| Horserød
| | Den 22. juni 1941 arresterede det danske politi ca. 350 kommunister og indsatte dem i Vester Fængsel i København.
I august internerede man dem i Horserød Lejren i Nordsjælland, hvorfra ca.150 af dem senere blev sendt til den tyske koncentrationslejr Stutthof.
Blandt de fængslede og internerede var en række af Danmarks kendte politikere, forfattere og senere modstandsfolk. |
Den 22. juni 1941 arresterede det danske politi ca. 350 kommunister og indsatte dem i Vester Fængsel i København.
I august internerede man dem i Horserød Lejren i Nordsjælland, hvorfra ca.150 af dem senere blev sendt til den tyske koncentrationslejr Stutthof.
Blandt de fængslede og internerede var en række af Danmarks kendte politikere, forfattere og senere modstandsfolk.
Lejren i Nordsjælland
Horserødlejren ligger i Nordsjælland, ca.7 kilometer fra Helsingør. Lejren bestod af ca.75 træbarakker og blev opført i 1917 til ophold for russiske krigsfanger, der kom fra Tyskland under Første Verdenskrig. Senere blev lejren, efter en omtumlet skæbne med en række forskellige flygtningekategorier i kølvandet på Første Verdenskrig, omdannet til feriekoloni for skolebørn fra de københavnske slumkvarterer.
De arresterede kommunister blev først indsat i Vestre Fængsel i København og den 20. august interneret i denne lejr. Her internerer først danskerne og siden tyskerne forskellige fangekategorier i løbet af de fem besættelsesår.
Kommunistloven
Under kodenavnet ”Operation Barbarossa” angreb Hitler, den 22.juni 1941 Sovjetunionen. Hitlers hovedfjender var jøder og kommunister. Sidstnævnte havde, i modsætning til de andre lande tyskerne havde besat, indtil nu fået lov til at være i fred. Nu gik jagten ind på kommunisterne i Danmark. Tyskerne forlangte Danmarks Kommunistiske Parti, (DKP) der havde tre medlemmer i Folketinget, forbudt og de ledende partimedlemmer arresteret.
Det danske politi kunne, bl.a. via deres omfattende kartotek over kommunister, omgående arrestere 339 personer. Tyskerne havde ”kun” forlangt 38 arresteret. Man måtte løslade en hel del af de arresterede, da det viste sig at de kun var perifert knyttet til partiet. To måneder efter vedtog Rigsdagen, med tilbagevirkende kraft, en særlov: ”Kommunistloven”, der ”lovliggjorde” arrestationerne og den senere internering.
Begge handlinger var klare brud på den danske grundlov og har siden givet anledning til voldsomme diskussioner mellem politikere, jurister og historikere.
Forsvarene for anholdelserne: Hvis ikke de danske politiker og politi selv havde arresteret kommunisterne, ville tyskerne gøre det og omgående have ført de danske kommunister til Tyskland, hvor der ventede dem en grum skæbne. Det var altså for at redde deres landsmænd for det, der var værre.
Kritikerne derimod: Både de borgerlige og socialdemokraterne gik langt ud over samarbejdspolitikkens grundlag og benyttede situationen til at skaffe sig af med ubelejlige modstandere i en tro på, at tyskerne ville vinde krigen.
Kommunisternes internering
Mange af kommunisterne sad interneret i over to år, hvad der først og fremmest var en voldsom psykisk belastning. Man kan ikke umiddelbart sammenligne Horserødlejren med forholdene i koncentrationslejrene i Tyskland og i de andre besatte lande. Der var ikke tale om en udryddelseslejr og de hygiejniske forhold var langt bedre.
Allerede fra begyndelsen satte en noget emsig fængselsinspektør, Bentzen, en dagsorden for fangerne, hvor store og små chikanerier vanskeliggjorde tilværelsen for de indsatte. Især forfatteren Hans Kirk tog til genmæle og blev straffet med isolationsfængsel i flere måneder i Vestre Fængsel. I flere bøger om episoderne gengives Kirks brevveksling med myndighederne om chikanen.
Fængselsinspektør Bentzen | 
Hans Kirk | 
Eigil Larsen | 
Martin Nielsen | 
Carl Madsen |
Flugtdiskussion
Et paradoks var det dog, at fangerne, næsten fra begyndelsen, havde mulighed for at flygte, men alligevel ikke gjorde det. F.ex. havde den kreative Eigil Larsen under et grotesk møde med en af Horserøds præster fået fikset nøglerne til hovedporten allerede tre uger efter interneringen!
Efter slaget ved Stalingrad fik de internerede langt bedre forhold. Myndighederne og bevogtningsmandskabet begyndte, så småt, at tvivle på tyskernes sejr og frygtede befolkningens reaktion på det ulovlige overgreb og grundlovsbruddet over for de internerede. Ydermere havde myndighederne lovet at slippe de internerede løs i god tid, hvis tyskerne overtog lejren. Et løfte der ikke blev holdt.
Omvendt, var de internerede kommunister, på det tidspunkt, bange for, at tyskerne ville overtage ledelsen af lejren, hvis nogen flygtede. Dette var en vigtig årsag til, at fangerne ikke flygtede. Fangerne diskuterede det indbyrdes og en hel del ønskede at flygte, men den interne ledelse bl.a. Eigil Larsen, Martin Nielsen og Carl Madsen, advarede mod dette.
Tunnelen i Horserød Lejren
I begyndelsen af 1942 forberedte den kommunistiske modstandsbevægelse sig på skærpet kamp, men partiet manglede de mest gennemslagskraftige folk, som var blandt de internerede. Det drejede sig i første omgang om seks ledende partimedlemmer: Villy Fuglsang, tidligere spanienskæmper, Ib Nørlund og Gelius Lund, partiets ideologer, organisatoren Martin Nielsen, den militærkyndige skibsbygger Eigil Larsen, formand for Kommunisterne i Helsingør, samt Johannes Hansen, senere borgmester i København. Det var meningen, at flere skulle følge efter.
Tunnelen
Beslutningen om at lade disse personer flygte blev fulgt op af et stykke imponerende ingeniørarbejde af Eigil Larsen. Han havde fået sig selv strategisk placeret i en barak nær ved pigtrådshegnet, hvor han den 15.april 1942, sammen med nogle kammerater, i al hemmelighed, påbegyndte udgravningen af en tunnel, der fik sit slutpunkt et stykke uden for hegnet.
På grund af en uforudsigelig hændelse på den anden side af hegnet, opdagede en betjent flugtforsøget og slog alarm. Ib Nørlund nåede dog at undslippe, mens de fire andre blev fanget og ført til Vester Fængsel. Tunnelen blev dog ikke opdaget. Alle fire fanger erklærede, at de var kravlet over hegnet.
Samme nat kravlede Eigil Larsen gennem tunnelen og undslap. Først langt op ad formiddagen opdagede, lejrledelsen, at det var ham, der var stukket af og en stor eftersøgning blev iværksat mod ham og Ib Nørlund. Man fangede ingen af dem. Eigil Larsen svømmede tværs over Gurre Sø og gemte sig i ca. to måneder hos en ung partikammerats, civilingeniør Kristian Engelsens, forældre i Nivå.
Tunnel |
Eigil Larsen | 
Efterlyst | 
Kristian Engelsen |
| |
 | | Stor | Kristian Engelsen om Eigil Larsens flugt fra Horserød |
Fangerne flyttes
I lejren rekvirerede man en kolonne lastbiler, smed samtlige internerede op på disse og anbragte dem to og to i celler på Vester Fængsel, København. Efter lejren var tømt gik vagtmandskabet systematisk i gang med at gennemsøge lejren og fandt til sidst tunnelen. Fangerne sad i fire måneder i Vestre Fængsel, før end man sendte dem tilbage til en stærkt befæstet Horserødlejr. Her var i mellemtiden blevet anbragt ca. 100 spaniensfrivillige med kamperfaring og stor vilje til at trodse lejrledelsen og de danske myndigheder.
I Helsingør politis rapport om flugten får man en minutiøs beskrivelse af omstændighederne omkring tunnelens tilblivelse samt Eigil Larsens ingeniørkunst. Man får tillige et lille indblik i, hvordan datidens politirapporter blev formuleret.
Masseflugten 29. august 1943
Den 29.august 1943 trådte den danske regering tilbage. Årsagen var de omfattende strejker og mange sabotager, hvilket fik tyskerne til bl.a. at kræve dødsstraf for sabotørerne, hvorefter regeringen nægtede at regere videre.
Tyskernes svar kom omgående: Natten mellem den 28 og 29 august stod tyskerne, svært bevæbnet, i Horserødlejren. De var ikke klar over, at de kun befandt sig i en mindre del af lejren, og det gav de internerede, i den øvrige del af lejren, mulighed for at kravle over hegnet.
I ly af mørket og styrtregnen forsvandt ca.90 mand ind i skoven ved Horserød Hegn og søgte, i små grupper, til hovedstaden.Ca. 150 af fangerne nåede ikke med og blev deporteret til den tyske kz-lejr, Stutthof. Her døde 21 af dem.
Masseflugten |
Carl Madsen |
Martin Nielsen |
De borgerlige gidsler og modstandsfolk
Samme dag som regeringen officielt meddelte, at den ikke ville regere længere overtog tyskerne styringen og indførte undtagelsestilstand og dødsstraf. Den danske hær blev interneret og omkring 140 fremtrædende danske borgere og politikere blev taget som gidsler.
I første omgang førtes arrestanterne til Alsgades skole i København og den 3. september overførtes de til Horserød Lejren, hvor man gjorde plads ved at rykke sammen på de kommunister, det ikke var lykkedes at flygte bort den 29.august. I løbet af en måneds tid blev de fleste af de borgerlige gidsler dog løsladt. Tilbage blev gamle og nye modstandsfolk.
Henning Jensen |
| |
| | Stor | Hør Henning Jensens beretning om, hvordan han kom til Horserød |
| | Stor | Hør Henning Jensens beretning om sin udstationering fra Neuengamme til Verse |
Jøderne i Horserød
I oktober 1943 iværksatte tyskerne jødeforfølgelsen i Danmark. De fleste nåede at flygte til Sverige, men ca. 200 blev interneret i Horserødlejren. Enkelte blev frigivet, men den 12. oktober 1943 blev 170 jøder sendt med busser til Helsingør. Herfra gik turen i jernbanevogne til kz-lejren, Theresienstadt i det nuværende Tjekkiet.
I 2008 beretter Hanne Abrahams om sine oplevelser i Horserød.
Under Eksterne links, "Jøderne i Horserød", i sidemenuen, finder du hjemmesiden med interviewet.
Hanne Abrahams |
|