Øresundsregionens runesten rejst? Man kunne fristes til at tro, at der er blevet opstillet runesten over et langt tidsrum, men sådan er det sandsynligvis ikke. Faktisk må de tværtimod være rejst inden for en meget begrænset periode. . . Og sandsynligvis er det Harald Blåtands ekspansion og erobring af Skåne mellem år 974 og 980, der er baggrunden for runestenenes tilbliven.
På nogle af de skånske runesten optræder der særlige billeder, der indgår i en sammenhæng. Disse billeder er ” det store dyr ”, maskerne og skibsbillederne. Det fornemste eksempel på det store dyr findes på Harald Blåtands store runesten i Jelling i Jylland. Tullstorpsstenen i Skåne er også et pragtfuldt eksempel på dette motiv. Det gælder også den høje runesten i universitetsbiblioteket i Lund. De såkaldte ”maskebilleder” viser sandsynligvis det store dyrs hoved set forfra. Maskerne er hugget ind i en stor del af de skånske runesten. Både masker og det store dyr findes i den rige grav fra år 969 - 970 i Mammen i Jylland. Haralds Jellingesten må også stamme fra denne tid. Der er således ikke noget forkert i at datere de skånske runesten til netop 970erne og 980erne, dvs. til tiden omkring Haralds erobring af Skåne. Runestenene er i øvrigt rejst af kristne. Harald Blåtand var den konge, som for alvor indførte kristendommen i Danmark.
Runestenene i Jelling | 
Runestene ved Västra Strö |
Hvorfor rejste man runestenene?
Der har været mange forskellige teorier om, hvorfor man rejste runesten. Nogle mener, at man ville afmærke sin families jord, andre at stenene udelukkende står som mindesmærker over personer etc. Ingen af teorierne er imidlertid særligt holdbare, hvis man går ind og analyserer indholdet af teksterne. Kun en eller to af Skånes runesten omtaler f.eks. jordbesiddelser dvs. jordejere.
I betragtning af dateringen af stenene til tiden omkring Harald Blåtands erobring af det østlige Danmark og Skåne i 970erne kan man måske se en sammenhæng mellem runestenene, den tidlige missionskristendom og stormænds ønske om at manifestere sig som nogle af de vigtigste årsager til, at stenene er blevet rejst.
Personnavnenes betydning
Uanset hvilke runesten, man studerer, er der altid noget, som fremhæves meget tydeligt, nemlig personnavnene. Ofte får man at vide, hvem der har rejst stenen, over hvem, den er rejst og somme tider også, hvem, der har ristet/hugget den. Teksten på hver runesten indeholder mindst to navne. Forskeren Sven Rosborn har hæftet sig ved dette forhold og har lanceret en teori om, at det netop var personnavnene i kombination med den kristne tro, som har været normskabende for runestenenes tilbliven.
Den fysiske handling, som omvendte et menneske fra hedning til kristen, har været selve dåben. Gud kender sin flok gennem dåben og den navngivning, som sker i forbindelse hermed. Den kristnes navn symboliserede altså i sig selv den kristne tro. I den kristne tro blev det at mindes og bede for den døde en handling, som var vigtig for både for de levende og for de døde. Allerede den store kirkeleder og senere biskop i Konstantinopel, Chrysostom, talte i begyndelsen af 400-tallet om, at bevaringen af og erindringen om de dødes personnavne var den bedste måde at hjælpe dem gennem den såkaldte skærsild. Skærsilden var det stadium, alle døde måtte passere, inden de blev optaget i (af?) Guds fulde nåde.
Runesten ved Sjörup kyrka |
Broderskaber
For at hjælpe den døde gennem skærsilden blev det vigtigt, at han indgik i de levendes forbønner. I 600-tallet begyndte man derfor i Vesteuropa at danne specielle, kristne broderskaber for at bevare mindet om de døde netop gennem deres døbenavne. I 800-tallet og 900-tallet nåede denne kult omkring personnavne sin kulmination. Europas mange klostre blev basis for denne lære om omsorgen for de døde og bevarelsen af personnavnene.
Det var ikke kun kirkens mænd, men også verdslige personer, der tilsluttede sig disse broderskaber, som bestod af medlemmer af de højere samfundslag, både mænd og kvinder. Med gaver til de forskellige broderskaber sikrede de levende medlemmer sig, at de fik deres personnavne bragt i erindring gennem vedvarende forbønner efter døden. Sådanne broderskaber fandtes dengang over hele det kristne Europa. F.eks. skabte en mand ved navn Orc et sådant broderskab til Guds og Sct. Peters ære i Abbotesbury i England. Orc var en god ven af den danske vikingekonge Knud den Store, som døde år 1035. Reglerne foreskrev, at hvert medlem ved et andet medlems død skulle skænke en penny, for at den dødes døbenavn skulle blive nævnt ved de tilbagevendende bedestunder.
Dåb og dødsbøger
De nordiske missionærer blev hentet fra klostre i Nordeuropa. For disse prædikanter måtte forkyndelsen af dåben og læren om den kristne sjæl efter døden have været de absolut mest spektakulære dele af omvendelsesprocessen. Fællesnævneren var det personnavn, man fik ved dåben og som man kunne påberåbe sig for at mildne skærsildens lidelser.
Ved at rejse en runesten og nøje angive navnet både på den døde og på dem, der havde været behjælpelige med stenens tilblivelse, bevarede man mindet om den afdøde og gjorde således en god, kristen gerning. Det at rejse en runesten må altså være en forløber for den senere skik med at indføre mere betydningsfulde personer i såkaldte nekrologer eller dødebøger i domkirkerne. Når en af den kristne kirkes velgørere døde, blev navn og dødsdag indskrevet i en særlig bog. Hver dag året rundt læste man så messer for dem, som var døde den pågældende dag. En sådan dødebog, det såkaldte Necrologium Lundense synes at være indført allerede i 1080erne ved Lunds domkirke.
Necrologium Lundense |
Stenenes skæbne
Mange af runestenene genanvendes tidligt i 1100-tallet som byggemateriale i de ældste stenkirker. Det synes at have været en temmelig ulogisk handling i betragtning af, at runestenene måske kun to-tre generationer tidligere var blevet rejst af egnens stormænd. Man må gå ud fra, at erindringen om den døde og om slægten endnu har været levende. At ødelægge mindestenene på dette tidspunkt forekommer ikke logisk, men måske er det at mure stenene ind i kirkemurene ikke så brutal en handling, som man umiddelbart kunne tro. Ved at bruge de kristne runesten som byggemateriale i den nye kirke havnede stenene med deres indhuggede døbenavne så at sige på rette sted, hvor de indirekte kunne omfattes af kirkelivets daglige sjælemesser.
Runesten ved Sjörup kyrka | 
Hunnestadsmonumentet | 
Hunnestadsmonument med stort dyr |
Billeder og runer
Nogle danske runesten har billeder af ”det store dyr”, masker og skibe. De tre billedmotiver forekommer meget få steder. Man kunne have forventet, at der ville være mange skibsbilleder, eftersom vikingeskibene var en forudsætning for den vældige ekspansion i perioden. Sådan er det imidlertid ikke. I Danmark er der kun skibe på 4 % af runestenene, i Norge på 2 % og i Sverige kun på 0,7 %. Skibsbillederne forestiller i øvrigt slet ikke vikingeskibe. Skibene har nemlig kraftige såkaldte skibsvædere/ rambukke for og agter.
Hvad skibsbillederne angår, vil vi her bruge skibet på Tullstorpsstenen som eksempel. Skibet har højt fribord, hvad vikingeskibene ikke havde. Det har to skibsvædere hvilket gør, at der umuligt kan være tale om et vikingeskib. En skibsvæder bruges til med stor kraft at torpedere et fjendtligt skib. Hertil kræves tunge, langsomme skibe, som kan give tilstrækkelig stor kraft. Sådan var vikingeskibene ikke konstrueret. Samtlige skibe på runestenene har disse skibsvædere. Hvad var det da, man ville fortælle med disse billeder? Hvor fandtes denne skibstype? Hos kejseren i Konstantinopel!
Tullstorps kirkegård |
Kejserens krigere
Kejseren havde et meget stort antal vikinger, eller væringer, i sin tjeneste i 700-tallet, hvor de østromerske hære efterhånden begyndte at genvinde deres magt over Middelhavet. Inden for flåden videreudvikledes de ældre krigsskibe. Først og fremmest blev skibene udstyret med flere etager med roere. Skibene, som var kendt under navnet ” dromoner ” blev symbol på det østromerske riges stadig større magt. En dromon var en galej med roere i to etager i hver side, ikke mindre end 25 årer pr. etage i hver side og altså 100 roere. Der var mindst tre forskellige typer dromoner. Den mindste blev kaldt Ousiakoi og var et skib beregnet til 100 mand. Det nederste hold roere roede kun, mens det øverste udover at ro også deltog i nærkamp. Pamphyloitypen havde en besætning på 120-160 mand og den tredje type, den ægte dromon, havde 200 mand, fordelt på 50 på de nederste tofter, 100 på de øverste og 50 søkrigere.
En dromon havde en/et såkaldt kobrygge/gangbræt langs begge rælinger, og en/ et i skibets midterakse. Rælingerne var dækket af runde skjolde. Årerne blev stukket ud gennem huller i skibssiderne og roerne havde ingen støtte for årerne. Dromonerne var forsynet med kraftige skibsvædere og havde desuden katapulter og affyringsramper til den frygtede ” græske ild ”, dvs. en form for flammekastere. For-og agterstavnene var dekorerede med dobbelte, opadbøjede dyreudsmykninger. På en mønttype fra kejser Nicephorus` tid (1078-1081) afbildes et byzantinsk skib med dyrehoved i stævnen. Lignende typer dyrehoveder findes f.eks. også på en afbildning i et græsk manuskript helt tilbage fra 800-tallet.
Forbindelser nordpå
Beskrivelserne er helt i overensstemmelse med skibsbillederne på runestenene. Eftersom ”det store dyr ” forekommer blandt disse billeder, er der måske også her en forbindelse til den østromerske kejser? Kejsertronen, som væringernes anførere stod vagt ved, bevogtedes også af en pragtfuld metalløve, der var konstrueret, så den kunne bevæge hovedet og halen og udstøde brøl, sandsynligvis en form for dampmaskine. Løven var symbolet på kejserens magt. Det store dyr blev et symbol for Harald Blåtand og derfor er det måske ikke svært at forestille sig, hvor han kan have fået sit symbol fra. |