| Urbanisering
| | I løbet af 1800-tallet udviklede Helsingborg sig fra at være en lille kystby til en, efter Øresundsregionens forhold, stor og betydningsfuld industri og handelsby. |
Migration
| | Mange både svenske og danske emigrerede oversøisk, fortrinsvis til Amerika, men også Københavnsområdet tiltrak befolkningsoverskuddet fra landområder på begge sider af Øresund.
Efterhånden tog urbaniseringen, i takt med industrialiseringen, også fart i de mindre byer i Øresundsregionen. |
De skånske middelalderbyers indbyggertal havde ikke ændret sig nævneværdigt i tiden frem til år 1800. En undtagelse var Malmö, som havde en ekspansionsperiode i 1500-talet, men som faldt kraftigt tilbage efter krigen og pesten. Også Landskrona havde en opgangsperiode, men den fandt sted i 1700-tallet. Den by, som var mest uheldig under krigen, var Helsingborg.
Indbyggertal i Øresundsregionens byer år 1800, i størrelsesorden:
Malmö: 3 962
Landskrona: 3 827
Lund: 3 087
Ystad: 2 460
Kristianstad: 2 369
Helsingborg: 1 741
Ängelholm: 697
Simrishamn: 644
Skanör: 526
Falsterbo: 156
Til sammenligning kan nævnes, at Lund i 1100-tallet menes have haft mellem 3000 og 4000 indbyggere. De skånske byer var meget små, og ofte havde de omliggende sogne større indbyggertal end byerne. Der fandtes i Skåne ikke nogen by, som tilnærmelsesvis kom i nærheden af Sveriges tre største byer i år 1800 (Stockholm med 75 517 indbyggere, Göteborg med 12 804 og Karlskrona med 10 166).
Men 100 år senere var billedet helt forandret og i år 1900 var indbyggertallet i de skånske byer i denne størrelsesorden:
Malmö: 60 857
Helsingborg: 24 670
Lund: 16 621
Landskrona: 14 399
Kristianstad: 10 318
Ystad: 9 862
Ängelholm: 2 784
Simrishamn: 2 062
Skanör: 667
Falsterbo: 266
Efter flere hundrede års stilstand eksploderede udviklingen i mange skånske byer i 1800-tallet. Årsagerne til denne udvikling skal findes i industrialiseringen og udbygningen indenfor infrastrukturen, men også i den kraftige udvikling af befolkningstallet, som Tegnér henførte til ”fred, vaccine og kartofler” I Sverige var skråtvangens afskaffelse i 1846, og indførelse af næringsfrihed i 1864, med til at stimulere foretagsomheden. Det var Malmö og Helsingborg, som stod for den kraftigste ekspansion øst for Øresund
Københavns udvikling
I perioden 1800 til 1900 øges Københavns befolkning fra ca. 100.000 til op imod 500.000 personer. En gigantisk urbaniseringsproces der finder sted i sammenhæng med det industrielle gennemslag i Københavnsområdet fra omkring midten af 1800-tallet, hvor maskinindustrien begynder at spille en mere fremtrædende rolle. Ligeså væsentlig er imidlertid den byggeindustri med bl.a. teglværker som opstår omkring hovedstaden, da man i 1850erne begynder at bygge uden for voldene og foretage store anlægsarbejder i forbindelse med udvidelse af infrastrukturen: Anlæggelse af boligkvarterer, erhvervsområder, jernbaner og havneudvidelser.
Københavns Hovedbanegård 1870 |
Den glemte migration
Byens befolkningsforøgelse stammer hovedsagelig fra et voksende befolkningsoverskud i landdistrikterne, som søgte bedre levevilkår i hovedstadsområdet, eller for en stor dels vedkommende emigrerede, fortrinsvis til Amerika. Denne proces foregik overalt i Danmark, men i vid udstrækning også på den anden side af Øresund.
Den svenske emigration til Amerika var betydeligt større end den danske og kom hovedsagelig fra de karrige landskaber i Småland, men en ikke ubetydelig andel kom fra Skånelandene og emigranter herfra søgte også i et vist omfang til det dynamiske udviklingscenter omkring København. Præcis hvor mange det drejer sig om diskuteres fortsat, fordi en del, specielt i landdistrikterne, kun kom som sæsonarbejdere og svingende konjunkturer også spillede en rolle, men en samlet svensk emigration fortrinsvis til hovedstadsregionen på måske 80.000 er nok ikke helt hen i vejret.
Der er gode forklaringer på denne udvikling. Den dynamiske udviklingsproces i Københavnsområdet rakte udover den nationale grænse, der er ikke langt fra Sjælland til Skåne, infrastrukturen udbygges betydeligt og i Sydsverige var den industrielle udviklingsproces tilsyneladende mindre omsiggribende og generelt også senere på færde. Der var altså et stort arbejdskraftbehov og beskæftigelse at finde i hovedstadsregionen. En meget håndgribelig forskel var lønniveauet, som antages at have været fra en tredjedel og op til dobbelt så højt som i Sydsverige. Indvandringen kom overvejende fra landdistrikter i Sydsverige og hovedsagelig fra det sydvestlige Skåne.
En landarbejders hus | 
Den svenske indvandring til Danmark |
Arbejdskraftens vandring
En stor del af indvandrerne, fortrinsvis mænd og unge, fandt beskæftigelse indenfor håndværk og industri i de to hovedstadskommuner (København og Frederiksberg), mens kvinderne f.eks. fandtes indenfor tekstilindustrien, men for en stor dels vedkommende også arbejdede som tyende. I omegnskommunerne fandtes større arbejdspladser f.eks. teglværker med store grupper af svenske arbejdere og i landkommuner f.eks. Tårnby på Amager søgte arbejdskraften også ind, delvis som erstatning for dansk arbejdskraft som søgte til byerne, men også ved arbejdskraftintensivt gartneri og roedyrkning - det sidste også udenfor hovedstadsområdet.
Svenskere i Danmark
Omkring århundredeskiftet antages det at der i hovedstadskommunerne befandt sig omkring 16.000 svenskere, svarende til omkring 3 % af den samlede befolkning. I amtet som helhed udgør gruppen omkring 4 %, dog med store variationer - højst i Tårnby på Amager, hvor de i industrikvartererne i Sundby på Amager i 1890erne udgjorde over 5%. Med anlæggelsen af Helsingør Værft i 1882 ansættes 700 arbejdere og antallet af registrerede svenskere i området firedobles i 1883, hvor der i alt er 592 svenske arbejdere, heraf 189 på værftet og på klædefabrikken i det nærliggende Hellebæk var størstedelen af de kvindelige arbejdere fra Skåne.
I slutningen af 1800-tallet sker der forskellige ændringer i fattiglovgivningen som betyder en udhuling af udlændinges forsørgelsesret i Danmark, dels i form af øget tilsyn med fremmede fra 1875, dels ved en ændring i fattigloven i 1891, der kræver dansk indfødsret for at opnå forsørgelsesret.
Fra slutningen af 1890erne er der en markant faldende tendens i indvandringen, hvilket formodentlig skyldes stigende industrialisering i Helsingborg og Malmö og tilsvarende også i landbrugsindustrien bl.a. i forbindelse med sukkerroedyrkning i det sydvestlige Skåne. Efterhånden bliver Skåne i stand til at opsuge og fastholde den overskydende arbejdskraft, også som følge af stigende lønninger.
Hellebæk Klædefabrik | 
Frederiksholm Teglværk |
Svensk kirke i København
En del af de ca.16.000 svenske indvandrere fandt trøst mod hjemlængslen -og de ofte barske arbejdsvilkår- i en kirkelig sammenhæng. Med det stedlige svenske præsteægtepar, Niels og Ruth Widner, som initiativtagere, blev der rejst betydelige midler til opførelsen af en svensk kirke i København.
Vi skal dog frem til 1910 før end man med en festgudstjeneste kunne indvie Svenska Gustafskyrkan. Det var Theodor Wählin, arkitekten bag restaureringen af Lund Domkirke, der realiserede den endelige udformning i tidens jugendstil.
En bemærkelsesværdig gave ved indvielsen var den verdensberømte svenske maler, Carl Larssons (1853 – 1919) olieskitse til ”Blinda Brita i bodadräkt”. Et af de få billeder af denne kunstner på dansk grund!
Svenska Gustafskyrkan i København |
Malmø - arbejderbevægelsens vugge
| | Malmø var i begyndelse af 1800-tallet en mindre by, men en kraftig befolkningstilvækst fandt sted i sammenhæng med industrialiseringen i anden halvdel af 1800-tallet.
I slutningen af 1800-tallet havde den socialistiske arbejderbevægelse også fået fodfæste og givet Malmö karakter af ”arbejderby”.
Folkeparkerne blev et symbol på den folkelige kultur, som bevægelsen ville fremme. |
I 1800-tallet, da Øresund atter blev et bindeled mellem Skåne og Sjælland, åbnedes på ny muligheden for at få impulser fra kontinentet via Danmark. Liberalisme, nationalisme og socialisme var betydningsfulde politiske strømninger, som prægede Europa i midten af 1800-tallet. Liberalisme og nationalisme omfattedes naturligt af skandinavismens tanker, men også socialismen fik, i Øresundsregionen, sit ”skandinavistiske” præg.
Proletariatet
I Skåne og Sverige, hvor industrialiseringen kom sent, fandtes allerede før industrialiseringens gennembrud et proletariat, som udgjordes af arbejdere på husmandsbrugene, samt de landarbejdere, som efter landbrugsrevolutionen arbejdede på de store godser og delvis fik sin løn i naturalier(stat). Disse statere boede med deres familier i særlige bygninger, staterlænger, nærmest en slags lave rækkehuse med etværelses lejligheder. Både i landsbyerne og i de voksende byer var fattigdommen i 1800-tallet overvældende. Stockholm var i midten af århundredet en af Europas fattigste byer. Statere og arbejdere havde ingen mulighed for at stille nogen som helst krav til deres arbejdsgivere.
Boliger til landproletariatet |
Malmøs industrialisering
Malmö industrialiseredes og urbaniseredes kraftigt mellem 1860 og 1900, da indbyggertallet næsten tredobledes. Store industrier anlagdes. Allerede i 1840 startede Frans Fredrik Kockum et mekanisk værksted, hvor man i 1850´erne begyndte at bygge jernbanevogne, og i 1870´erne indledtes skibsværftsepoken. I 1866 grundedes Malmö Uldfabrik, som udvikledes til en af Nordens største tekstilfabrikker. Malmö Valsemølle fra 1881 blev Sveriges største producent af hvedemel og Malmö Chokolade- og Konfektfabrik (Mazetti) udvikledes til en af de største i branchen. I 1890 startede Skånska Cement AB en cementfabrik i Limhamn. Hovedjernbanen blev klar i 1864 og i Malmö anlagdes et banegårdsområde, som blev det største i Sverige.
Malmø havn 1880 | 
Kockums i Malmø | 
Jernbanestationen i Malmø |
Grænseoverskridende samarbejde
Med den forbedrede kommunikation over Øresund fulgte en tiltagende migration mellem Danmark og Sverige. Næsten 2 500 Malmöboer udvandrede til Danmark i tiden fra 1840 til 1864 og flere end 1 000 danskere flyttede til Malmö i samme periode. De nyoprettede forbindelser over sundet betød naturligvis også at mulighederne for idépåvirkning var store. Kontakterne var tætte, og dette blev bl.a. afgørende for arbejderbevægelsens udvikling i Sydsverige.
Det var derfor ikke spor underligt at strejke og konflikter udbrød omtrent samtidigt i København og Malmö. I 1860- og 70erne stiftedes fagforeninger i Skåne, og blandt de første var korkskærerne, tobaksarbejderne og handskemagerne. Danskerne havde indflydelse på opkomsten af disse fagforeninger, ikke bare af ideologiske, men også af praktiske årsager. Ved konflikter i København var det vigtigt at skåningerne var solidariske og ikke blev fristet at tage til København og de højere lønninger der. Lønningsniveauet i København kunne, også i perioder med fred på arbejdsmarkedet, lokke mange til Danmark, og derved lægge presse på lønningerne. Et af målene for det grænseoverskridende samarbejdet blev derfor at opnå samme løn på begge sider.
Fagforeningerne var i begyndelsen ikke nødvendigvis knyttet til socialismen. De var delvis formet af liberalismens idéer om bedre uddannelse og udvidet stemmeret. Den som indledte arbejdet med at knytte arbejderbevægelsen til de socialistiske idéer var i Danmark Louis Pio og Harald Brix, som startede udgivelsen af ugebladet Socialisten i 1871. I Sverige var August Palm foregangsmand. Hans politiske agitation begyndte i Malmö, hvortil han var vendt tilbage efter tolv år i Tyskland og Danmark, hvor han havde tilegnet sig sin socialistiske overbevisning.
Folketaleren Palm
Den 6. november 1881 holdt Palm sin første tale i Malmö. Emnet var ”Hvad vil socialisterne?” og dette blev indledningen til et langt virke som agitator. Som en vækkelsesprædikant begav han sig ud i den svenske arbejderklasse for at vække dem og få dem til at forstå, at socialisme var den rette vej at opnå retfærdighed og forbedring. Og arbejderne var ikke altid nemme at vække! Palm havde forladt skolen i tiårsalderen og havde ikke nogen boglig uddannelse. På trods af dette blev han en folketaler, og tilhørerne blev fanget af hans engagement for socialismen.
Palm fik ikke altid lov til at holde sine taler i etablissementets sale, men blev ofte henvist til at stå på bakker, ølkasser og stenblok. Præster, fabrikanter, godsejere og borgerskab blev forskrækkede, mens by og landarbejderne flokkedes om ham. Utrætteligt rejste han rundt i landet. I Stockholm udgav han avisen Social-Demokraten. I den første udgave fra 25. september 1885 publiceredes en kampsang, skreven af en skånsk landarbejdersøn, Henrik Menander, en gammel ven af Palm. Sangen, Arbejdets Sønner, blev faktisk sunget første gang ved en sejlads på Øresund den 2. august 1885.
”Arbetets söner, sluten er alla
Till våra bröder i Syd och i Nord!
Hören I ej, hur mäktigt de skalla
Ut öfver världen, befrielsens ord?
Ur den förnedrande
Träldomens grift
Upp till en hedrande
Ädel bedrift!
Oket med påskriften: ”Bed och försaka”
Länge oss nedtryckt i mörker och nöd;
Människovärdet vi fordra tillbaka,
Kämpa för rättvisa, frihet och bröd.
Icke naturen hårdhänt har dragit
Gränser, som skilja fattig och rik;
Hjärtlöst har makten under sig slagit
Alla dess håfvor, rofdjuret lik.
Mot den förödande
Guldkalfvens stod
Kämpen med glödande
Känslor och mod!
Käckt mot förtrycket ett värn vi oss dana.
Fältropet genom nationerna går:
Sluten Er under vår enighets fana,
Fällen ej modet, och segern är vår!”
Centrum Malmø
I arbejdet med Social-Demokraten forenedes Palm med tre unge engagerede socialister, Hjalmar Branting, Fredrik Sterky og Axel Danielsson. Alle var mellem 20 og 25 år da Palm, som var 36, flyttede til Stockholm i 1885. De var veluddannede, mens August Palm nærmest var fjendtlig indstillet mod uddannede akademiker og foragtede intelligentsiaen. Branting og Sterky var begge opvokset i overklassefamilier. Axel Danielsson var arbejdersøn og Palm havde derfor et særligt godt øje til ham. Branting ville intellektualisere socialismen, noget som Palm modsatte sig, men Branting vandt og overtog ledelsen af avisen. Palm kom til at havne i skyggen af Branting, men fortsatte sit liv som agitator. Axel Danielsson forlod Stockholm og flyttede til Malmö. Der startede han avisen Arbetet i 1887. Danielsson blev i Malmö i 13 år.
August Palm | 
Axel Danielsson | 
Arbejderavis 1887 | 
Malmø murerfagforening |
Frygtløse Danielsson
Axel Danielssons flytning til Malmö blev af stor betydning for arbejderbevægelsen og socialismens udvikling i Sydsverige. I Arbetet fik bevægelsen et medie, som engagerede og forskrækkede. Den frygtløse Axel Danielsson skrev på en måde, som fik borgerligheden til at hade ham, og arbejderne at elske ham. Under signaturen ”Marat” skaffede han sig mange fjender med sin skarpe og slagfærdige stil. Danielsson var ikke bange for nogen og i forbindelse med en retsafgørelse mod fængselsdirektøren i Malmö blev dette i høj grad tydeliggjort.
Fængselsdirektøren Lagerberg havde stjålet 4 704 kr. og 8 øre ved salg af sække, fremstillede af fangerne. Næsten 5 000 kr. var en betydelig summe ved denne tid. Fængselsdirektøren fik som straf seks måneders orlov, en straf som Danielsson betragtede som latterligt lille. I Arbetet angreb han retssamfundet kraftigt. For dette blev Danielsson dømt til et års fængsel (1888). Danielsson blev også senere forfulgt og der blev rejst flere tiltaler mod ham, bl.a. for blasfemi, da han interviewede Vor Herre. Danielsson sad bag tremmer i samlet 18 måneder, men også Branting og Palm måtte udstå det samme, som straf for hvad de sagde og skrev.
Reformisten
Efter fængselsopholdet kom Danielsson i højere grad til at arbejde for socialismen på mere reformistisk grund. Idéerne skulle gennemføres på en lovlig vis og ikke gennem revolution. Mange kritiserede ham for dette pragmatiske syn og for hans frafald fra den rene marxistiske lære, hvilket gjorde ham meget bitter. En som dog forstod hans storhed var Strindberg, da han i sin En blå bog skrev: ”Han vidste aldrig hvor stor han var; troede sig foragtet, levede i modløshed og ydmygelse, men var hele tiden frygtet og beundret.”
Mange af Danielssons kritikere overgik senere til hans pragmatiske socialisme.
Danielsson var aldrig god ved sig selv, hverken psykisk eller fysisk, og han døde en tidlig død på et kursted i Elsterberg i Tyskland, dagen før nytårsaften 1899. Han var da bare 36 år gammel. Hans begravelse blev en stor manifestation og Malmös gader var pakket med arbejdere. En 15 år gammel Malmödreng skulle mindes denne dag i lang tid. Han hed Per Albin Hansson, Sveriges kommende statsminister.
Malmös betydning som arbejderby understregedes endnu mere af, at byen fik landets første Folkets Park i 1891, og begrebet Folkets Hus blev brugt første gang i Malmö i 1893. Det var betegnelser for samlingssteder, skabt for at arbejdere og deres familier kunne have et sted at mødes. Arbejderbevægelsen var ikke altid lige velkommen som lejer af almindelige mødesale.Helsingborg - med raske skridt
| | I løbet af 1800-tallet udviklede Helsingborg sig fra at være en lille kystby til en, efter Øresundsregionens forhold, stor og betydningsfuld industri og handelsby. |
”Hvad angår mig selv, så hælder jeg kraftigt til den side, som vil placere Helsingborg foran alt andet. Ikke fordi man ikke kan finde andre svenske landskaber som, ved første blik, er endnu mere storartede, iøjnefaldende og effektfulde, men fordi Helsingborg i det lange løb er mere interessant. Anden svensk natur ejer storhed, ejer behag, ejer hvad I vil; men den mangler liv; den har denne oldnordiske stilhed, denne højtidelige urørlighed, som har øjeblikkets følelsesladede effekt, men som bliver forstemmende ved et længere samvær. Her har man et maleri med figurer, et bevægeligt, altid omvekslende og selvfornyende skuespil; det er en natur som man ikke trættes af, som man kan omgås, i stedet for at bare flygtigt beundre. Stå op en forårsmorgen, når solen ligger over den danske kyst, over alle haverne, dristigt henkastede hist og pist på de lunefuldt udskårne skråninger, under hvis skygge Helsingborg breder sig. Stå op hvis I behager, og se ud over Sundet! over dette hav, som her er en flod! men en flod med hundreder af sejl, øst- og vestindiensejlere, amerikanere, briter, linieskibe fra Archangel, frugtskibe fra Middelhavet! betragt denne tavle, så unik, så fuld af farve og følelse, og dertil så dramatisk.”
(Ur "Helsingborg och dess nejder", 1851)
Sådan beskrev Oscar Patrik Sturzen-Becker Helsingborg i 1851, en by som den gang havde omtrent 4 000 indbyggere.
Helsingborg i 1880´erne | 
Helsingborg 1860 | 
Helsingborg 1900 |
Konsul Olsson
Ved den tid arbejdede en ung mand fra Fleninge som butiksassistent i byen. Den unge, dybt religiøse mand hed Petter Olsson. Han spurgte engang sognepræsten Peter Wieselgren, om han kunde blive præst. Da dette forudsatte en dyr uddannelse og Petter Olsson var fattig, mente præsten at han i stedet kunne blive lærer. Men Petter Olsson valgte en anden bane. I 1853, samme år som Krimkriget brød ud, vovede han at starte sit eget firma i kornbranchen.
England, som stod på Tyrkiets side i krigen mod Rusland, kunne ikke dække sit kornforbrug i krigsårene, og en god del af Olssons korn blev derfor sendt til London, hvor hestene trængte til energi, for at bl.a. trække sporvogne. Gevinsten blev naturligvis god, og med den fremtidsoptimisme, som prægede 1800-tallet, begyndte Olsson at bygge sit imperium. Han indså behovet for gode kommunikationsmidler for at kunne transportere korn til sit lager på Kullagatan, hvor hans bolig og som han også brugte til gudstjenestelokal for de vækkelsesmøder han ledte. Han indså også at der manglede en god havn, for at sende havren videre til Londons heste.
Petter Olsson | 
Arbejdere | 
Helsingborg Havn 1893 | 
Konsul Olssons magasin |
Infrastrukturen udbygges
Gennem sit kommunale engagement kunde han arbejde på forbedring af kommunikationsmidlerne. I perioden fra 1865 til 1885 bidrog han til, at Helsingborg fik jernbaneforbindelser i alle retninger. Først til Billeberga /Eslöv og siden til Hässleholm, til Åstorp og Värnamo. Efter dette var byen koblet til de store hovedbaner og havde dermed jernbaneforbindelse til Stockholm, Göteborg og Malmö. Samtidigt udvidedes og uddybedes havnen og Sveriges første togfærgeforbindelse til udlandet kunde åbnes i 1892.
Havnens udvidelse blev positiv for rederinæringen i Helsingborg. Ved århundredets slutning havde byen landets tredje største handelsflåde. Petter Olsson startede flere industrier bl.a. teglværk, dampmøllen og gummifabrikken, hvor Henry 251 senere skulle starte galocheproduktion. Han brændte for byen og dens udvikling, men også for sin pietistiske religiøsitet. Missionshuset på Kullagatan var i høj grad Petter Olssons værk. Hele livet var han tro mod sin religiøse overbevisning og fortalte at han gerne ville gøre Helsingborg til “en by til Guds Ære”. Hans store familie opholdt sig om sommeren i sommervillaen Øresundslyst på den danske side af sundet.
Konsul Persson
En anden ung mand kom fra Allerum til byen og begyndte også at arbejde i en forretning. Han hed Nils Persson og var en udadvendt og selskabelig mand. Også han vovede at åbne sin egen forretning og begyndte i 1860´erne at importere kunstgødning, som han solgte til bønderne. Han spekulerede over muligheden for selv at producere og inden længe anlagde han en kunstgødningsfabrik ”Fosfaten”.
Fortjenesten var naturligvis god og han udvidede sit imperium med bl.a. kobberværket, som udnyttede og forædlede biprodukterne fra fosfatfabrikken. Da han anlagde dampteglværket havde han lykken med sig, eftersom Helsingborgs og især Københavns byggeaktivitet var meget stor i 1800-tallets senere del, så efterspørgslen på tegl var stor. Persson producerede rødt tegl mens Olssons var gult. Man talte tit i byen om, hvordan man kunne se forskellen på de to herrers revir? Jo, man kunne se det så på teglet.) Persson donerede et jordstykke til byen tæt på kirkegården ved Södergatan. Jorden skulle benyttes til begravelsesplads og overskuddet fra gravafgifterne skulle tilfalde ”pauvre honteux”, trængende fattige I Helsingborg.
Nils Persson | 
Perssons fosfatfabrik 1888 | 
Söder-industriområdet |
Konsulstyret
Olsson og Persson bestemte i byen. De ejede store industrier, sad i bystyret og såmænd også i riksdagen. Betydningsfulde personer blev tit udnævnt til konsul, og denne titel modtog bl.a. Olsson og Persson. Helsingborg blev, ved århundredeskiftet, nævnt som ”konsulernes by”. De to lignede hinanden meget, i initiativkraft, driftighed og foretagsomhed, men privat var de hinandens absolutte modpoler. Olsson levede i forholdsvis enkelhed i sin lejlighed ved magasinet på Kullagatan, mens Perssons tilværelse i den flotte villa ved sygehuset var mere vidtløftig. Olsson brugte sin fritid til bibelstudier og prædiken, mens Persson færdedes meget på Ramlösa Brønd. Olsson var afholdsmand, Persson var det ikke.
Tilflytning
De to konsulers driftighed gav et godt skub i Helsingborgs udvikling. Fra 1860 til 1900 femdobledes befolkningen, noget som ingen anden by i Sverige kunne opvise. I perioden 1850-1920 steg Helsingborgs befolkning med 1149 %, mens nabobyen Landskrona i samme periode steg med 493 % og Lund med 346 %. Malmö var i det mindste i nærheden med 867 %. Øresundstoldens afskaffelse viste sig også gunstigt for Helsingborg, på bekostning af nabobyen Helsingør.
Man hævder at tilflytningen til Helsingborg til tider var så stor, at folkeregistret ikke kunne holde trit. Sognepræsten måtte ind imellem, af ren udmattelse, lade pennen ligge. De omfattende nybygninger forandrede byens udseende. De stilarter som var populære ved århundredets slutning blev rigt repræsenteret i byen. Nyklassicisme og nyrenæssance ses tydelig langs Järnvägsgatan, Trädgårdsgatan og Drottninggatan og eksempler på nygotikken findes i Rådhuset, Gustav Adolfs kirke og Nicolaiskolen. Den store indflytning af arbejdere resulterede i mange nye arbejderboliger i den sydlige del af byen, der hvor industrierne placeredes.
Järnvägsgatan | 
Rådhuset i Helsingborg | 
Gustav Adolfs kyrkan |
Konsul Trapp - den tredje mannen
Endnu en mand med konsultitel skal nævnes og han var dybt engageret i at bevare det gamle Helsingborg under den massive forandringsproces som pågik. Oscar Trapp, som boede i Fredriksdal, interesserede sig for historie og i forening med sit kommunale engagement, bidrog han til renoveringen af Kärnan og Mariakirken og gennemførte udgravninger ved nogle af de gamle middelalderkirker. Han medvirkede også til at Jakob Hansens hus fra 1600-tallet blev bevaret for eftertiden. Desuden var han manden bag det svenske flag. Som riksdagsmand foreslog han, at flaget kun måtte have bestemte farvenuancer og ikke, som tidligere, varierende fra flag til flag. Hans forslag vandt gehør og således fik det svenske flag, gennem en lov fra 1906, de farver det har i dag.
Oscar Trapp 1847-1916 | 
Fredriksdal | 
Bykvarter i Fredriksdal |
Sturzen-Becker
Hvis Malmö i 1880´erne fik et socialistisk talerør i Axel Danielssons Arbetet, så havde Helsingborg allerede fra slutningen af 1840-tallet en radikal liberal platform i avisen Öresundsposten. Avisen propaganderede tidligt for at afskaffe stænderriksdagen, indføre republik og udvide stemmeretten. Krav om større frihed og mindre uretfærdighed var tilbagevendende temaer i spalterne. Der blev skudt imod kirken, især den kendte afholdsmanden og sognepræst Peter Wieselgren. Efter skandinavismens nedgang i slutningen af 1860´erne støttede avisen Norges selvstændighed, og arbejdede derfor for en opløsning af unionen.
Öresundsposten fik stor gennemslagskraft i hele landet og blev besværende for staten. Kritikken mod monarkiet, uretfærdighederne og unionen betød naturligvis, at myndighederne greb ind, og avisen konfiskeredes flere gange, men genopstod, ligesom Aftonbladet, med nyt navn. Således ændredes navnet fra Öresundsposten til Allmänna Öresundsposten, senere til Nyare Öresundsposten og da også den blev forbudt, Nyaste Öresundsposten.
Sturzen-Becker | 
Öresundsposten | 
Peter Wieselgren |
Kampklare Sturzen-Becker
Öresundsposten blev grundet 1847 af Oscar Patrick Sturzen-Becker, som hurtigt gjorde avisen til skandinavismens vigtigste talerør i Sverige. Han havde tidligere arbejdet som forfatter og journalist i Uppsala og Stockholm. Efter sit brud med de romantiske ideal, indledte han et mere realistisk forfatterskab og blev desuden forkæmper for den radikale liberalisme. Som skandinavist ville han desuden gerne sprede kendskab til den svenske kultur i Danmark, hvilket han bl.a. gjorde gennem at holde forelæsninger i København i 1840´erne.
Han stod på August Blanches side i en hadsk strid mod forfatteren Carl Jonas Love Almquist. Uanset dette gav han Almqvist sin private støtte, da denne holdt sig skjult fra de anklager, som rettedes mod ham efter en sag vedrørende en forgivet ågerkarl i Stockholm. Sturzen-Becker holdt Almqvist skjult i sit hjem i Helsingborg, inden han hjalp ham at flygte over sundet. Almqvist vendte aldrig tilbage til Sverige. Ved hans død i 1866 skrev Sturzen-Becker et digt, hvori han gav Almqvist oprejsning som romantiker og samtidigt mindede om den junimorgen i 1851, da Almqvist flygtede over til Helsingør.
Fredrik Borg
Öresundsposten blev i 1855 overtaget af Fredrik Borg, en af de mest fremtrædende skikkelser i 1800-tallets svenske idéhistorie. Han blev født i Landskrona i 1824 og efter studier i Lund, hvor han tidligt kom i kontakt med den kontinentale radikalisme, arbejdede han i Stockholm som forfatter og journalist og grundlagde der Sveriges første socialistiske arbejderforening (1850). Han kom til Helsingborg og Öresundsposten efter anbefaling af Aftonbladets Lars Johan 254. Samarbejdet mellem Borg og Sturzen-Becker var ikke altid gnidningsfrit. Borg forblev romantiker og holdt aldrig op med at drømme om en bedre verden med frihed og retfærdighed som livsmønster.
Fredrik Borg |
Radikalt kvindesyn
I juli 1858 holdtes et stort skandinavistisk møde i Ramlösa og tusinder af danske mødedeltagere blev modtaget med fuld musik i Helsingborgs havn. Byen var smykket med flag og stemningen var høj. Mødet blev ikke bare en skandinavistisk manifestation, men udviklede sig også til en idéhistorisk bombe. Næsten 12 000 skandinavister var samlet i Ramlösa. Taler blev holdt, af Ploug, Ahnfelt og alle de øvrige entusiaster for den skandinavistiske sag. Fredrik Borg besteg podiet, og præsenterede sit kvindesyn, som fik tilskuerne til at måbe. Han forklarede det urimelige i kun at se kvinden som ”moder, ægtefælle, elskerinde”, når manden, samtidigt, ikke bare betragtedes som ”fader, ægtefælle, elsker”, men desuden som medborgee. Borg krævede medborgerlige rettigheder for kvinden og desuden den samme ret som manden, til uddannelse og erhvervsarbejde.
Dette var en ligestillingserklæring, som var langt forud for sin tid og Borg fulgte sine idéer op, da han som rigsdagsmand, i 1884, som den første, krævede kvindelig stemmeret. Han vandt dog ikke gehør for sit forslag og sagen blev liggende i 35 år, før riksdagen besluttede at indføre kvindelig stemmeret. Talen i Ramlösa i 1858 var langt forud for sin tid og den var en lysende tale. Borg startede her en diskussion som blev et tilbagevendende tema i Öresundsposten. Talen blev gengivet i avisen den 16. juli 1858 og en del af talen gengives her som en kilde, men slutningen af talen til kvinden må her citeres direkte: ”Sæt hende i sollyset, i hvis varme hendes kærlighedsrige væsen kan blomstre og give mange frugte, selv til samfundet.”
Fremskridtets mand
I Helsingborg plagedes Borg, i begyndelsen, af provinsbyens snæversyn og intolerance, men som kommunalmand, tillige riksdagsmand, optogs han hurtigt af byens udvikling. Efterhånden følte han sig temmelig tilfreds med Helsingborgs forandring og fremgang. I begyndelsen af 1860´erne følte han sig så knyttet til byen, at han købte ”et lille hyggeligt og velbeliggende hus, tæt på torvet”. Man må heller ikke glemme, at også Borg (ikke bare konsulerne) havde indflydelse på jernbanens komme i Helsingborg. Det var også til dels Borgs fortjeneste, at byen fik et bibliotek i 1860 og et nyt teater i 1877.
Aviserne Helsingborgsposten og Helsingborgs Tidning prøvede begge at vælte Borg, men de hårde angreb fra konkurrenterne med støtte fra Sturzen-Becker, førte bare til at Öresundsposten fik endnu flere abonnenter. Borg havde også mange venner, som hans omfangsrige brevveksling vidner om. Viktor Rydberg, Carl Jonas Love Almqvist, Lars Johan Hierta og Bjørnsstjerne Bjørnson tilhørte alle hans vennekreds. Med den sidstnævnte samarbejdede han intenst i kampen for Norges selvstændighed. Borg blev, måske pga. sin vennekreds, med tiden en udpræget liberalist og brød med socialismens klassetænkning.
Kulturen og Idrættens by
I kølvandet på den kraftige urbanisering skete der alle mulige ting. Vi har allerede nævnt biblioteket og det nye teater, som mange betragtede som landets smukkeste og som ufølsomme politikere næsten hundrede år senere lod forfalde og nedrive. Men også idrætten kom for at blive. I 1868 afholdt byen Nordens første internationale kaproning og Karl XV, prins Oscar og den danske kronprins var til stede. I 1896, samme år som de olympiske lege genopstod i Athen, afvikledes i Helsingborg de første svenske mesterskab i atletik og ved samme tid spilledes her den første svenske mesterskabsfinal i fodbold (Helsingborg tabte til Örgryte fra Göteborg). I 1898 indviedes den nu klassiske idrætsarena ”Olympia”.
Tilmed i Stockholm forundredes man over Helsingborgs hurtige fremskridt og i Aftonbladet kunne man, lige efter århundredeskiftet, læse følgende træfsikre beskrivelse af Helsingborgs udvikling:
”Det er ligt et eventyr, at Helsingborg på kortere tid end en mandsalder, har svunget sig op fra en lille landsby, som forsørgede sig af lidt landhandel og søfart, lidt håndværk og megen snyd og bedrag, til en af rigets største og mest livskraftige byer, i fuld blomst gennem frugterne af nogle få mænds forudseenhed og initiativ.”
Helsingborg Teater 1877 |
Helsingør
| | Omkring 1859 blev den første egentlige havn i Helsingør bygget.
På grund af Øresundstoldens bortfald fik byen ekstra bevillinger på finansloven, men i første omgang resulterede det ikke i de store omvæltninger.
Investeringerne i byen søgte, traditionen tro, hovedsagelig mod handelen. Der var dog ved at udvikle sig en industri i midtbyen og på Grønnehave-området i dens nordlige udkant. |
"Tag en by som Hillerød ...nej lad den ligge; men tag Helsingør! En lille underlig rede, ikke sandt? Trængt sammen under høje banker langs søen, der løfter Kronborg stateligt på skjold, Kronborg, der synes at knuse både kirke og rådhus og den nye jernbanestation.
En fornøjelig by, med et eget "salt" præg over indvånere og bygninger. Alt lugter af søen - byen har så lidet opland og må stole på sig selv. Det har den gjort trods skæbnens omskiftelser. Hvad Marsk Stig og hansestæderne og svenskerne og pest og ildebrande har evnet at gøre, det er blevet gjort; byen har holdt ud - indtil det år 1857, hvor Øresundstolden blev ophævet. Det var et knæk - netop i min romantiske skoledrenge og ferietid. Da syntes den livsglade by med et at have forandret sin mine; - man blev alvorlig - de gamle huse ramlede sammen - de store familier splittedes - parvenuerne glædede sig hemmeligt; og ofte standsede jeg i den snævre gade, hvor Hotel d´Øresunds østlige fløj vender ud til, og jeg læste filosofisk den gamle inskription på stene i muren:
Manchem verdruest es, was er sieht,
Und muss doch leiden, das geschieht.*
Nu har byen igen oppet sig, eller er på gode veje. Beliggenheden er fortrinlig, havnen ypperlig, energien løfter hovedet - fremtiden tilhører det store jernskibs- og maskinbyggeri, som giver de mange hænder arbejde, de mange munde brød. Konkurrencen med hovedstaden er skarp, og der er kommet noget "skærpet" over ved siden af det salte. Man sporer det politisk, socialt, merkantilt; det rører sig i den gamle rede, og hvor højkonservativ byen end er, så stryger luftningen fra søen ind og sætter sind og tanker i bevægelse. Ingensteds i verden flages der måske så tit og så meget som i Helsingør. Stengade pynter sig ved enhver given anledning - garnisonen ihukommer hver nok så lille våbendåd - men disse viftende flag er tillige udtryk for befolkningens dekorative traditioner. Man glemmer dog aldrig de store toldkammerdage, da pengene rullede så let og champagnepropperne knaldede så højt. Man har sin saga at tære på - og det giver appetit efter at vise sig. Vemoden skylles ned med lokalt Wiibroe-øl - man slikker sig om læben og tænker: Champagnen kan komme engang endnu!"
Med denne skildring giver Holger Drachmann en karakteristik af den udvikling der sker med Helsingør i løbet af 1800-tallet, forvandlingen fra sundtoldstad til en moderne industriby.
Helsingør 1859 | 
Det gamle Apothek |
Fra sundtold til industri
I mere end 400 år havde byens liv og udvikling været tæt knyttet til den handel og administration, som Øresundstolden medførte. Med Øresundstoldens ophævelse i 1857 indvarsles for alvor en ny æra i byens historie.
Trods det bratte skel som ophævelsen af Øresundstolden markerer, er det dog en forandring, der har været undervejs længe. Allerede i slutningen af 1700-tallet forsøges det at starte større virksomheder på privat initiativ, ofte i modstrid med de indflydelsesrige laugsinteresser. Enkeltpersoner som englænderen J. D. Belfour og J. J. Claessen var foregangsmænd, der også opfandt nye produktionsmetoder, men de store planer om et skibsværft bliver ikke til noget, og en statsligt bekostet udvidelse af havnen kommer først i 1820erne og er stadigvæk mest til gavn for de aktiviteter, der knytter sig til toldkammeret.
Helsingørs nye Rådhus
I 1855 stod Helsingørs nye Rådhus færdigt. Forud var gået en nok så hidsig debat, hvad der ikke var eller er unormalt for byen, når større ændringer skal foretages. Anledningen til nybyggeriet var i første omgang, at det gamle rådhus -fra 1500 tallet- stod for en nødvendig modernisering af arresten.
Undervejs blev det konstateret, at en sådan ombygning krævede, at man rev hele det gamle rådhus ned. Debatten gik da bl.a. på om man så ikke burde opføre det nye rådhus på Axeltorv.
Det endte dog med, at man, med de fra nutiden kendte budgetoverskridelser, opførte det nye rådhus i nygotisk stil, hvor det gamle havde ligget.
Hvis man i 1854/55 havde vidst, at Sundtolden forsvandt blot to år efter, da havde byen nok ikke fået et så imponerende byggeri.
Helsingør Rådhus 1830 | 
Helsingør Rådhus 1855 | 
Helsingør Rådhus 2007 |
Den tidlige industri
Den måske første egentlige industrielle virksomhed med høj mekaniseringsgrad og udtalt arbejdsdeling er et gasværk, anlagt i 1853 af Det danske Gas Companie, bag hvilket der stod engelsk kapital og teknologi. Næst efter Odense var det landets første gasværk, oprindelig med henblik på forny gadebelysningen, men efterhånden også til privat og erhvervsmæssig forsyning.
Gasværket placeres i Grønnehave-kvarteret, der sammen med bymidten udvikler sig til et industrielt center. Her anlægges således også byens nye vandværk, der afløser et anlæg helt tilbage fra Frederik II.s tid. Ved det nuværende Højstrup lå fra 1848-1895 Godthåb Glasværk og andre industrier kommer siden hen til i området. Som helhed kan man tale om en første fase i industrialiseringsprocessen, fra slutningen af 1840erne og frem til omkring midten af 1850erne. Udviklingen er karakteriseret af en hel del nyanlæg (glasværk, gasværk, teglværker og bryggerier) og en industritælling fra året 1855 kommer frem til 41 foretagender med 354 ansatte, heraf 20 virksomheder med over 6 ansatte.
I bymidten foretages der, som allerede nævnt, også en række industrielle nyanlæg. Bl.a. begynder brygger Carl Wiibroe så tidligt som 1851 at brygge bayersk øl, som han lagrer i kasematterne på Kronborg. I 1862 køber han den grund ned mod havnen, hvor resterne af bryghuset nu ligger ud mod Hestemøllestræde, og hvor han i 1878 byggede lagerkældre til og indlagde maskinkraft. Carl Wiibroe var også særdeles aktiv i det offentlige liv, blev allerede i 1842 indvalgt i borgerrepræsentationen, hvor han var formand af flere omgange.
En anden iværksætter i bymidten er Jens Levin Tvede, der forvandler et lille brænderi i Sudergade til en fabriksvirksomhed i Stjernegade, med fabrikation af sprit, brændevin, gær og hvidtøl. Han er også stærkt medvirkende til at Helsingør som den første provinsby tager telefonen i brug omkring 1880. J. L. Tvede indvælges i borgerrepræsentationen i 1857.
Godthaab Glashytte | 
Wiibroe øl | 
Tvedes Fabrikker |
Sundtoldens ophævelse 1857
For at lette overgangen fra sundtoldens ophævelse får Helsingør i 4 år en særbevilling på finansloven, alt i alt en sum på 60.000 rigsdaler, som bl.a. anvendes til at støtte anlæggelsen af Marienlyst Badehotel. Vigtigere er dog udvidelsen af havnen til det dobbelte i 1862, hvorved toldkammerbygningen næsten på symbolsk vis forsvinder. Med Næringsfrihedsloven ophæves laugene og gradvis den købstadszone, der medvirkede til at beskytte produktion og handel indenfor en omkreds på ca. 15 km. I 1864 åbnes Nordbanen med direkte forbindelse til København over Hillerød og omkring 60.000 passagerer om året.
Jernbanestationen på Trækbanen | 
Nordbanen 1864 | 
Nordbanens linieføring |
Stagnation
Til trods for disse tiltag er der i 1860erne fald i industrien og stigningen frem til industritællingen i 1875 er såre beskeden. På dette tidspunkt er der 37 foretagender med i alt 478 ansatte, svarende til omkring 5 % af arbejdsstyrken. Stigningen sker indenfor levnedsmiddelbranchen (sprit, øl, margarine). I bymidten er der overvejende tale om mindre, håndværksprægede virksomheder.
Selvom Helsingør, bortset fra København, er den væsentligste industriby på Sjælland, så er der dog forsat tale om en såre beskeden målestok og hen imod slutningen af 1870erne stagnerer udviklingen. Dette kan have en vis sammenhæng med at byens dominerende handelsliv i overvejende grad på satsede på stigende handel ad søvejen og derfor investerede store summer i handelsskibe, overvejende sejlskibe. Da dampskibene vinder frem viser det sig at være en fejlinvestering og ydermere betyder udviklingen at stadig færre skibe lægger til ved Helsingør for at proviantere, hvorfor et vigtigt grundlag for byens næringsliv forsvinder.
Havneudvidelsen omkring 1862 er ikke tilstrækkelig og planer om at gøre Helsingør til stabelplads for østersøhandelen bliver ikke til noget. Omkring 1880 er byen med dens 8.978 (1906: 14.534) indbyggere faktisk i økonomisk og befolkningsmæssig tilbagegang.
Skibsværftet 1882
Først fra 1882, med anlæggelsen af Helsingør Jernskibs- og Maskinbyggeri, begynder udviklingen at vende og herfra kan man for alvor tale om et industrielt gennembrud. Anlæggelsen med Mads Holm i spidsen medfører omfattende investeringer, øget mekanisering og et stort behov for arbejdskraft. Omkring 700 arbejdere får fra starten ansættelse på virksomheden, heraf ca. 300 udefra kommende. Havnen udvides yderligere og i 1883 søsættes den første nybygning, skruedampskibet S/S Helsingør, og med sine omkring 1.000 ansatte og mange underleverandører hen imod slutningen af 1880erne bliver skibsværftet den dominerende faktor i byens økonomiske udvikling.
Helsingør Havn | 
Helsingør Jernskibsværft 1883 | 
Skibsværftets smedje 1897 | 
Kierulfs jernstøberie 1875 | 
Helsingør væveri |
Helsingør Skibsværft |
Infrastruktur
Et andet væsentligt træk ved industrialiseringen vedrører etableringen af en infrastruktur, der forbinder Nordsjælland tættere med hovedstadsområdet og Skåne. Man havde jo naturligvis søvejen, men i 1864 åbnes Nordbanen med forbindelse til København over Hillerød. Varetransport fra endestationen og til midtbyen foregik via en hestetrukken bane, heraf navnet Trækbanen.
Helsingør Banegård og Kystbanen
Placeringen af Nordbanens Helsingør station ved Trækbanen i byens yderkant viste sig hurtigt at være en kostbar fejlplacering. Det var alt for omstændigt og tidskrævende at omlade godset til hestevogne, når det skulle transporteres til havnen. Man valgte da at anlægge et jernbanespor langs kysten fra Snekkersten til den nyopførte Helsingør Banegård ved havnen. Det omfattende projekt blev indviet i efteråret 1891 og passagererne fik nu adgang til det som mange i samtiden kaldte for ”Landets flotteste banegård”. Banegården fremtræder i nederlandsk renæssancestil a la Kronborg og Rosenborg Slot i København.
I 1894 vedtog den danske rigsdag "Kystbaneloven" der skulle føre jernbanespor langs kysten fra Klampenborg til Helsingør, og den 1.august 1897 var den nuværende Kystbane en realitet.
Helsingør/Helsingborg overfarten
Den væsentligste årsag til omlægningen af Nordbanen fra Snekkersten til Helsingør havn og byggeriet af den nye banegård var behovet for jernbaneoverfart mellem Helsingør og Helsingborg.
I marts 1892 blev den nye jernbanefærgeoverfart indviet mellem de to byer. Det skete med hjulfærgen ”Kronprinsesse Louise”; en nybygning fra Helsingør Skibsværft, som var ene om jernbaneoverfarten til 1897, hvor en ny hjulfærge, ”Kronprins Frederik” også blev indsat på overfarten.
Begivenheden blev i Helsingborg fejret med mange officielle indvielsestaler og glæde over, at der nu var skabt langt lettere forbindelse til Danmark og videre til kontinentet.
Den nye færgeforbindelse fik stor betydning for den svenske infrastruktur. For eksempel kunne vestkystbanen mellem Gøteborg og Malmø nu knyttes sammen med overfarten Helsingborg - Helsingør.
Hornbækbanen
Med åbningen af Hornbækbanen i 1906 skete der en væsentlig udbygning af Nordsjællands infrastruktur med bedre forbindelser til oplandet, bl.a. transporteres klæde fra Hellebæk, tegl fra Ålsgårde og papir fra Havreholm. Transportudviklingen var, i vid udstrækning, også et produkt af egnens forvandling til rekreativt område for hovedstadsregionen. Et træk der fik betydning for udviklingen helt op i vor tid.
Fri handel og vareomsætning
Skibshandelens frygt for at de nye samfærdselsmidler ville overtage dele af varetransporten viste sig at være velbegrundet, og med den endelige ophævelse af beskyttelseszoner omkring købstaden i 1920 var den tid forbi, hvor der blev lagt hindringer i vejen for den fri handel og vareomsætning.
Omkring århundredeskiftet er de vigtigste faktorer for den industrielle udvikling tilvejebragt: Først og fremmest med etableringen af skibsværftet den fornødne kapital og investering og arbejdskraft, der også i rigt mål søger til byen, en udbygning af infrastrukturen og ophævelse af tidligere tiders restriktioner for produktion og vareomsætning. Med etableringen af Helsingør Tekniske Skole i 1885 påbegynder man også en tidssvarende uddannelse af arbejdskraften.
Den nye banegård 1891 | 
Helsingør Banegård 1891 | 
Helsingør Stations indgang | 
Kystbanen |
Fagbevægelsens udvikling
Med den begyndende industrialisering og ophævelsen af laugene kommer de første forsøg på at etablere en faglig bevægelse og sammenslutning i byen. De første tiltag finder sted indenfor førhen laugsorganiserede håndværksfag i begyndelsen af 1870erne, men den økonomiske afmatning omkring 1876 sætter en stopper for den videre udvikling. Den første varige organisering finder sted blandt typograferne i 1881 og i forbindelse med etableringen af skibsværftet er der forskellige andre tiltag. En økonomisk krise i midten af 1880erne bevirker atter et tilbageslag, men etableringen af Socialdemokratisk Forening i sommeren 1885, Smede- og maskinarbejdernes Fagforening i 1887 og Fælles Fag- og Arbejderforeningen i Helsingør fra 1888 lægger grunden til en mere varig og samlet organisering.
De svingende konjunkturer især for skibsværftsbranchen har stor indflydelse på udviklingen. Det gælder også ind i 1890erne, og først omkring midten af 1890erne får Fællesforeningen gennemført overenskomster for flere af fagene på værftet. Allerede i 1892 vælges gartner Christian Hansen til byrådet, som det første socialdemokratiske byrådsmedlem i landet og i 1894 får socialdemokraterne 3 medlemmer valgt ind i byrådet på en fælles liste med partiet Venstre.
Overenskomstkamp
En endelig ordning omkring indgåelse af overenskomster opnås først i 1896, efter en omfattende faglig konflikt på værftet, der starter med en lockout af nitterne og kommer til at omfatte 900 medarbejdere. Det var en stor konflikt efter datidens forhold, og først efter 14 dages forhandlinger opnås der enighed omkring en lønforhøjelse og indgåelse af en 3 års overenskomst og oprettelse af et fast forhandlingssystem, hvor Fællesforeningen forhandlede på fagenes vegne.
Værftets forhandlingsresultater og lønsatser blev toneangivende, men dog ikke mere end at der i 1899 udbryder en omfattende og 3 måneder lang konflikt i byen, som ikke omfattede værftet. Her havde man gennem De samvirkende Fagforbund, som Fællesforeningen omdøbes til i 1898, uden problemer forhandlet sig tilrette om en overenskomst, der bl.a. nedsatte arbejdstiden fra 60 til 58 timer og afskaffede det forhadte bødesystem, som bl.a. fremgår af værftets arbejdsreglement. I 1888 eksisterede der i byen kun 7 fagforeninger med under 300 medlemmer. Omkring århundredeskiftet var der 32 fagforeninger med ca. 1800 medlemmer.
Levevilkår
Omkring århundredeskiftet tjente en arbejder en ugeløn på omkring 15-20 kr. Det siger i sig selv ikke så meget, og desværre eksisterer der ikke fra Helsingør undersøgelser over arbejderfamiliernes budgetter og levevilkår. Hvis man sammenligner med andre steder i landet kan man nok regne med, at omkring 25% af indtægten gik til husleje, og at de øvrige gik til mad, brændsel og tøj, i nævnte rækkefølge. Pengene var små, og hertil kom, at man også skulle betale til forsikring imod sygdom, død og begravelse. Bortset fra fattigvæsenet og en aldersrentereform i 1891 var det offentlige sikringssystem ikke-eksisterende og det blev derfor en vigtig opgave for arbejderbevægelse at tage fat på, også lokalt. I den sammenhæng oprettes der allerede i 1892 i Helsingør en selvstændig sygekasse for Fællesforeningens medlemmer.
Kooperationen
En metode til at mindske udgifterne til daglige fornødenheder og måske på sigt berøve kapitalisterne den dominerende indflydelse på produktionen ligger i den kooperative tanke. Bøndernes andelsforetagender fra 1880erne, som bl.a. var inspireret af de engelske arbejderes kooperative indkøbsforeninger, kan have været en inspirationskilde, men som angivet har den kooperative tanke dybe rødder i arbejderbevægelsen. Tanken var, kort sagt, at man ved i fællesskab at producere, indkøbe og distribuere forskellige varer og tjenesteydelser kunne gøre det billigst muligt, uden fordyrende mellemled og til gavn for fælles bedste. Det første eksempel på kooperativ indkøbsvirksomhed i Helsingør var oprettelsen af "Arbejdernes Kulforsyning" i 1892, men siden hen kommer mange initiativer til kooperativ virksomhed og social sikring. |