| Den Store Flugt
| | I oktober 1943 forlangte Hitler de danske jøder sendt i koncentrationslejr. Men store dele af den øvrige danske befolkning stod sammen om at arrangere flugtruter til den nærliggende skånske kyst, hvor højtstående politifolk og embedsmænd i Helsingborg og Malmø trodsede den svenske neutralitet og drog omsorg for ca. 7.000 danske jøder. |
Den store flugt - Danmark
| | Tusindvis af danskere flygtede i oktober 1943 over Sundet til Sverige. En hel del fra Gilleleje, Helsingør, Snekkersten og Espergærde. |
Tusindvis af danskere flygtede i oktober 1943 over Sundet til Sverige. En hel del fra Gilleleje, Helsingør, Snekkersten og Espergærde.
Flugt over Sundet |
Optakten
Kort tid efter besættelsen forbød den tyske besættelsesmagt rejser mellem de skandinaviske lande, med mindre tyskerne selv accepterede dette. For at administrere og kontrollere forbudet forlangte tyskerne at:
-Der skulle søges visum, som danskerne selv skulle administrere, men under tysk kontrol.
-Der skulle oprettes et dansk kystpoliti til patrulje af de østvendte danske farvande fra Hundested i nord til Gedser i syd.
-Den danske marine skulle kontrollere de tilstødende farvande.
I begyndelsen voldte restriktionerne ikke de store problemer. Fra Danmark blev besat den 9.april 1940 til august 1943, kom der nemlig kun få flygtninge fra Danmark til Sverige. Dels på grund af de relativt fredelige forhold i Danmark, men også på grund af den restriktive flygtningepolitik i Sverige. Af svenske politirapporter fremgår det således, at den svenske neutralitetspolitik over for det stærke og sejrrige Tyskland betød, at svenskerne ofte sendte danske flygtninge tilbage til Danmark.
Kystpolitiet |
Vendepunktet
Efter en række store strejker og protester mod den danske regerings samarbejdspolitik, indgav regeringen d. 29.august 1943 sin afskedsbegæring til kongen, Chr. X. Denne undlod at behandle sagen, hvilket betød, at ministrene formelt set fortsat styrede Danmark og fik deres løn og pension besættelsesperioden ud. I praksis satte de embedsmændene i ministerierne til at stå for de daglige rutiner.
Besættelsesmagtens svar kom omgående: Internering af det danske militær og oprettelse af tyskdominerede terrorbander, som bl.a. udførte såkaldte clearingdrab, hver gang der fandt angreb sted på tyske interesser.
Flygtningestrømmen vokser
I lyset af disse begivenheder voksede antallet af flygtninge i september 1943 til 609, hvoraf de 61 var jøder. Resten var først og fremmest militærpersoner, modstandsfolk, statsløse personer, politifolk, men også eventyrere, der flygtede fra det mørklagte og restriktionsplagede Danmark.
En række kunstnere og intellektuelle, heriblandt en del jøder, begyndte at se skriften på væggen og arrangerede allerede i september 1943 overfarter til det neutrale Sverige.
Blandt dem var atomfysikeren Niels Bohr, arkitekterne Poul Henningsen og Arne Jacobsen. Arne Jacobsen var af jødisk oprindelse og Poul Henningsen stod på listen over clearingsofre, hvad han dog ikke selv vidste. De havnede begge sikkert i Stockholm, hvor de tilbragte resten af krigen.
Den 2. oktober 1943
Indtil slutningen af september 1943 følte de ca. 7.000 danske jøder sig forholdsvis sikre i Danmark. 99% havde således valgt at blive. Tre uger senere befandt langt de fleste sig i Sverige. Først og fremmest takket være en omfattende indsats fra danske medborgere.
Interne politiske magtkampe mellem den tyske besættelsesmagts repræsentanter i Danmark og hovedkvarteret i Berlin var også en medvirkende årsag til, at så mange undslap. Det er således en kendsgerning, at den tyske flådeattache von Duckwitz, sandsynligvis på foranledning af den tyske øverstkommanderende Best, lod oplysninger om den forestående aktion sive til den fremtrædende socialdemokrat og senere statsminister Hans Hedtoft, som advarede de jødiske kredse i København.
Werner Best | 
Duckwitz |
Den danske jødeforfølgelse
Natten mellem den 1 og 2.oktober 1943, iværksatte tyskerne en klapjagt på jøderne i Danmark. Officielt forklarede tyskerne overgrebet i dagspressen med de danske jøders skyld i augusturolighederne. For at få ”pillen til at glide ned”, løslod de samtidig de afvæbnede og internerede danske soldater.
Resultatet blev, at man i løbet af efteråret 1943 pågreb ca.600 jøder. De blev sejlet til Tyskland og 53 af dem døde i kz-lejren Theresienstadt. Det danske folketingsmedlem Martin Nielsen var øjenvidne til den modtagelse de danske jøder fik ved landgangen i Tyskland.
KZ-lejre i Europa | 
Theresienstadt | 
Martin Nielsen |
Sverige ændrer holdning
I lyset af begivenhederne i august måned, og tyskernes nederlag på østfronten og i det nordlige Afrika, tog den svenske stat sin neutralitetspolitik op til nyvurdering.Den 2.oktober 1943 meddelte Sverige således officielt, at de ville modtage de danske jøder som flygtninge. I tæt samarbejde med –især Skånes myndigheder og administration, blev der herefter etableret en række illegale flugtruter langs hele den sjællandske østkyst.
Den civile modstand
Jødeforfølgelserne betød et vendepunkt i mange danskeres holdning til den tyske besættelsesmagt. De danske jøders, historisk betingede, tætte integration i det danske samfund betød, at nazismens racepolitik krænkede mange danske borgeres retsbevidsthed. Større dele af befolkningen gik nu aktivt til modstand; ofte borgere uden tilknytning til den eksisterende del af modstandsbevægelsen.
I København strejkede studenterne i protest mod jødeforfølgelsen, og nogle af dem iværksatte, med stor succes, en indsamling af økonomiske midler til hjælp for jøderne: Omkring 1 million kroner, (Omregnet til 1993 kr. ca. 20 millioner kroner.)
Flugtruterne
De jødiske medborgere søgte nu i tusindtal fra København mod Øresundskysten, hvor der i de første dage herskede totalt kaos med hensyn til organisering af denne folkevandring. Flugtruter opstod spontant og i første omgang uden indbyrdes forbindelse.
Vidt forskellige mennesker gav sig enkeltvis, eller i grupper til at organisere flugtruter fra hovedstadsområdet til den svenske kyst. Aktiviteten strakte sig sydpå fra Møn til Holbæk. De fleste kom over fra København, men også Gilleleje på Nordkysten og Snekkersten syd for Helsingør blev i en periode veritable flugtcentre.
I Stockholm tog den danske arkitekt Ole Helweg initiativ til et møde med den svenske udenrigsminister og Ebbe Munck, der var den danske modstandsbevægelses repræsentant i Sverige. Og med hjælp fra jødiske kredse i Sverige blev der anskaffet en båd, der sattes i sejlads fra Malmö og blev starten på Den dansk-svenske Flygtningetjeneste, som i alt kom til at sejle 367 ture med flygtninge.
Hvorfra? | 
Ebbe Munch |
Vellykket redningsaktion
Resultatet blev, at langt de fleste, ca. 95%, af Danmarks ca. 7.000 jøder, i løbet af oktober måned kom i sikkerhed på den anden side af Sundet. Ca. 2-3000 direkte fra København, hvor omkring 80 % af jøderne boede.
Det var de privatbaserede flugtruter, bl.a. i Nordsjælland, der sikrede, at de danske jøder overlevede. Redningsaktionen for de danske jøder er, i den vestlige verden, senere blevet berømmet som noget enestående i forhold til den skæbne resten af Europas jøder led.Thomsen-ruten
| | H C. Thomsen 18.9.1906-4.12.1944.
Thomsen-Ruten var organiseret af den populære kroejer, H.C.Thomsen, Snekkersten Kro. |
Kroejer H.C.Thomsen på Snekkersten Kro var en af de mest markante skikkelser blandt flugthjælperne. I et tæt samarbejde med lægen Jørgen Gersfelt og skibshandler H.E.Jensen fik han færget hundredevis af flygtninge til Sverige. Snekkersten Kro blev et samlingssted for mange af flugthjælperne og modstandsbevægelsens folk.
I slutningen af 1944 blev Thomsen selv angivet af en stikker og omkom i konzentrationslejren, Neuengamme i Tyskland i december 1944.
H.C.Thomsen | 
Snekkersten Kro 1943 | 
H. C. Thomsens kutter | 
J. Gersfelt, Stellaruten |
Flugtruterne i Helsingør-Snekkersten
Helsingør-området var, på grund af den korte afstand til svensk farvand (ca. 2 km), et oplagt overfartssted og det lille fiskerleje, Snekkersten, ca. fire km syd for Helsingør, blev et af knudepunkterne for de illegale flugtruter.
I første omgang var overfarterne fra Snekkersten spontane og åbenlyse. Flygtninge ankom tilfældigt og på eget initiativ og traf så aftaler med lokale folk, fortrinsvis fiskere, som så sørgede for at sejle dem over. Der er også eksempler på, at tyskvenlige beboere i Snekkersten alarmerede det danske politi, som dog sørgede for at slippe de jødiske flygtninge løs igen.
Ruterne |
Kystpolitiets rolle
I tiden op til og umiddelbart omkring d. 2. oktober udgjorde dansk politi og det såkaldte kystpoliti reelt den største fare. Kystpolitiet holdt øje med bådene og trafikken omkring havnene og i begyndelsen tog de deres opgave med bevogtning nok så alvorligt og forpurrede i nogle tilfælde flugtforsøg.
Snart blev kystpolitiets folk dog systematisk involveret i flugtruterne. Og deres rolle som hjælpere i Helsingør-området fik stor betydning. Kystpolitiet holdt til i villaen Stella Maris, nord for Helsingør og hjalp her, og andre steder, aktivt til med at holde opsyn med tyskernes færden og viderebefordre denne viden til flugthjælperne.
Kystpolitiet |
Civilsamfundet reagerer
Andre offentligt ansatte embedsmænd hjalp også til. Præstegårde blev benyttet til indkvartering og opsamlingssteder og mange politibetjente var involveret. Eksempelvis politibetjentene Thormod Larsen og Jørgen Sandholt, i Helsingør, der var aktive i flugtruten Helsingør Syklub.
Nogle læger hjalp til med at bedøve de svageste og urolige flygtninge. F.eks. den unge læge Jørgen Gersfelt, som blev en af de centrale figurer i Snekkersten-overfarterne. Gersfelt startede med at bedøve udsatte flygtninge, især børn, men snart efter havde han huset fyldt op med flygtninge, der ventede på overfartsmuligheder og han blev hermed dybt involveret.
Flugthjælperne og pengene
Gersfelt beskriver også økonomien omkring flygtningetransporten som en anstødssten til at gå ind i arbejdet. Fiskerne fastsatte selv priserne på selve overfarten, men i starten figurerede der ifølge Gersfelt, også ”ubekendte mellemmænd”, som tjente lette penge på transporterne.
I 2003 nedskrev en af flugthjælperne i Snekkersten, Christian Sørensen, sine erindringer om begivenhederne. Sørensen omtaler også de økonomiske forhold imellem flygtningene og fiskerne.
Gersfelt skaffede, sammen med Skibshandler H.E. Jensen, Helsingør, penge fra velhavende borgere i Helsingør til at købe et stort og solidt stenfiskerfartøj, Stella. Med H.E. Jensen selv ved roret, blev et stort antal flygtninge sejlet sikkert til Skåne via den såkaldte ”Stella-Rute”.
Chr. Sørensen | 
Gersfelts båd Stella |
Fra kaos til orden
I erindringsbogen Sådan narrede vi Gestapo beskriver Gersfelt den første periode som ret kaotisk: Alle bådtyper benyttedes, og der forekom forlis og dødsfald blandt både flygtningene og de fiskere, der sørgede for overfarten. Erling Kjær fra Helsingør Syklub bekræfter i sin erindringsbog: ”Med Gestapo i Kølvandet”, de kaotiske forhold i den første tid.
Efterhånden begyndte man at benytte større både til overfarten. Disse kunne rumme op til 20 personer og overfarten til Kobbarverket syd for Raa tog, ifølge Gersfelt, en lille times tid, mens turen med en robåd godt kunne tage 5 timer.
Kystpolitiet på Stella Maris blev efter et nogle dage taget i ed, og Snekkersten var nærmest omdannet til en maritim banegård, indtil det tyske politi, Gestapo, gik til angreb på flugtruterne. Gersfelt giver en førstehåndsberetning om situationen, og der foreligger også en erindring om situationen i området set i børnehøjde.
Jonas Børgesen | 
Wiibroe | 
Kajakklubben | 
Børn på flugt |
Gestapo skrider ind
Gestapos aktiviteter havde i de første dage begrænset sig til at ransage hoteller og pensionater i omegnen og i et enkelt tilfælde (Pension Torbenhus) havde man arresteret nogle jøder. Snekkersten Kro, med den navnkundige vært, H.C. Thomsen, blev samlingssted for en stor del af bådfolkene, samt organisationsfolk fra modstandsbevægelsen i København, og blev i folkemunde omdøbt til Færgekroen.
Den 4.10. gik det galt på Snekkersten Havn. Her blev besætningerne fra seks fiskekuttere, i alt 12 mand, anholdt af det tyske politi, med den forhadte Gestapochef Juhl i spidsen, og sigtet for at have overført et stort antal jøder til Sverige. De anholdte blev overført til Horserød, men slap dog med fem dages ophold her. De 12 fiskere dannede senere en lille klub: ”Horserød Klubben” der mødtes på Snekkersten Kro over et veldækket bord.
Episoden, der understregede tyskernes skærpede opmærksomhed, rygtedes desværre ikke i København, og situationen i Snekkersten med de tilstrømmende flygtninge udartede sig, ifølge Gersfelt, efterhånden til det groteske.
Snekkersten Kro i 1940´erne |
Faren vokser
Transporterne blev nu betydelig farligere. Man gik derfor nu over til privat indkvartering rundt omkring i Snekkersten, især omkring havnen. Faren kom fra mange sider, også fra Sverige, hvor folk, der allerede var flygtet, udviste stor uforsigtighed i deres breve hjem til Danmark ved at nævne navnene og lokaliteterne, hvorfra de var bjerget i sikkerhed.
Gilleleje-tragedien
På grund af den spændte situation begyndte man at satse på overfart med større skibe og arrangerede bl.a. en transport af ca.100 jøder fra Snekkersten til Gilleleje, hvor en skonnert skulle sejle over med dem. I denne aktion samledes trådene med ”Helsingør Syklubs” aktiviteter, idet det var Kiær, der organiserede den omfattende biltransport nordover.
Imidlertid var Gestapo blevet bekendt med aktionen og den 6. oktober 1943, om aftenen, arresteredes omkring 100 jøder på kirkens loft. I byen gik der rygter om, at en stikker havde hidkaldt Gestapo, men Gestapo-Juhl beretter under et forhør efter krigen, at han selv blev mistænkelig, da man ikke ville lukke ham ind i kirken. Sagen er aldrig helt blevet opklaret.
Gestapo-Juhl |
Retur til Snekkersten
De tilfangetagne jøder førtes via Horserød til den tyske koncentrationslejr, Theresienstadt, men jøderne fra Snekkersten slap dog, på nær nogle enkelte, væk og blev indkvarteret i Espergærde (Pension Hermon), hvorfra de undslap i sidste øjeblik. Alle kom over Sundet, de sidste 30 roet over i to røgterbåde.
Da tysk kystpoliti rykkede ind i Villa Søblik overfor Snekkersten Havn ophørte sejladsen fra selve havnen stort set, og i stedet begyndte man sejladser fra Humlebæk, ca.8 km. sydligere og fra de mange badebroer langs kysten.Helsingør Syklub
| | ”Helsingør Syklub” var den største og bedst organiserede flugtrute i Helsingør.
Ruten gik i opløsning i juni 1944. I mange efter Besættelsen år var der tradition for at ”Syklubben” mødtes en gang om måneden på ”Klostercafeen” i Helsingør (Klostercafeen eksister ikke mere - desværre!) |
”Helsingør Syklub” var den største og bedst organiserede flugtruter i Helsingør.
Ruten gik i opløsning i juni 1944.
Helsingør Syklub etableres
Erfaringerne fra Gilleleje indbød ikke umiddelbart til gentagelser med store transporter. Strategien blev lagt om til halvstore og helst mere hurtiggående både. Det er her ”Syklubben”, og dens leder Erling Kjær, for alvor kommer ind i billedet. Den 10. oktober anskaffede ”Syklubben” selv en båd, og Erling Kjær tog nu mere eller mindre fast ophold i Helsingborg. Han fik aftaler med de svenske myndigheder og sejlede herfra daglige ture til danskekysten, i starten i dagtimerne, både i syd og nord.
Passagerne var nu hovedsagelig militærfolk samt eftersøgte modstandsfolk. Hertil kom Kjærs rolle som ”postbud” for en korrespondance, der ikke umiddelbart var beregnet for tyske læsere.
Erling Kiær | 
Thormod Larsen | 
Børge Rønne | 
Ove Bruhn | 
Helsingør Syklub |
Faremomentet
Kjær beretter at aktiviteten i denne periode ikke var specielt farefuld, endnu da. Men efterhånden var Gestapo kommet undervejs med begivenhederne i Snekkersten med det resultat, at kroejer Thomsens fra Snekkersten Kro, blev arresteret, den 11. november 1943. Ved denne lejlighed klarede han dog frisag.
I slutningen af november forøges aktiviteten, da store dele af det danske officerskorps, herunder også den øverstkommanderende, general Knutzon, flygtede over Sundet. Risikoen var, ifølge Kjær, på dette tidspunkt øget væsentligt, da tyskerne nu afpatruljerede farvandet systematisk. I en række efterladte papirer fra kriminalassistent Thormod Larsen, ”Helsingør Syklub”, fornemmer man, i den ofte kodefyldte korrespondance, omstændighederne og stemningen omkring transporterne.
Trafikken blev nu flyttet bort fra sydkysten, og Erling Kjær sejlede i den følgende periode næsten hver nat til fra Helsingborg til Marienlyst Badehotel, lidt nord for Helsingør. I begyndelsen af december anskaffede ”Syklubben” en ny og hurtigere båd og sejlede med forskellige typer af flygtninge.
Samarbejdet med Sverige
Erling Kjær arbejdede efterhånden tæt sammen med Helsingborgs Politi: Politiintendent Friiberg, Overkonstabel Palm og konstablerne Olson og Feldt. Disse svenske embedsmænd omgik egne myndigheders krav om absolut neutralitet.
Efter nytår fik Kjær-ruten, Helsingør Syklub, officiel anerkendelse fra de svenske myndigheder i Stockholm.Fra slutningen af 1943 intensiverede tyskerne deres egen patruljering med alvorlige følger for flugtruterne.
Politimester Göte Friberg | 
Svensk humanisme |
| |
 | Lille | Stor | Carl Palm beretter om eventyreren Kiær |
Helsingør/Snekkersten-Ruterne trevles op
Den 20. januar 1944 havde ”Syklubben” planlagt to overfarter fra Hellebæk, lidt nord for Helsingør. Ved den anden transport, om aftenen, havde man undladt at koordinere aktionen med Kystpolitiets folk, og det gik derfor galt, da en tysk patrulje, som havde til huse i Hellebæk, dukkede op midt i det hele. De tyske soldater råbte an og åbnede derefter ild med det resultat, at Thormod Larsen blev ramt i underlivet og invalideret for livstid. En af passagererne blev også alvorligt såret, men transporten klarede sig over til Sverige.
En af ”Syklubbens” unge medhjælpere, Leif Olsen blev fanget, og tortureret så brutalt af Tyskerne, at han udleverede navne på de involverede personer. Omtrent en måned senere blev Kjær taget på fersk gerning i sin båd på Sundet(12.maj) og sendt i koncentrationslejr i Tyskland og samme måned flygtede lægen Gersfelt til Sverige.
I løbet af maj måned 1944 var de fleste af alle ruterne således trevlet op, og da H.C. Thomsen blev arresteret i august måned 1944, var der sat et effektivt punktum for aktiviteterne i Snekkersten. Thomsen førtes til koncentrationslejren Neuengamme i Tyskland, hvor han omkom i december samme år.
I April måned 1944 afgav, formodentlig Syklubbens kasserer Børge Rønne, en rapport til de danske myndigheder i Stockholm om Syklubbens aktiviteter.
Flugtruternes organisation og struktur i Helsingør/Snekkersten-området er ret komplicerede og lapper ofte ind over hinanden. Men bortset fra flygtningenes private aftaler med fiskerne, var det især tre persongrupper, der dominerede ruterne. Ud fra disse blev der etableret fem ruter.
Erling Kiær |
Thormod Larsen |
Ove Bruhn | 
Thormod Larsen og Tove Wandborg |
Børge Rønne |
| |
 | | Stor | Interview med Tove Wandborg i 2003 |
Den store flugt - Sverige
| | Ved ankomsten til de skånske havne i Helsingborg og Malmø blev flygtningene forhørt af det svenske politi og fordelt i hastigt oprettede flygtningelejre. |
Den store flugt-Sverige
Ved ankomsten til de skånske havne i Helsingborg og Malmø blev flygtningene forhørt af det svenske politi og fordelt i hastigt oprettede flygtningelejre.
Svensk flygtningepolitik
De første udlændingelove
Det var det tætte samarbejde med de svenske myndigheder i Skåne, der sikrede, at så mange mennesker kom over. Baggrunden var et skift i den svenske flygtningepolitik efter den 29. august 1943.
Sverige førte på det tidspunkt en indvandringspolitik, som var meget restriktiv. Ifølge landets første udlændingelov fra 1927 kunne en person afvises ved grænsen ”hvis det kunne formodes, at han her havde tænkt sig at søge ophold, og det med rimelighed kunne antages, at han savnede mulighed for at her ærligt tjene sit underhold.”
1. januar 1938 kom en ny udlændingelov, som kom til at gælde, da de voldsomme jødeforfølgelser stod på i november i Tyskland og Østrig. Det, som egentlig adskilte den nye udlændingelov fra den tidligere, var, at der var en passus om politiske flygtninge, som sagde, at hvis der var grund til at tro, at en flygtning havde politiske bevæggrunde, så skulle socialstyrelsen afgøre, om den pågældende person måtte blive.
Men jøderne blev ikke betragtet som politiske flygtninge! Således var den svenske grænse i princippet lukket for dem. Eftersom jøderne ifølge Nürnberg-lovene ikke var tyske statsborger, kunne de ikke udvises til nogen stat, og man ville derfor slet ikke lade dem komme ind i landet..
Den svenske marine |
Jødepassene
Da Sverige ikke krævede visum for rejsende fra Tyskland, ønskede man, at det skulle fremgå af passet, hvem der kunne vende tilbage til landet, og dermed måtte komme ind i Sverige. Altså: Sverige krævede, at tyskere og jøder skulle have forskellige pas! Ellers måtte visumtvang indføres til indrejse til Sverige.
Schweiz fremførte lignende krav. Tyskerne besluttede en særskilt paslov den 5. oktober 1938. Ifølge denne lov skulle jøderne have stemplet et ”J” på den første side i deres pas. Om den tyske paslov var en konsekvens af de svenske og schweiziske krav, eller om den under alle omstændigheder ville være blevet indført, er svært at klarlægge, men kendsgerningerne står tilbage: Sverige fremsatte sådanne krav, og Tyskland indførte en paslov, som tilfredsstillede de svenske krav.
Göte Friberg, politikommissær i Helsingborg under krigen, var velinformeret om forholdene og skrev i sin ”Stormcentrum Öresund”:
”Umiddelbart efter den tyske paslov fik vi der arbejdede ved grænsestationerne, altså paskontrollen, en cirkulærebeskrivelse fra socialstyrelsen. Heri stod, at personer med ”J”-pas skulle betragtes som immigranter. De kom altså ikke ind i landet uden særlig tilladelse. Dette kom til at gælde praktisk taget alle jøder, da de, som kunne henregnes til politiske flygtninge, var så få, at man indvandrermæssigt ikke behøvede at regne dem med.” (s.31) Endvidere skriver Friberg: ”Vi må altså konstatere, at resultatet af den svenske udlændingelovgivning i praksis blev, at de fleste flygtende jøder blev afvist ved den svenske grænse…”
Göte Friberg |
Beskyttelse af svensk arbejdskraft
Den svenske indvandrer- og flygtningepolitik gik ud på at beskytte den svenske arbejdskraft mod konkurrence, og i denne koldsindige stillingtagen deltog mange fra både fagforeninger og de akademiske kredse. I Lund indkaldte man eksempelvis den 6. marts 1939 til møde i den Akademiska Föreningen, og en klar majoritet af de over tusinde studerende, som var tilstede, stemte for en resolution, som advarede mod indvandring af ”fremmede elementer”.
Selv efter den 9. april 1940, da Danmark blev okkuperet af tyskerne, kom der i begyndelsen meget få flygtninge til Sverige fra den anden side af Øresund. Frem til 28. august 1943 fik kun 150 danske flygtninge asyl i Sverige.
Efter 29. august 1943
Men der var mennesker, som hjalp flygtningene. Ikke mindst indenfor politiet i Helsingborg, hvor Gösta Friberg og Carl Palm med nødløgne og snedighed, med omtanke og hårdt arbejde reddede mange. Men Friberg fortæller også i sin bog, hvordan han den 2.oktober 1943 fik besked fra udenrigsministeriet i Stockholm om, at grænsepolitiet nu kunne blæse på alle pasformaliteter.
Hvor der de første tre krigsår kun kom 150 danske flygtninge til Sverige, så var der på godt en uge i starten af oktober ankommet flere tusinde. På én dag kom 900 til Helsingborg. Bare i løbet af oktober måned kom ca. 7.000 jødisk-danske flygtninge til Skåne
Politimester Göte Friberg | 
Sikkerhedspolitiet i Helsingborg |
Flygtningepres på Helsingborg
Helsingborg modtog i løbet af den hektiske oktobermåned 1943 godt 4.000 jødiske flygtninge, og en gigantisk organisering var påkrævet. Under den første flygtningesammenhobning i begyndelsen af oktober fyldtes Grand Hotel og flere andre hoteller. Det gjaldt derefter om hurtigt at finde en flygtningelejr, som kunne benyttes nogen tid, inden flygtningene slusedes videre op i landet for at skabe plads til nye.
Ramlösa kursted som lå i vinterhi, blev åbnet og fungerede som modtagelsescentral for alle, som kom i land fra Landskrona og nordpå. Ramlösalejren fik en permanent lægestation, ledet af en dansk læge. Eftersom der hele tiden kom nye flygtninge, var det vigtigt, at de kunne sluses videre til nye forlægninger længere oppe i landet, og en sådan organisation begyndte hurtigt at fungere.
Lægeundersøgelse | 
Fælles madlavning i Ramlösa |
| |
| Lille | Stor | Ramlösa - indkvartering i Helsingborg. |
"At skille klinten fra hveden"
Der kom også personale til lejren med den opgave at opdage ”stickers”, altså nazistiske spioner og andre rapportører, som spillede flygtninge. De farligste blev anbragt i fængslet i Kalmar. Det var en ømtålelig historie, at Sverige skulle holde ”stickers” internerede for danskerne, indtil krigen var slut. Det var en tavs overenskomst uden papirer mellem danskere og svenskere, som stolede på hinanden.
Det var tydeligt, at Göte Friberg fra Helsingborg og kriminalkommissæren i Malmö, Richard Hansen var indblandede i denne overenskomst. Richard Hansen gengav en samtale med forsvarsminister Per Edvin Sköld omtrent med følgende ordlyd, refereret i en artikelserie i Svenska Dagbladet 1984-85 af Orvar Magnegård: ”Du skal vide, at regeringen lukker øjnene for, hvad i foretager jer. Hvis sagen opdages, så kan vi ikke gøre noget som helst for at forsvare eller hjælpe jer. Efter krigen vil du og politikommissær Göte Friberg i Helsingborg dog få syndernes forladelse.”
I begyndelsen af 1945 var 16,700 danske flygtninge kommet til Sverige, og 60% af disse kom via Helsingborg-området. Alt i alt kom cirka 25.000 udlændinge til Helsingborg i løbet af perioden 1943-45. Det var begivenhederne den 29. august 1943, som åbnede Sverige.
Dansken i Sverige
Bøn til stjernerne
Terrorbander
Hærger mit land.
Natten splintres af bombebrag,
Clearingsmord på den lyse dag!
Vi emigranter
Ser ikke land
Tågebanker
Skjuler mit land
Miner driver i Øresund,
Mørket gaber med ild i mund.
Ønsker og tanker
Naar ikke land
Milde stjerner,
Lys for mit land!
Lad med fred på den klare dag
Røgen ringle fra husets tag,
Arbejdets kærner
Fylde mit land
(Den danske digter Otto Gelsted fra sit eksil i Sverige)
Det uofficielle Danmark i Sverige
Efter den 29.august 1943 erklærede den danske gesandt i Stockholm, Kammerherre J.C.W. Kruse og hele hans personale sig for uafhængigt og var hermed klar til at gøre en indsats for de flygtninge, der nu fra Danmark strømmede ind over den svenske grænse. Svenskerne modtog nu med åbne arme danskerne og de fik tilladelse til etablere sig med bl.a. dansk pressetjeneste. Redaktøren Erik Seidenfaden havde ca. 40 medarbejdere og kunne nu som nyhedstjeneste formidle det ”uofficielle” Danmarks holdning til verdensoffentligheden.
Modstandsbevægelsen i Sverige
Det var også fra Stockholm, at Frihedsrådets repræsentant, Ebbe Munch med stor dygtighed formidlede forbindelsen mellem modstandsbevægelsen i Danmark og de allierede myndigheder. Munch fungerede faktisk som uofficiel gesandt og samlede både de administrative og økonomiske tråde i sin hånd. På det overordnede plan blev der endvidere etableret et Flygtningekontor i Stockholm under ledelse af professor Stephan Hurwitz og senere forligsmand Sigurd Wechselmann.
Fra Malmø dirigerede redaktør Leif Hendil, Ekstrabladet, den største danske flugtrute: Dansk-Svensk Flygtningetjeneste. En stor del af midlerne hertil stammede fra svenske jøder.
Ebbe Munch | 
Leif Hendil |
Modtagelsen af flygtningene i Skåne
Ved modtagelsen i Helsingborg eller Malmø blev flygtningene lægeundersøgt og ekviperet, hvis dette var nødvendigt. Men også, af frygt for spioner, fik de deres forhold undersøgt af politiet - ofte i samarbejde med det danske politi.
Efter disse indledende foranstaltninger fik de lov til at rejse videre i Sverige, hvis de havde kontakter, der kunne skaffe dem arbejde og bolig. Ellers blev de henvist til flygtningelejre i omegnen af Helsingborg og Malmø.
Med så mange mennesker stuvet sammen i de hastigt etablerede flygtningecentre var det ikke underligt, at der kunne opstår trakasserier. Dels mellem de flygtende indbyrdes, men også i forhold til de svenske værter. Den danske digter, Otto Gelsted, var blandt de første, der flygtede i oktober 1943. Her kom han i tæt forbindelse med en gruppe jødiske medflygtninge og i sin erindringsroman: ”Flygtningene i Husaby” giver han en indsigtsfuld beskrivelse af stemningen.
Modtagelse i Malmø | 
Modtagelse i Malmø | 
Modtagelse i Malmø |
Arbejde, skolegang og uddannelse
På dette tidspunkt var der mangel på arbejdskraft i Sverige og en hel del gled ind på det svenske arbejdsmarked.
De danske flygtninge blev i det hele taget hjulpet på alle måder af de svenske myndigheder og private. Der blev oprettet skoler for børnene, danske studenter fik adgang til universiteterne, videnskabsmænd og kunstnere fik i stor udstrækning mulighed for at fortsætte deres virke.
I Lund blev der oprettet en dansk skole d. 15. november 1943 med 40 elever i 4.mellemklasse og tre gymnasieklasser. Den 1.januar 1944 startede underskolen og ved skoleåret slutning d. 1. i juli 1944 havde skolen 170 elever og 25 lærere. Der blev ligeledes oprettet en dansk skole i Göteborg, som ved krigens afslutning havde 200 ellever og 25 lærere og endvidere var der mindre danske skoler i Helsingborg, Jónköping og Norrköping.
Danskere studerede ved universiteterne i Lund, Uppsala, Stockholm og Göteborg og i 1944 blev der afholdt dansk, juridisk embedseksamen i Stockholm. Både eksaminatorer og censorer var danske og de otte studerende bestod eksamen. Som verdenskrigen skred frem og Tyskland tabte fodfæste, var der en del af flygtningene som ville være med til at præge forløbet.
Den senere chefredaktør for et af Danmarks største dagblade, Herbert Pundik, har i sin erindringsbog: ”Det kan ikke ske i Danmark” (1993) forklaret nærmere om dette.
En af besættelsestidens historikere i Danmark, Hans Kirchhoff, vurderede i 2001 årsagerne til at jøderne i Danmark ikke led samme skæbne som jøderne i resten af Europa.
Bosættelser |
Børn på flugt | 
Beskæftigelse | 
Flygtningenes taknemmelighed |
Den Danske Brigade
| | Det svage danske militær fik, i efteråret 1943, tilladelse til at etablere en hemmelig, toptrænet hær i Sverige, Danforce. Også kaldet: Den Danske Brigade. Et klart brud på Sveriges neutralitetspolitik. |
Det svage danske militær fik, i efteråret 1943, tilladelse til at etablere en hemmelig, toptrænet hær i Sverige, Danforce. Også kaldet: Den Danske Brigade. Et klart brud på Sveriges neutralitetspolitik.
Den danske brigade |
Ebbe Munch | 
Tidslinie for beslutningsprocessen |
Den danske modstandshær i Sverige 1943-45
Efter nogen betænkelighed gav svenskerne også tilladelse til, at danskerne kunne etablere en hemmelig hær ”Den Danske Brigade” som svenskerne bevæbnede og endte med at tilsige støtte med deres luftvåben og søstridskræfter i tilfælde af Brigadens landgang i Danmark.
For henved en tredjedel af de 17-18.000 danske statsborgere der befandt sig i Sverige blev Brigaden deres faste holdepunkt i en ellers apatisk og indholdsløs tilværelse som flygtning. Med Brigadens danske traditioner, faste organisation og det stærke kammeratskab og ikke mindst fornemmelsen af at kunne redde Danmark, fandt mange her en mening med tilværelsen.
Modstandshæren
Den danske Brigade blev efterhånden en lille dansk modstandshær i det neutrale Sverige. Brigaden blev oprettet den 15. november 1943 på foranledning af den danske efterretningstjeneste og danske og svenske socialdemokratiske politikere og blev officielt opløst, den 10.juli 1945.
På sit højeste, foråret 1945 omfattede styrkerne ca. 5000 danske flygtninge med en kerne på ca. 8-900 officerer og befalingsmænd fra den danske hær og flåde. I Brigaden indgik også 200 lotter.
Problemet med at forklare en dansk hærs tilstedeværelse i det neutrale Sverige blev klaret med at kalde den for en politistyrke, der efter krigen skulle hjælpe med at sikre ro og orden i Danmark.Den virkelige hensigt med Den danske Brigades opgaver var under hele perioden usikker. Både blandt brigadererne selv, de danske og svenske politikere og de allierede.
Opgaven
Et væsentligt aspekt lå dog fast hos politikerne på begge sider af Sundet og de øverste officerer: Modstandshæren var en nationalistisk hær, der skulle være de afgåede politikeres modvægt over for Frihedsrådets og modstandsbevægelsens og hermed kommunisternes stigende indflydelse i det besatte Danmark.
I takt med krigens udvikling var det måden på, hvordan dette skulle foregå, der herskede uenighed om.
Den danske samarbejdsregerings tilbagetræden i august 1943 samt interneringen af de danske officerer skabte plads til etablering af en alternativ, hemmelig, ”regering”: Frihedsrådet, etableret i september 1943. Dette var en tværpolitisk, selvetableret organisation, der med held, fik samordnet den fremvoksende illegale modstandsbevægelses bestræbelser.
Kommunisternes indflydelse i Frihedsrådet var betydelig og beroede på deres fremtrædende rolle i den militære sabotage og den illegale bladdistributions del af modstandsbevægelsen. Det var dog socialdemokraten, Frode Jacobsen, der i opposition til sine ledende partikammerater, blev den ledende figur.I modsætning til den afgåede regering fik Frihedsrådet efterhånden befolkningen med sig. Den ovennævnte udvikling betød bl.a.:
- at de socialdemokratiske toppolitikere nu så sig berøvet deres dominerende rolle i dansk politik, tabt til arvefjenden, kommunisterne
- at officererne i den danske hær følte sig udkonkurreret af en flok utrænet ekstremistiske civilister.
Ydmygelsen var stor. Først var officererne blevet nægtet at vise, hvad de duede til den 9.april 1940, dernæst havde de, næsten uden modstand, ladet sig internere, en slags stuearrest, den 29.august 1943. Mellem disse to, normalt fjendtlige parter, blev der nu skabt et interessefællesskab. Ved at etablere et effektivt militært alternativ til modstandsbevægelsen, under socialdemokratisk politisk kontrol, kunne politikerne sikre sig mod et formodet kommunistisk kup, og officererne kunne genoprette deres tabte militære ære.
Mens der således var enighed om det strategiske (langsigtede) mål, kom det dog hurtigt til uenigheder om taktikken (-måden hvorpå målet skulle nåes)
- Skulle Brigaden sættes ind før Tyskerne havde overgivet sig? Evt. støttet af svensk militær?
- Skulle Brigaden først sættes ind, når tyskerne havde overgivet sig?
Brigadens placering i Sverige
Brigaden ønskede selv at blive placeret i det sydlige Skåne, tæt på Danmark. Men det afviste den svenske regering med henvisning til deres erklærede neutralitet og frygt for tyskernes reaktion. Tyskerne ville sikkert ikke finde sig i en så åbenlys provokation så tæt på den danske grænse.
I foråret 1945 havde Brigaden, med svenskernes stigende hjælp, udviklet sig til en vidt forgrenet militærorganisation med syv militære lejre fordelt i syd -og mellemsverige. Heraf de fem: Sofienlund, Ronneby Bruden, Ryds Brun, Tingsryd og Karlskrona på grænsen mellem det sydlige Småland og Blekinge.
Lejrenes placering | 
Den første lejr: Sofielund | 
Mindesten |
Brigadens styrke og organisation
Brigaden blev, trods en elitepræget træning på linie med det nuværende jægerkorps, aldrig en kampenhed, der alene kunne sættes ind mod den tyske værnemagt i Danmark. Til stor skuffelse for brigadererne selv, afviste de engelske officerer, med bl.a. General Dewing i spidsen, efter en inspektion i lejrene i december 1944, på det bestemteste at kaste Brigaden ud i en sådan selvmorderisk aktion.
I 1945 bestod Brigaden, med Generalmajor K. Knudtzon som højeste chef, af fem batailloner
- Fire bataillioner med lettere udrustning, rekylgeværer og lettere håndvåben
- Femte batallion var tungt udrustet, blandt andet omfattende et maskingeværkompagni, et kompagni udstyret med 81 mm og et med 120 mm mortérer.
Tilsammen udgjorde de et regiment, der kunne få støtte af bl.a. en lille dansk flåde (Karlskrona) og en flyeskadrille, der dog ikke var trænet i at samarbejde med de engelske flyvere.
Brigadechef K. Knutzon | 
Mortergruppen | 
Sätra Brunn: øvelse | 
Lotterne i Hortunaholm |
Den internationale indflydelse
Diskussionerne om dette ændrede karakter i takt med udviklingen på de europæiske slagmarker i 1944 og 1945.Frihedsrådets, efterhånden, tætte tilknytning til englændernes internationale organisation af de europæiske modstandsbevægelser (SOE) betød, at englænderne, konsekvent, afviste de danske officerers anti-kommunistiske dagsorden.
Englænderne forudså her, at de muligvis kunne få brug for Brigaden. I tæt samarbejde med modstandsbevægelsen kunne de forenede kræfter binde tyske tropper i Nordeuropa. En afvisning, der bl.a. betød at danske kommunistiske flygtninge i Sverige, af Frihedsrådet og den kommunistiske partiledelse, blev opfordret til at lade sig hverve til Brigaden.
Afslutning i sigte
Som krigen skred frem i 1944, blev det efterhånden klart for de fleste, at tyskerne ville tabe krigen. Englændernes og amerikanernes militære taktik gik ud på at koncentrere deres tropper i Tyskland. De var hermed ikke interesseret i en åbenlys krig i Danmark, hvor de skulle afsætte mandskab. De ønskede, at tyskerne her overgav sig uden kamp. Tyskerne ønskede det samme, så de kunne koncentrere sig om forsvaret af Tyskland.
Resultatet af disse strategiske og taktiske overvejelser blev, at man ikke ønskede Den danske Brigade til Danmark og lave rav i den. Brigaden skulle først komme, når tyskerne havde overgivet sig. Her kunne de så passende sørge for, at Frihedsbevægelsen og herunder kommunisternes modstandsbevægelse blev holdt i skak.
Sovjetunionen var ikke blind for deres allieredes overvejelser, og i løbet af 1945 skete der et markant stemningsskift. Sovjet var ikke interesseret i, at en dansk nationalistisk hær, under højreorienterede officerers ledelse, skulle fratage den danske kommunistiske modstandsbevægelse, deres markante indflydelse. Kort sagt: De mente, på linie med englænderne og amerikanerne, men af andre grunde, at Brigaden passende kunne blive, hvor den var: Dybt begravet i de smålandske skove.
Intern frustration
Den internationale udvikling, og de heraf afledte dispositioner, var ikke sådan lige til at få hold på for officerere og menige i Brigaden. Den kedsommelige militære træning og ønsket om at komme i aktion var fremtrædende.
Hele tiden fik Brigadens folk at vide, at de skulle vente. På mangfoldige måder kom det til intern splittelse og Brigadens ledelse havde svært ved at holde sammen på tropperne.
Som krigen skred frem, følte mange af brigadererne, at de svigtede modstandsbevægelsen i Danmark ved at være på ”feriekoloni” i Sverige. Bortset fra enkelte oprørsforsøg fra både officerer og menige lykkedes det at holde sammen på tropperne til den 4.maj 1945, hvor Brigaden via Helsingør blev sat over til Sjælland.
Badeliv | 
De lokale | 
I marken | 
Høstfest | 
Svenske generaler siger farvel |
Brigadens hjemkomst til Helsingør | 
Borgmesteren tager imod | 
Helsingør den 5 maj 1945 |
|