| Reformationen
| | Martin Luther (1483-1546) tysk teologiprofessor og reformator, var en af flere som protesterede mod det forfald, som mange anså gennemsyrede den katolske kirke.
Det var Luthers forslag om at reformere kirken, der lå bag reformationen i Danmark, hvor reformatorer i Danmarks store byer: Viborg, Haderslev, København og frem for alt, Malmø, førte an i overgangen til den reformerte, lutherske trosretning. |
Reformationsbølgen i Europa I senmiddelalderen gik der en bølge af reformationsbestræbelser gennem det kristne Europa. Den tyske teologiprofessor Martin Luther (1483-1546) var blot en af flere, som protesterede mod det forfald, som mange anså gennemsyrede den katolske kirke. Luther angreb især pavemagten, afladshandelen og gerningslæren, det vil sige, at mennesket kunne frelse sig selv, ved sine gode gerninger. I stedet propaganderede han for en kirke, som havde Bibelen som højeste autoritet, og hvor troen skulle være det grundlag, som frelsen byggede på. Luther fandt, at der var alt for meget i den katolske religionsudøvelse, som der ikke var belæg for i Bibelen: Helgendyrkelsen, Mariakulten, klosterlivet og præsternes cølibattvang var blandt de eksempler, som skulle fjernes fra kirkens lære. Han betragtede kongemagten som en langt bedre garant for en seriøs kirke end pavemagten. Det kan derfor ikke undre, at flere af fyrsterne i Europa følte sig voldsomt tiltrukket af den lutherske lære.
Martin Luther | Afladsbrev |
Magtkamp i Danmark - Grevens fejde Danmarks konge efter Christian 2.s afsættelse 1523, Frederik I., havde givet den fremvoksende lutherdom en vis forsigtig støtte, selvom han i sin strenge håndfæstning havde lovet de katolske biskopper at bekæmpe al "kætteri". Efter Frederik I.s død i 1533 nægtede biskopperne at anerkende hans søn, Christian som konge. Bl.a. fordi han åbent var gået over til lutherdommen og havde indført den i de områder i Slesvig, hans fader havde forlenet ham. Malmøs og Københavns borgere ønskede at genindsætte Christian 2., men det fandt biskopperne uinteressant, eftersom han, som sin fætter Christian, også var en stor tilhænger af Luthers lære. Modsætninger mellem adel og borgerskab førte til en voldsom borgerkrig, den såkaldte Grevens fejde, hvor landets borgerskab og den jyske almue satte grev Christoffer af Oldenburg (heraf navnet)til at lede en lübecks hær mod den danske adel. I denne situation støttede Sverige den jyske adels foretrukne tronfølger Frederiks søn, Christian. Og i 1534 blev Christian Danmarks konge under navnet Christian 3. I forening med den yderst professionelle feltherre,Johan Rantzau,fik kongen besejret hæren fra Lübeck og nedslagtet den jyske almues bondehær, der var under ledelse af Skipper Clement.
Frederik 1. | Christian 3. Reformationskongen | Johan Rantzau | Malmøhus |
Reformationen gennemføres Magtovertagelsen betød, dels at adelen fik stor indflydelse, dels at der nu var opstået mulighed for at gennemføre reformationen. Men først skulle de katolske biskopper fjernes. Ved Rigsdagen i København fik biskopperne skylden for de kaotiske tilstande, der nu rådede og for deres direkte modstand mod at få en lutheraner på tronen. Resultatet blev, at alle biskopperne blev afskediget, deres jordejendom blev konfiskeret og deres indtægter, via bispetiendet, overgik til staten. Året efter blev den katolske kirkes skæbne beseglet: Der blev vedtaget en ny kirkeordning, som var i nøje samklang med den lutherske lære, og i 1536 var reformationen i Danmark gennemført. Vejen til Reformationen havde været lang og møjsommelig og reformationens idéer havde forlængst slået rødder såvel i Danmark som i mange af de omgivende lande.
Kirkeordinansen |
Kirkelig selvkritik Selv indenfor den katolske kirke i Danmark var der i begyndelsen af 1500-tallet kritik af de misforhold og den grådighed, der rådede i pavens kirkedømme. Man ønskede reformer og en ledende skikkelse indenfor denne reformkatolicisme var den danske karmelitermunk og universitetslærer, Poul Helgesen. Helgesen var især skeptisk over for katalocismens omfattende religiøse svindel og bedrageri med begrebet, afladshandel. Han forblev dog tro overfor den katolske kirke.
Tidlige prædikanter Der forekom langt mere radikale og tidligere kritikere af den katolske kirke end Poul Helgesen. Et tidligt centrum for lutherdommens udbredelse i Danmark blev eksempelvis Haderslev i Sønderjylland. Allerede omkring 1525 blev der i byen åbnet en præsteskole, hvor luherdommen var grundlaget for de nye præsters virke. En af de mest kendte og markante kritikere af den katolske kirke var også tidligt på færde. Det var johanittermunken Hans Tavsen, som blev den første præst, der fuldt ud gennemførte lutherdommen i sin prædiken og virke. Først i Viborg, Jylland og senere i København. En af de mest gennemslagskraftige manifestationer for den nye lutherske lære var Herredagen i Odense i 1527. Her blev det fastslået, at troen var en frivillig sag, og at en evangelisk frikirke var tilladt.
Hans Tavsen, den danske Luther |
Malmøs reformatorer Malmø blev et tidligt centrum for lutherdommen, hvor præsten Claus Mortensen blev den ledende skikkelse. Han havde prædiket Luthers lære i København, da han i 1527 blev opfordret til at vende tilbage til sin fødeby Malmø af borgmesteren og møntmesteren Jørgen Kock. Mortensen begyndte med at prædike i et lille kapel udenfor Malmø, men drog så store tilhørerskarer, at han med tiden flyttede sin prædikantvirksomhed til Petri Kyrka i byens centrale del. En tidligere munk, Hans Spandemager sluttede sig til reformationstanken og Mortensen og Spandemager udarbejdede den første evangeliske messe på dansk. Denne messe fik navnet "Malmømessen". Ærkebiskoppen i Lund, Aage Jepsen Sparre, reagerede stærkt mod begge reformatorerne, og det lykkedes ham at få dem forvist fra Malmø. I 1528 flyttede de da til Haderslev. Efter en tid i Haderslev vendte Claus Mortensen og Hans Spandager i sommeren 1529 tilbage til Malmø. Men nu havde de et beskyttelsesbrev med fra Kong Frederik I. Dermed var de fredede og reformationsarbejdet kunne intensiveres. Tre tidligere karmeliterbrødre, Frans Vormordsen, Peder Laurentsen og Anders Ljung deltog nu i reformationskampen og blev desuden ledende personer i den lutherske præsteskole, som startede i Malmø. (De var alle tre tidligere elever af reformkatoliken Poul Helgesen)
Borgmester Jørgen Kock | Kockska hus | C.Mortensens gravsten |
Malmø- en luthersk by 1529 Malmøs borgere blev efterhånden stærkt anti-katolske, og den katolske sognepræst så sig tvunget til at afgå fra sin stilling i slutningen af september 1529. Claus Mortensen blev herefter indsat som ny sognepræst i byen. En af hans første kirkelige handlinger var at gennemføre en billedstorm i Sct.Petri Kirke. Billeder og statuer, som man ikke mente stemte overens med den "rene" lutherske lære, blev smidt ud på gaden og ødelagt. Fra nu af var Malmø at betragte som en luthersk stad. Det vil sige to år efter Sveriges overgang til lutherdommen og hele syv år før reformationens endelige sejr i resten af Danmark. Den første lutherske præstevielse i Danmark gennemførtes i Sct.Petri Kirke i Malmø i 1531
Petri Kirke i Malmø | Series pastorum |
Malmøbogen og Krøniken - to kilder om reformationen Peder Laurentsen skrev i 1529 den såkaldte "Malmøbog", som gav en luthersk forklaring på reformationen i Danmark. Titlen på værket var ”Årsagen og en ret Forklaring på den ny Reformats”. Skriftet regnes for et af den tidlige reformations mest betydningsfulde værker. Af den oprindelige udgave eksisterer der endnu et enkelt eksemplar, som findes på universitetsbiblioteket i Lund. Den katolske kirkes syn på hændelsesforløbet findes beskrevet i ”Cronica seu brevis processus in causa expulsionis fratrum minoritarum de suis cenobiis provincie Dacie”, oftest kaldet "Krönikan over gråbrödernas fördrivning" från 1534.
Tiggermunkene Tiggermunkene var den etablerede kirkes avantgarde. Nogle klosterordener var direkte knyttet til pavestolen, og de aflukkede klostersamfund var ikke ligeså integrerede i det omgivende samfund som f.eks. sognekirkerne. De var kort sagt mere udsatte, og det var også i høj grad dem og især tiggermunkene, der kom til at stå for skud i slutningen af 1520erne. Allerede i 1527 er der klager over, at de fattige munke ikke kan gå i fred og kongen, Frederik 1.udsteder i første omgang et brev til lensmændene om at beskytte dem. Senere, da kongen ser sin fordel i at overtage kirkens ejendom, deltager han nærmest aktivt i fordrivelsen af tiggermunkene.
Angreb mod klosteret i Malmø I Malmø blev der nu, under Claus Mortensen, indledt skarpe angreb på klostrenes virksomhed. I begyndelsen var der tale om verbale angreb fra prædikestolene, men efter at Mortensen var blevet sognepræst i Malmø, så overgik man til korporlig forfølgelse af munkene, de blev, helt enkelt, drevet ud af deres klostre med vold. Reformatorerne havde bred opbakning fra Malmøs borgere. I byen fandtes der to klostre. Dels Helligåndsklosteret, ved det nuværende Stortorget, dels franciskanerklosteret, gråbrødrenes kloster. Under høsten i 1529 blev helligåndsbrødrene drevet bort fra deres kloster og i maj 1530 blev franciskanerne drevet bort. Dette skete under ret så dramatiske former. Gråbrødrene blev f.eks. låst inde i spisesalen og herefter bedt om at fjerne sig fra klosteret.
Angreb mod klosteret i Ystad I 1532 blev det Ystads gråbrødre, der skulle fordrives. Med et kongeligt brev krævede borgmesteren at munkene blev fordrevet. Da forhandlingerne om dette brød sammen, gik byens borgerskab til angreb. De internerede klosterets ledere, forbød brødrene at udføre kirkelige handlinger, og til sidst drev de brødrene bort. Tiggermunkenes skæbne blev beseglet gennem et foreskrift i 1537: ”Ingen tiggermunke må efter denne dag opholde sig i vore riger; hverken skal de tigge eller prædike eller høre skriftemål. Men de, som er gamle og skrøbelige og ikke duer til noget kirkeligt embede, de må blive i klostret, og der må de have deres føde for Guds skyld. Dog skal de aflægge kappen og klosterklæderne og ikke bespotte Evangeliet”.
Ærkebiskopstitlen afskaffes Ærkebispesædet i Lund blev besat af Frands Vormordsen fra Malmø. Han blev viet til superintendent den 2. september 1537. Superintendenden blev den nye titel på biskoppen i Lund. Reformationens gennemførelse var dermed endelig afsluttet.
Forkyndelsen i centrum Med udgangspunkt i den lutherske lære blev der nu rettet en lang større opmærksomhed på fortolkningen af bibelens tekster, altså selve forkyndelsen. Præstens prædiken var ikke ukendt i den katolske kirke, men i den lutherske kirke blev prædikenen gudstjenestens absolutte hovednummer. Man kan sige, at fokus i gudstjenesterummet blev flyttet fra alteret til prædikestolen. Et synligt tegn på dette i kirkerummet var, at der nu blev installeret nye og kostbare prædikestole. Der findes således en række pragteksemplarer af disse der, den dag i dag, kan beses i Øresundsregionens kirker fra 15- og 1600-tallet.
Forkyndelsen | Lunds prædikestol | Petri prædikestol | Sct. Maria prædikestol i Helsingborg |
|