| Handel og byer
| | Middelalderens handelsruter tager udgangspunkt i vikingetidens handelsveje.
Efterhånden forbedres teknologi og lasteevne betydeligt og koggen afløser vikingetidens både af knartypen.
Regionens overskud af primært fødevarer omsættes i et kompliceret samhandelsmønster, der også danner udgangspunkt for vækst i bysamfundene. |
Helt tilbage i forhistorisk tid har der fundet handel sted imellem Norden og Sydeuropa og i sen jernalder og tidlig vikingetid er bl.a. rav, pelsværk og slaver blevet solgt og byttet for luksusvarer som f.eks. glas sydfra.
I 700–tallet blev handelen imellem Middelhavet og Nordeuropa bl.a. formidlet via Frankerriget, men da det bukker under i starten af 800-tallet og araberne erobrer store dele af middelhavsområdet kommer Norden i vikingetiden til at spille en fremtrædende rolle i både nord-syd og øst-vest handelen. I det sydlige Skandinavien bliver Hedeby i Sønderjylland et fremtrædende handelscentrum, mens det længere øst og nordpå er Gotland og Birka i Sverige.
Handelsveje |
Skibstyper
Først og fremmest var det vikingernes skibsteknologi der fra omkring år 800 sikrede dem en fortrinsstilling i østersøhandelen. Man må forestille sig at stormænd og bønder udrustede skibe til togter i langskibe der kunne laste ca. 9 tons.
De senere udviklede, men også klinkbyggede skibe af knartypen, som man også anvendte til sejlads på Nordatlanten, kunne laste omkring 20 tons.
I starten af perioden har det nok været vanskeligt at skelne imellem plyndrings- handels- og kolonisationstogter, men på overgangen til middelalderen omkring år 1050 spiller handelen en mere fremtrædende rolle. Det sidste især takket være den nye skibstype koggen, der med sit høje kravelbyggede skrog kunne laste op imod 30 ton, og omkring år 1200 helt op imod 200 tons.
Kogge og Knar | 
Knar | 
Kogge. | 
Malmøkoggen | 
Model |
Hork |
Varetyper
Fra omkring dette tidspunkt begynder handelen også at skifte til mere dagligdags varer, såsom korn, fisk og kød, som bl.a. stammer fra den overskudsproduktion som de nye dyrkningsmetoder tilvejebringer. Disse produkter kunne afsættes i de bysamfund, som i løbet af 11- og 1200-tallet blomstrer op i Nordtyskland. Disse hansestæder, som de efterhånden benævnes, kommer i den efterfølgende tid til at beherske store dele af handelen på Østersøen i kraft af organisatorisk og teknologisk overlegenhed.
Byudviklingen
Byudviklingen i begyndelsen af middelalderen er af behersket karakter. Hedeby mister sin fremtrædende rolle og Lübeck er omkring 1300 blevet handelscentrum i bunden af Østersøen. I Danmark var der omkring 1150 kun ca. 20 byer i alt og selvom antallet i 1250 var steget til omkring 60 var de af meget beskeden karakter, ofte lokaliseret i nærheden af borganlæg, som indbyggerne kunne søge ly hos i urolige tider med krig, eller sørøveri. De mange byer med endelsen -borg, f.eks. Helsingborg, Vordingborg vidner herom.
Spørgsmålet om, hvordan byerne i middelalderen opstår og udvikler sig er stadigvæk genstand for debat. Det kan, som nævnt ovenfor, ske på foranledning af kongemagten og som regel også i sammenhæng med handel og begyndende serieproduktion.
Købstæder | 
Lübeck | 
Visby | 
Byport |
Tidlige byer
Byerne Lund, Helsingborg i Skåne og Roskilde på Sjællandsiden er grundlagt før 1150. Af disse kan i hvert fald Lunds opståen føres tilbage til 1000-tallet. Allerede under Knud den Store(1018-1035) udviklede Lund sig til det mest betydningsfulde møntsted i Danmark og håndværksaffald viser tegn på serieproduktion i slutningen af 1000 og starten af 1100-tallet.
De fleste byer er grundlagt før 1350. En del af dem som f.eks. Næstved, Ringsted og Sorø ligger inde i landet, mens andre, typisk -borgbyerne, ligger ud til kysten og har forbindelse til den stigende handel og produktion langs kysterne. De fleste af borgbyerne er placeret i den sydlige del af regionen, vendt imod det tyske område. Det afspejler også den politiske og kulturelle orientering i højmiddelalderen. Byer anlagt senere ligger hovedsagelig omkring Øresund. |