| Europæisk regionalpolitik
| | Der findes rigtig mange fremstillinger af EU.s opbygning og udvikling, når det gælder Kommissionen, Ministerrådet, EU-parlamentet og udvidelserne siden starten med Romtraktaten tilbage i 1957. Mere upåagtet er udviklingen i EU.s regionalpolitik, selvom den får stigende betydning og voksende midler. |
Øresundsregionen og Europæisk regionalpolitik
Næsten overalt i Europas grænseregioner arbejdes der på forskellig vis med at overvinde de barrierer en national landegrænse historisk har skabt. Målsætningen er alle steder at skabe et mere integreret erhvervsliv og arbejdsmarked uden at eliminere forskelle i kultur og værdier. Bestræbelserne skaber alle steder interessekonflikter mellem regionerne og de nationale regeringer. I Øresundsregionen er det således regionalt valgte politikere i Østdanmark og i Skåne, der bestræber sig for at skabe samarbejde og nye udviklingsakser på tværs af den dansk-svenske grænse i Øresund.
Interreg regioner |
Starten på det europæiske samarbejde i 1948
Kampen for øget regional autonomi startede faktisk samtidig med, at de nationale regeringer i tiden umiddelbart efter 2. verdenskrig indså, at tættere europæisk samarbejde var det bedste alternativ til undgå ny krig i Europa. Kunne man spinde de europæiske landes økonomier sammen, ville ingen længere vælge krigen som løsning på konflikter. Dagsordenen blev sat med oprettelsen af Organisationen for Europæisk Økonomisk Samarbejde (OEEC) i 1948. Året efter etableredes Europarådet som en overordnet ramme for de konkrete samarbejdsbestræbelser i Europa.
I 1951 etableredes Kul- og Stålunionen, som i 1957 udviklede sig til Det Europæiske Fællesskab (EU). Nordisk Råd og EFTA oprettedes også i 1950´erne. Alle samarbejdsfora arbejdede som udgangspunkt for fremtidig fredelig sameksistens via økonomisk, politisk og kulturelt forpligtende samarbejde.
Samarbejdsbestræbelserne har været så en stor en succes, at nationalstaternes autoritet inden for egne grænser længe har været under pres fra regionale myndigheders ønske om større autonomi. Begrebet Regionernes Europa om fremtidens Europa skal ses i denne kontekst.
Europæisk regionalpolitik fødes i 1957
Både OEEC, Europarådet, Nordisk Råd og EFTA var såkaldte mellemstatslige samarbejdsorganer, hvor beslutninger skulle træffes i enstemmighed. Med Kul- og Stålunionen og senere EU forholdt det sig anderledes. Her fik føderale tanker i Frankrig, Vesttyskland, Italien, Holland, Belgien og Luxemborg sat sit stempel på et samarbejde med en vision om et fremtidens Europas Forenede Stater i Rom-traktaten, der fra 1957 udgjorde fundamentet for samarbejdet. De seks landekunne ikke få flere europæiske lande til at skrive under på Rom-traktaten som følge af de vidtgående unionstanker i Rom-traktaten.
De seks lande i EU fik dog i 1957 overtalt Europarådet til en at oprette en kommunalkongres (CLRAE), hvor folkevalgte politikere på regionalt og lokalt niveau kunne mødes i et debatforum og drøfte fælles problemer og løsningsmuligheder for europæiske regioners økonomiske udvikling. Det var de seks landes strategi med Kommunalkongressen at indsætte en trojansk hest hos landene uden for EU ved at mobilisere sub-nationale myndigheder. I Kommunalkongressen kunne regionerne så identificere, at deres naboregioner, som lå på den anden side af en nationalstatsgrænse, måske havde samme mål og ønsker for udviklingen, som ikke vandt gehør eller blev tilstrækkeligt bakket op med finansielle ressourcer fra regeringsniveauet. Med andre ord var Kommunalkongressen fødested for fælleseuropæisk regionalpolitik.
Øresundsrådet oprettes i 1963
Oprettelsen af Øresundsrådet i 1963 som en forløber for Öresundskomiteen skal ses i dette lys. Her sad ca. 30 regionalt valgte politikere fra Københavnsområdet og Skåne og drøftede bl. a. udformning og placering af en mulig fast Øresundsforbindelse samt andre spørgsmål af planmæssig karakter. Det må tilskrives Øresundsrådets fortjeneste i 1960-1970´erne, at en Øresundsforbindelse vedblev at blive drøftet som en forbindelse mellem København-Malmö ud fra betragtningen om en Ørestad på Amager og en ny storlufthavn på Saltholm. En ren dansk og svensk regeringstankegang ville formentlig have resulteret i en forbindelse Helsingør-Helsingborg, fordi afstanden København-Stockholm dermed tidsmæssigt kunne reduceres og være væsentlig billigere at anlægge som følge af den korte afstand i Øresund-nord.
Øresundsvision 1963 | 
Luftfoto af den faste forbindelse |
Europarådets konvention og charter for regional selvbestemmelse
I 1966 fremsætte kommunalkongressen et forslag om at udforme en konvention med fælles europæiske regler og standarder for retten til regional selvbestemmelse på områder som infrastruktur, bolig- og erhvervslokalisering, velfærdsydelser m.v. Særligt problemerne i grænseregioner føres frem som et argument for at forpligte nationalstaterne til at overføre dele af sine beslutningsbeføjelser til de regionale niveauer. Europarådets parlamentariske forsamling, som består af politikere, der også sidder i de nationale parlamenter, vedtog ikke forslaget om en konvention, men indvilgede i at igangsætte en undersøgelse af den særlige problematik, der gør sig gældende i grænseregioner.
De europæiske grænseregioner organiserer sig
Europarådets undersøgelser førte dog ikke i første omgang til egentlige handlingsinitiativer. I 1971 dannede 10 europæiske grænseregioner derfor deres eget forum (AEBR). Ledende regioner i dette forum var de fransk-tyske grænseregioner omkring Rhinen samt den hollandsk-tyske Euregio-regionen mellem Enchede (NL) og Gronau (D). Det etablerede forum fik fra starten observatørstatus i Kommunalkongressen. Og senere kommer det grænseregionale forum til at spille en vigtig rolle ved udformningen af indholdet i EU.s Interreg-programmer for grænseregionalt samarbejde fra 1990.
EU: Medlemstallet udvides
1970´ernes oliekriser og økonomiske stagnation havde også sine konsekvenser for den gryende regionale bevidsthed om øget selvbestemmelse. Industrisamfundet var i krise og det ramte hårdt i København og i Skåne. Danmark var ellers sammen med Storbritannien og Irland blevet medlemmer af EU i 1973, hvilket burde have givet anledning til, at Folketingets politikere accepterede øget regionalt samkvem ud over den danske landegrænse. Dette var dog ikke tilfældet.
I øvrigt valgte Sverige at forblive uden for EU og føre en fortsat selvstændig økonomisk politik mere eller mindre uanfægtet af EU.
Den nordiske konvention om samarbejde i 1977
Nordisk Råd får i 1977 færdigbehandlet og vedtaget sin konvention om at tillade regionale samarbejdsaftaler i Norden samt indførelse af et fællesnordisk arbejdsmarked, en nordisk pasunion samt kultur- og uddannelsessamarbejde.
Konventionen fulgte dog i høj grad op på, hvad der allerede var eksisterende praksis mellem de nordiske lande. Egentlig regional autonomi og samkvem over Øresund var ikke på den politiske dagsorden i 1970´erne. At det forholdt sig på tilsvarende i hele Europa vidner Europarådets arbejde med en konvention for regionalt selvstyre.
Initiativet blev taget af Kommunalkongressen i 1966 og de europæiske grænseregioner fik organiseret sig i 1971. Men først i 1980 vedtog Europarådet en konvention på området, som opfordrer alle Europarådets medlemslande til at acceptere retten til regionalt selvstyre og grænseregionalt samarbejde.
Konventionen er dog uden bindende forpligtelser til at overføre suverænitet fra nationalt til regionalt niveau.
Konventionen blev i 1985 fulgt op af Europarådets vedtagelse af et egentligt charter for grundlæggende rettigheder for regional autonomi. Chartret blev vedtaget på initiativ fra det europæiske grænseregionale forum (AEBR) og befinder sig statusmæssigt på linie med chartret for menneskerettigheder. Chartret indeholder en finansiel pulje til bl. a. grænseoverskridende samarbejde mellem europæiske regioner og var som sådan den politiske beslutning, der senere dannede basis for EU.s Interreg-programmer fra 1990.
Gennembrud for europæisk regionalpolitik i 1983-1984
1983-84 markerede på flere måder vendepunktet for EU.s integrationsbestræbelser. De europæiske industrigiganter organiserer sig på europæisk plan på et initiativ af Volvokoncernens direktør Pehr Gyllenhammer i det der bliver til lobbyorganisationen "European Round Table of Industrialist" (ERT). Målet for ERT var en reel gennemførelse af det europæiske hjemmemarked for at forbedre vilkårerne for industriens konkurrence med Japan og USA. Midlet var bl.a. - udover lov- og regelharmoniseringer - omfattende investeringer i det europæiske vej- og jernbanenet, som faste forbindelse over Øresund og Femernbælt. Herved revitaliseredes også de grænseregionale samarbejdsformer rundt omkring i Europa og gav selvfølgelig også ny næring til det Øresundsregionale udviklingsperspektiv og argumentationen for en fast forbindelse.
I januar 1984 overtog Frankrigs daværende præsident Francois Mitterand formandsskabet i EU. Sammen med den vesttyske forbundskansler Helmut Kohl relanceredes Rom-traktatens bestræbelser om et europæisk hjemmemarked ved Det europæiske Råds møde i Fontainebleau i juni 1984. Relanceringen af et europæisk marked uden grænserelaterede barrierer fik hurtig betegnelsen "Det indre Marked". Og med dette begreb kom der som nævnt ny vitalitet i den europæiske politik for grænseregionerne.
Samtidig introducerede EU-Kommissionen sin nye vækstfilosofi, "The European Spatial Development Perspektiv" (ESDP), hvor regionerne selv skal generere deres økonomiske vækst ud fra egne styrkepositioner. Regioner måtte selv stå for en udviklingsplan og strukturfontsstøtten fra EU blev gjort additionel, dvs. at bevilgede EU-midler først udløses ved 50% medfinansiering fra de regionale parters side. Dette skal sikre, at strukturfontsmidler vitterligt bidrager til handlinger og projekter,som også nyder opbakning regionalt.
Europa-parlamentet bliver grænseregionernes platform i 1989
EU-parlamentet blev fra 1989 kampplads for grænseregionernes politiske projekt. Med Berlin murens fald i 1989 og udsigten til optagelse af adskillige østeuropæiske lande, hvoraf flere lande oplevede opblomstring af latente konflikter, som var holdt i ave under deres kommunistiske centralstyre, var en hovedopgave for EU og Europarådet nu at hjælpe til med at sikre demokratiets opbygning i Østeuropa.
Velfungerende grænseregioner i EU fungerede her som demonstrationsmodeller. De østeuropæiske folkegrupperinger kunne hermed overbevises om, at deres kulturelle identitet og eventuelle samhørighed med folkegrupper på den anden side af en national grænse ikke behøvedes at føre til oprettelse af en ny nationalstat med dertil hørende risiko for voldelige konflikter og borgerkrige.
Interreg-programmet oprettes i 1990
Sammenslutningen af grænseregioner (AEBR) havde derfor succes med at argumentere for, at Europa-Parlamentet sørgede for at lade 21 mill. ECU (nuEuro) fra strukturfontene fordeltes på såkaldte artikel 10-projekter til pilotprojekter i udvalgte grænseregioner. Disse artikel 10-projekter var forløberen for det første Interreg-program for perioden 1990-1993. EU-forfatningsmæssigt ses nationalstaternes anerkendelsen af regionernes stigende betydning for den europæiske integrationsproces med Maastricht-traktatens vedtagelse i 1992, hvor der oprettes et Regionsudvalg, som får høringsstatus på visse lovinitiativer fra EU-Kommissionen.
Øresundsregionen var ikke med i artikel 10-projekterne eller Interreg I 1990-1993. Diskussionerne i diverse europæiske fora om regionernes aktive rolle i Europas integrationsproces bidrager dog til forståelsen af det fokus danske og svenske regeringspolitikere havde på Øresundsregionen i 1990, og som førte til vedtagelsen af Øresundsbroen, Metro og Citytunnel samt igangsættelse af beslutningsprocessen for en Femernbæltforbindelse.
Øresundsregionen får sit eget EU-program
I 1993 oprettedes Öresundskomiteen til erstatning for Øresundsrådet. En af Öresundskomiteens første opgave var at få formuleret det konkrete indhold til et EU-program under strukturfontene (Interreg IIIA). Et sådant program fik regionen stillet i udsigt for perioden 1994-1999 inklusiv 13 mill. ECU (nu Euro). Indsatsområderne i Interreg IIA-programmet blev efterfølgende defineret som udvikling af regional ekspertise om Øresundsintegration, industri- og turismeudvikling, uddannelsessamarbejde, miljø og bæredygtig udvikling, infrastruktur, kultur og mediesamarbejde.
I alt igangsattes 59 Interreg IIA-programmer i de europæiske grænseregioner. Interreg IIA Øresundsregionen blev fulgt op med et Interreg IIIA-program for perioden 2000-2006. Interreg IIIA-programmet for Øresundsregionen har som overordnede indsatsområder: Nedbrydning af administrative barrierer, en social funktionel region og markedsføring af regionen som helhed.
Interreg-programmerne har bidraget til en eksplosiv vækst i antallet af Øresundsrelaterede samarbejdsorganer på mange områder af samfundslivet. Øresundssundsuniversitetet, Øresund Network, Medicon Valley Academy, Øresunds Science Region, IT Øresund, HH-samarbejdet, Info Business Øresund,Öresundsutveckling, Øresund Environment, undervisningsportalen Øresundstid, Pilelandet m.fl.
Opgavefordelingen mellem de mange Øresundsorganer er ikke veldefineret og nogle organisationer vil sandsynligvis ikke overleve, sådan som det allerede er sket for projektet Infotek Øresund, der var bibliotekernes forsøg på at samle deres kartoteker under en portal. Der mangler i øvrigt også stadig initiativer for etablering af Øresundsbaserede organer på vigtige områder som turismefremme og -markedsføring samt regional planlægning.
Øresundsregionen |
Den danske og svenske regering hjælper til...
Gode intentioner, lyst til samarbejde og et Interreg-program til at understøtte initiativerne giver ikke af sig selv integration over Øresund. Hvis Øresundsregionen skal blive en realitet, må befolkningerne på hver side af Øresund opleve regionen som en helhed, når det gælder studie-, arbejds- og kulturliv. Der findes barrierer for en sådan helhedsopfattelse, som beror på manglende information eller forskelle i de dansk-svensk kultur og mentalitet. Desuden skal personer, der pendler over Øresund for at arbejde eller studere, forholde sig til beskatning, lægebesøg, børnenes skole, erhvervelse af firmabil, hjemmearbejdsplads m.m. Her er det dog fortrinsvis en opgave for regeringsniveauet i Danmark og Sverige at sørge for, at det er praktisk muligt at bo på den ene side og have arbejde eller studier på den anden side Øresund.
Barrierer-rapporten i 1999
Den danske og svenske regering udarbejdede i 1999 en rapport: "Øresund - en region bliver til". I rapporten giver regeringerne udtryk for deres opfattelse af integrationsbestræbelser over Øresund: "Øresundsregionen har en unik mulighed for at udvikle sig til et grænseoverskridende regionalt kraftcentrum i Nordeuropa med international attraktionskraft med hensyn til virksomhedsetableringer og investeringer. Udviklingen i Øresundsregionen kan dermed, hvis den håndteres rigtigt af alle de aktører, der bidrager hertil, blive af stor værdi ikke kun i regionen selv, men for hele Sverige og Danmark.", samt at "Regeringerne i Danmark og Sverige deler helhjertet regionens entusiasme og fremtidstro og er parat til at yde et bidrag til, at visionen virkeliggøres.".
I rapporten opstiller regeringerne en række initiativer til yderligere at få fart på Øresundsintegrationen. Initiativerne vil blive igangsat på arbejdsmarkedet, det sociale område, skattepolitikken, infrastrukturen, erhvervspolitikken, byggesektoren, miljøspørgsmål, uddannelsesområdet og i kulturlivet.
Praktisk talt ingen af de beskrevne initiativer har medført praktiske politiske tiltag. Alene informationsindsatsen med initiativer som Øresunddirekt og centre for viden om dansk-svenske skatteforhold er blevet styrket. Der er derfor naturligt opstået utilfredshed blandt Øresundsregionens regionale myndigheder som følge af regeringernes reelle manglende vilje til at påtage sig et ansvar for en fortsat stadig tættere samkvem over Øresund. Den regionale utilfredshed er på ingen måde unik i dagens Europa. Kampen for øget regionalt autonomi står stadig mellem regeringsniveauet og de europæiske grænseregioner - ligesom i opstartsfasen tilbage i 1950´erne.
Forsiden til Barriere rapporten |
|