| Migration
| | Mange både svenske og danske emigrerede oversøisk, fortrinsvis til Amerika, men også Københavnsområdet tiltrak befolkningsoverskuddet fra landområder på begge sider af Øresund.
Efterhånden tog urbaniseringen, i takt med industrialiseringen, også fart i de mindre byer i Øresundsregionen. |
De skånske middelalderbyers indbyggertal havde ikke ændret sig nævneværdigt i tiden frem til år 1800. En undtagelse var Malmö, som havde en ekspansionsperiode i 1500-talet, men som faldt kraftigt tilbage efter krigen og pesten. Også Landskrona havde en opgangsperiode, men den fandt sted i 1700-tallet. Den by, som var mest uheldig under krigen, var Helsingborg.
Indbyggertal i Øresundsregionens byer år 1800, i størrelsesorden:
Malmö: 3 962
Landskrona: 3 827
Lund: 3 087
Ystad: 2 460
Kristianstad: 2 369
Helsingborg: 1 741
Ängelholm: 697
Simrishamn: 644
Skanör: 526
Falsterbo: 156
Til sammenligning kan nævnes, at Lund i 1100-tallet menes have haft mellem 3000 og 4000 indbyggere. De skånske byer var meget små, og ofte havde de omliggende sogne større indbyggertal end byerne. Der fandtes i Skåne ikke nogen by, som tilnærmelsesvis kom i nærheden af Sveriges tre største byer i år 1800 (Stockholm med 75 517 indbyggere, Göteborg med 12 804 og Karlskrona med 10 166).
Men 100 år senere var billedet helt forandret og i år 1900 var indbyggertallet i de skånske byer i denne størrelsesorden:
Malmö: 60 857
Helsingborg: 24 670
Lund: 16 621
Landskrona: 14 399
Kristianstad: 10 318
Ystad: 9 862
Ängelholm: 2 784
Simrishamn: 2 062
Skanör: 667
Falsterbo: 266
Efter flere hundrede års stilstand eksploderede udviklingen i mange skånske byer i 1800-tallet. Årsagerne til denne udvikling skal findes i industrialiseringen og udbygningen indenfor infrastrukturen, men også i den kraftige udvikling af befolkningstallet, som Tegnér henførte til ”fred, vaccine og kartofler” I Sverige var skråtvangens afskaffelse i 1846, og indførelse af næringsfrihed i 1864, med til at stimulere foretagsomheden. Det var Malmö og Helsingborg, som stod for den kraftigste ekspansion øst for Øresund
Københavns udvikling
I perioden 1800 til 1900 øges Københavns befolkning fra ca. 100.000 til op imod 500.000 personer. En gigantisk urbaniseringsproces der finder sted i sammenhæng med det industrielle gennemslag i Københavnsområdet fra omkring midten af 1800-tallet, hvor maskinindustrien begynder at spille en mere fremtrædende rolle. Ligeså væsentlig er imidlertid den byggeindustri med bl.a. teglværker som opstår omkring hovedstaden, da man i 1850erne begynder at bygge uden for voldene og foretage store anlægsarbejder i forbindelse med udvidelse af infrastrukturen: Anlæggelse af boligkvarterer, erhvervsområder, jernbaner og havneudvidelser.
Københavns Hovedbanegård 1870 |
Den glemte migration
Byens befolkningsforøgelse stammer hovedsagelig fra et voksende befolkningsoverskud i landdistrikterne, som søgte bedre levevilkår i hovedstadsområdet, eller for en stor dels vedkommende emigrerede, fortrinsvis til Amerika. Denne proces foregik overalt i Danmark, men i vid udstrækning også på den anden side af Øresund.
Den svenske emigration til Amerika var betydeligt større end den danske og kom hovedsagelig fra de karrige landskaber i Småland, men en ikke ubetydelig andel kom fra Skånelandene og emigranter herfra søgte også i et vist omfang til det dynamiske udviklingscenter omkring København. Præcis hvor mange det drejer sig om diskuteres fortsat, fordi en del, specielt i landdistrikterne, kun kom som sæsonarbejdere og svingende konjunkturer også spillede en rolle, men en samlet svensk emigration fortrinsvis til hovedstadsregionen på måske 80.000 er nok ikke helt hen i vejret.
Der er gode forklaringer på denne udvikling. Den dynamiske udviklingsproces i Københavnsområdet rakte udover den nationale grænse, der er ikke langt fra Sjælland til Skåne, infrastrukturen udbygges betydeligt og i Sydsverige var den industrielle udviklingsproces tilsyneladende mindre omsiggribende og generelt også senere på færde. Der var altså et stort arbejdskraftbehov og beskæftigelse at finde i hovedstadsregionen. En meget håndgribelig forskel var lønniveauet, som antages at have været fra en tredjedel og op til dobbelt så højt som i Sydsverige. Indvandringen kom overvejende fra landdistrikter i Sydsverige og hovedsagelig fra det sydvestlige Skåne.
En landarbejders hus | 
Den svenske indvandring til Danmark |
Arbejdskraftens vandring
En stor del af indvandrerne, fortrinsvis mænd og unge, fandt beskæftigelse indenfor håndværk og industri i de to hovedstadskommuner (København og Frederiksberg), mens kvinderne f.eks. fandtes indenfor tekstilindustrien, men for en stor dels vedkommende også arbejdede som tyende. I omegnskommunerne fandtes større arbejdspladser f.eks. teglværker med store grupper af svenske arbejdere og i landkommuner f.eks. Tårnby på Amager søgte arbejdskraften også ind, delvis som erstatning for dansk arbejdskraft som søgte til byerne, men også ved arbejdskraftintensivt gartneri og roedyrkning - det sidste også udenfor hovedstadsområdet.
Svenskere i Danmark
Omkring århundredeskiftet antages det at der i hovedstadskommunerne befandt sig omkring 16.000 svenskere, svarende til omkring 3 % af den samlede befolkning. I amtet som helhed udgør gruppen omkring 4 %, dog med store variationer - højst i Tårnby på Amager, hvor de i industrikvartererne i Sundby på Amager i 1890erne udgjorde over 5%. Med anlæggelsen af Helsingør Værft i 1882 ansættes 700 arbejdere og antallet af registrerede svenskere i området firedobles i 1883, hvor der i alt er 592 svenske arbejdere, heraf 189 på værftet og på klædefabrikken i det nærliggende Hellebæk var størstedelen af de kvindelige arbejdere fra Skåne.
I slutningen af 1800-tallet sker der forskellige ændringer i fattiglovgivningen som betyder en udhuling af udlændinges forsørgelsesret i Danmark, dels i form af øget tilsyn med fremmede fra 1875, dels ved en ændring i fattigloven i 1891, der kræver dansk indfødsret for at opnå forsørgelsesret.
Fra slutningen af 1890erne er der en markant faldende tendens i indvandringen, hvilket formodentlig skyldes stigende industrialisering i Helsingborg og Malmö og tilsvarende også i landbrugsindustrien bl.a. i forbindelse med sukkerroedyrkning i det sydvestlige Skåne. Efterhånden bliver Skåne i stand til at opsuge og fastholde den overskydende arbejdskraft, også som følge af stigende lønninger.
Hellebæk Klædefabrik | 
Frederiksholm Teglværk |
Svensk kirke i København
En del af de ca.16.000 svenske indvandrere fandt trøst mod hjemlængslen -og de ofte barske arbejdsvilkår- i en kirkelig sammenhæng. Med det stedlige svenske præsteægtepar, Niels og Ruth Widner, som initiativtagere, blev der rejst betydelige midler til opførelsen af en svensk kirke i København.
Vi skal dog frem til 1910 før end man med en festgudstjeneste kunne indvie Svenska Gustafskyrkan. Det var Theodor Wählin, arkitekten bag restaureringen af Lund Domkirke, der realiserede den endelige udformning i tidens jugendstil.
En bemærkelsesværdig gave ved indvielsen var den verdensberømte svenske maler, Carl Larssons (1853 – 1919) olieskitse til ”Blinda Brita i bodadräkt”. Et af de få billeder af denne kunstner på dansk grund!
Svenska Gustafskyrkan i København |
|