| Feudalismen
| | Ifølge kirkens budskab stod alle lige over for Gud, og alle kunne risikere at komme i helvede, som det ses på kalkmaleriet fra Tuse kirke.
Sålænge man levede på jorden kunne det dog være vanskeligt at få øje på ligheden. Konge, adel og højgejstlige udgjorde en snæver overklasse. Heroverfor stod bondestanden, over 90% af befolkningen. Med byvæksten opstod efterhånden en ny klasse: borgerstanden. |
Den sociale struktur
I løbet af højmiddelalderen sker der en omfattende ændring i landets sociale struktur. Kendetegnet for den europæiske feudalismes hierarkiske opbygning, hvor konge, kirke og adel (hærmændene) står øverst og ca. 90 % af befolkningen nederst kommer til at fungere helt frem til 1800-tallets begyndelse.
Ejendomsretten til Danmarks jord bliver i perioden delt mellem overklassens tre hovedaktører, der uddeler brugsretten, med tilhørende afgifter af forskellig art, til et voksende antal af fæstebønder.
For at forstå dette kan man begynde med at se på udviklingen i herremands-standen.
Herremændene og lens og vasalforholdet
Hærmændene, heraf udtrykket ”herremand” udgjorde, retslig set, kun én gruppe/stand, men socialt var standen ikke særlig homogen. I levevis var der stor forskel på de jorddrotter, der ejede flere borge og hovedgårde samt strøgods og den simple adelsmand, landsbyvæbneren, der ikke ravede langt op over storbøndernes niveau.
Som navnet antyder er det en militær titel. Herremændene beskyttede landet ved at stille rytterhære til rådighed for kongen og fik som belønning herfor skattefrihed for deres jorde. Et væsentligt incitament til at tilknytte og fastholde arbejdskraft til de store godser.
Fra midten af 1200-tallet vandt det europæiske riddervæsen indpas i Danmark, hvor det blev en ærestitel for de få, der havde modtaget ridderslaget.
Kongens afhængighed af denne rytteradel betød, at de som betaling for deres tjenester fik lov til, mod en afgift, at ”låne”, heraf navnet ”lehn”, større eller mindre landområder, der tilhørte kongeriget. Her blev de selv småkonger/fyrster og afgifterne fra områdets fæstebønder gik ubeskåret til dem selv. Man kaldte dette for et lens og vasalsystem, hvor kongen var lensherren og herremanden vasal. Et kompliceret system, der dominerede i det meste af Europa.
Adelens pantelen blev på et tidspunkt så omfattende i 1300-tallets Danmark, at hele landet var opdelt i pantelen. Panthavernes magt understreges af, at de i perioden 1332-1340, undlod at besætte kongetronen!
Den tiltagende godssamling for de store herremænd nødvendiggjorde en større arbejdsstyrke. For eksempel ved at inddrage trællene på en mere effektiv måde og selvejerbønderne i produktionen. En bestræbelse som både kronen og kirkens ejere af kirkegodet også fandt relevant.
Fornemt gæstebud. | 
Musikanter. |
Gejstlighed/Biskopperne og præsterne
De gejstlige var delt i forskelligartede sociale grupper, spændende fra biskopperne, der fremstod som jordejere på linie med adelen, til den almindelige præst, der, på det nærmeste, delte bøndernes vilkår.
Efterhånden voksede kirke og klostergodset til et anseeligt omfang. For eksempel på Sjælland og i Skåne.
For både konge, kirke, og adel gjaldt dog, at den nødvendige og motiverede arbejdskraft var til stede. Og her stillede trællevæsenets forældede produktionsform sig i vejen. Trællen burde blive til fæster.
Biskop |
Fra træl til fæstebonde
I tidlig middelalder bar Danmark endnu præg af at være et slavesamfund. Landskabslovene, som blev nedskrevet i første halvdel af 1200-tallet, vidner således om et samfund, hvor der blev skelnet skarpt mellem frie og ufrie mennesker. De ufrie, trællene, som de kaldtes i Danmark, var ofte rekrutteret blandt krigsfanger og udgjorde bunden af samfundet, hvor de var helt uden rettigheder. Her har de udført det hårdeste arbejde f.eks. skovrydningerne og deltaget i det omfattende kirkebyggeri.
Trællenes manglende motivation i det daglige arbejde kom i stærk modsætning til behovet for nyopdyrkning af overklassens jord. Ved at give trællene brugsret til jorden mod en afgift til jordejeren, hvad enten denne var kronen, herremanden eller kirken, fik trællen selv interesse i at arbejde. En del af trællene blev derfor til fæstebønder.
En anden vigtig faktor ved trællevæsenets gradvise ophør var kirkens forbud mod at gøre kristne til trælle. Dette mindskede tilgangen af trælle, der medførte, at priserne på disse steg.
Fra selvejer til fæster
Eftersom kirkens og adelens jorde var skattefrie blev det mere almindeligt at selvejerbønderne overlod deres jorder til kirken og herremændene for at få værn, beskyttelse og skattefrihed. De blev altså fæstebønder og betalte istedet afgifter til deres nye herrer.
I slutningen af perioden anslår man, at selvejerbønder kun udgjorde 10% af befolkningen i Danmark mod 52% i Sverige. En udvikling der fortsatte; i 1600-tallet udgjorde selvejerbønderne således kun ca. 6% af befolkningen.
Fæstebønder og "vornedskab"
Arbejdskraftmangelen fra omkring år 1300 synes at være til fordel for fæstebønderne, idet der er problemer med at besætte gårdene. Der opstår såkaldte ødegårde og disses antal vokser i krisetiderne efter år 1300 og i særdeleshed efter Den sorte Døds hærgen omkring 1350, hvor områder der tidligere var opdyrket springer i skov.
For at dæmme op for fæstebøndernes flugt fra gårdene indførtes det såkaldte vornedskab på Sjælland og Lolland-Falster. Dette indebar, at fæstebønderne ikke måtte fraflytte godset og i realiteten blev livegne.
En vigtig årsag til, at det var på Sjælland og øerne at vornedskabet blev gennemført skal søges i den enorme tiltrækning fra Skånemarkedes sildefiskeri. Datidens jorddyrkere i disse områder var en slags amfibier, der kunne begå sig både til lands og i vands.
Det er dog først fra 1400-tallets midte, at der kan findes skriftligt kildebelæg i lovstoffet: Laalands vilkår af 1446 art.11.
Borgerskabet
Borgerskabet var i højmiddelalderen en ret beskeden gruppe, som dog voksede med den stigende handel og omsætning i perioden. En udvikling der betød at dele af landbefolkningen søgte mod de voksende købstæder.
Højmiddelalderens bondestand
Til forskel fra den tidlige middelalders bondesamfund ser vi nu, at: Tidligere trælle har vundet frihed og er optaget i bondestandens nederste lag. Bondestanden er dog en meget sammensat og bevægelig gruppe, bestående af:
-Selvejerbønder (i et ringe antal)
-Fæstebønder
-Gårdsæder eller husmænd, der ikke havde del i landsbyens dyrkede jord og derfor måtte arbejde for andre
-Tyende, der måtte bo og tjene deres brød i andres husholdning.
tilsyneladende bedre vilkår, bl.a. som følge af mangel på arbejdskraft.
Adam på arbejde. | 
Eva spinder. |
Standssamfundet tager form.
Efterhånden bliver den sociale struktur mere enkel. Med etableringen af fæsteforholdet begynder middelaldersamfundet at antage en mere fast struktur, et standssamfund med en hierarkisk opbygning, hvor kongemagten er toppen af en pyramide bestående af gejstlighed, adel, borgere og bønder.
Kongen
1.stand: gejstligheden
2.stand: adelen
3.stand: borgere
4.stand: bønder
 Feudalsamfundet |