| Produktion
| | Opdyrkning af ny jord og grundlæggelse af nye bosættelse sker i sammenhæng med udviklingen af ny teknik til pløjning, dræning af overfladen, anvendelse af seletøj og agerskifte. Efterhånden fører det til udbredelse af trevangsbruget. |
Forøgelsen af bosættelser, nyopdyrkning og udvidelse af det dyrkede areal i tidlig middelalder sker i sammenhæng med indførelse af forbedrede dyrkningsmetoder med dræningsteknik og skifte imellem forskellige afgrøder, således at man undgik at udpine jorden. Desuden sker der en teknologisk fornyelse, med bl.a. seletøj og nye plovtyper. Man antager at indførelsen af seletøj alene fordobler trækkraften.
Jorden bearbejdes | Eva spinder | Paradisets bønder | Markarbejde |
Fra ard til plov Det primitive pløjeredskab arden i en jernforstærket version er formodentlig taget i anvendelse i Norden før år 500 e. k. Det også noget usikkert, hvornår man tager næste skridt med overgang til en rigtig plov, som stikker dybt og som også kan vende jorden under pløjningen. Spor efter denne type pløjning kan tidsfæstes til omkring år 1000. Den efterhånden mest almindelige plovtype, hjulploven, forspændtes med op til 8 okser, eller okser i kombination med heste. Kendskabet til og anvendelsen af hjulploven er sandsynligvis en afgørende teknologisk fornyelse ved opdyrkelsen af de mere tunge og lerede jorder i området.
Arden | Ardplovens konstruktion | Hjulplov | Hjulplovens konstruktion | Hjulplov |
Trevangsbruget Som udgangspunkt var den dyrkede jord inddelt i tre enheder, vange, hvor man skiftede imellem vintersæd, vårsæd og braklægning, bl.a. for at undgå udpining af jorden. Anvendelsen af den ressourcekrævende hjulplov antages at være en drivkraft bag det udbredte dyrkningsfællesskab i middelalderen. Af praktiske hensyn pløjede og høstede man i fællesskab, men hver enkelt gård rådede over sin egen jord. Ved pløjning med hjulploven fremkommer lange agerstrimler, fordi det ikke kunne betale sig at vende for ofte med den tunge og uhåndterlige hjulplov. Herved fremkommer de karakteristiske højagre med renet, grøften imellem agerstrimlerne, som tjener til at dræne jorden. For at finde frem til den enkelte bondes jord skal man lede efter hver enkelt gårds agerstrimler indenfor de åse som det dyrkede areals tre vange bestod af. Åsene var en opdeling i jordstykker af nogenlunde ens kvalitet, således at alle fik del i både gode og mindre gode jordstykker.
Landsbyen | Trevangsbrug | Pløjning af agrene | Den vendte jord | Højryggede agre |
Højryggede agre | Markerne på Hven | Høstarbejde | Høstarbejde |
Lokale variationer Dette er en ideel fremstilling af, hvorledes produktionen foregik på de tungere jorder i Nord- og Vesteuropa igennem middelalderen og endnu længere op i tiden. Der har selvfølgelig været mange lokale variationer og fra Nordsjælland ved vi at kornavlen kun har udgjort en mindre del af produktionen, og såkaldt alsædbrug uden agerskifter og 2-vangsskifter var ikke ualmindeligt. Kvægbrug og høslæt har domineret og ofte har gårdene ligget enkeltvis i et landskab hvor grænserne imellem skov og agerland i det hele taget har været flydende, således som det også er karakteristisk for risbygden i Skåne. Langt op i middelalderen karakteriseres landskabet i den nordøstlige del af Sjælland som bestående af to skovområder, Gribskov vest for og Ørvid-skoven øst for Esrum sø. |