| VelfærdsstatenHelsingør vokser sig stor
| | I efterkrigstiden er der mange parallel imellem udviklingen på begge sider af Øresund. Begge lande gennemgår en anden industrialiseringsfase, med stigende velstand i løbet af 1960erne. Befolkningen i byerne langs kysten vokser betragteligt, der planlægges, sammenlægges kommuner og bygges boliger som aldrig før. |
I mellemkrigstidens Helsingør under den navnkundige socialdemokratiske borgmester Peder Christensen, kong Peder kaldet, udvikledes en fornem byggetradition i byen. Man var tidligt på færde med både socialt boligbyggeri, andelsboliger og lav-tæt bebyggelse, f.eks. Hamlets Vænge omkring 1920 og den såkaldte Negerlandsby, som dannede skoleeksempler rundt omkring. Kong Peders ambition var at skabe en mønsterkommune bl.a. med hensyn til. boligforhold og det lykkedes i høj grad.
Henimod 2.verdenskrig opgiver kommunen direkte medvirken i boligbyggeri og i 1938 overlades opgaven til et dertil indrettet socialt boligselskab. Byggeaktiviteten under besættelsen er meget begrænset , men boligbehovet stigende og i 1946 angives det at omkring 500 familier i byen står uden bolig. Det første store projekt efter krigen bliver opførelsen af anlægget Rolighed i 17 boligblokke frem til 1951. Byggeriet tegnet af arkitekten V. Drosted udmærker sig bl.a. ved den utraditionelle placering af blokke, ikke i rad og række langs vejen, men forsøgt indplaceret i landskab og terrænforholdene. I årene herefter opføres i hastig rækkefølge byggerierne Blicherparken og Gefionsparken, der med sine små, sammenbyggede huse nærmest har karakter af parcelhuskvarter.
Regionen på vej | 
Roligheden |
Moderne byggeteknik
I 1953 påbegyndes et af landets første elementbyggerier i beton, Grønningen, som stod færdig til indflytning i 1957. Kun varmecentralens skorsten blev opført af murere, mens resten blev fremstillet i beton på stedet og samlet af specialarbejdere. Vaskekælderen var indrettet med moderne, elektriske maskiner, der kunne lette arbejdet for den sandsynligvis udearbejdende husmoder - omkring 250.000 danske kvinder kom i dette tiår ud på arbejdsmarkedet.
Helsingør er i slutningen af 1950erne er by i vækst, men som den nye borgmester Sigurd Schytz formulerer det, så ønsker man en stor by, men ikke en storby. I 1961 opføres helt ud til Gammel Hellebækvej Sundparken, et byggeri i tre etaper med udprægede etageejendomme passet ind i omgivelserne, men måske mindre overbevisende som naturrelaterede byggeri betragtet.
Overvejelser om samspillet imellem moderne boligbyggeri og deres omgivelser går til tilbage til den tidlige industrialisering, hvor man i såkaldte parkbyggerier forsøger at indplacere boligerne i forhold til grønne omgivelser.
De tidlige funktionalistiske byggerier, som Blidah Park ved Strandvejen i Hellerup introducerer i begyndelsen af 1930erne nye placeringsmuligheder og danner sandsynligvis også forbillede for Roligheden og andre lokale byggerier i Helsingør.
Grønningen |
Utzons klyngehuse
I perioden 1957-61 opførte arkitekt Jørn Utzon sine berømte klyngehuse, Kingohusene, i Helsingør. Og i 1962-63 en lignende bebyggelse i Fredensborg. Kingohusene omfatter i alt 60 gårdhavehuse og ligger i udkanten af Helsingør mellem Gurrevej, Kingosvej, Carl Plougs Vej og med Montebello som nabo. Ved opførelsen fik bebyggelsen navnet Kingohusene efter Boligselskabet Kingo, der stod som bygherre. Under dét navn er bebyggelsen fortsat kendt både nationalt og internationalt. Men lokalt fik det hurtigt navnet Romerhusene. De 60 huse blev i øvrigt solgt enkeltvis efter opførelsen.
Utzon har sandsynligvis haft kendskab til den lokale tradition og tilpasningen til omgivelserne og enkelthusenes indbyrdes placering fremstår derfor som væsentlige træk ved disse byggerier. Den enkelte bolig lukker sig ganske vist om sig selv, men finder sammen med andre lignende boliger i en samlet helhed.
Jørn Utzon var også særdeles aktiv i Skåne, hvor han bl.a. tegnede den såkaldte Planetstaden i Lund og bebyggelsen Prästkragen i Bjuv, som begge kan betragtes som en slags efterfølgere til Kingohusene. Utzon er også arkitekten bag højhuset på Elineberg i Helsingborg samt ophavsmand til hel del privatboliger på begge sider af Sundet.
Utzons Kingohus | 
Grundplan for bebyggelsen | 
Grundplan for enkelt hus | 
Fredensborghusene | 
Privatvilla |
LO-skolen, Helsingør Højskole
Helsingørs traditionelle rolle som en af Danmarks største industriarbejderbyer, siden slutningen af 1800-tallet, lå bag beslutningen om at lade den samlede arbejderbevægelses (Landsorganisationen) største højskole opføre tæt på byen..
Den oprindelige arkitektkonkurrence blev vundet af den verdensberømte danske arkitekt, Jørgen Utzon, der ville opføre et højhus i det kuperede terræn. Men det blev anden præmiens vindere, Karen og Ebbe Clemensen og Jarl Heger, der fik overdraget opgaven
De valgte at ”lægge højhuset ned” og udforme skolen som en moderne landsby med et middelalderlig og sydeuropæisk forbillede og islæt. Hovedbygningen med undervisningslokaler, restaurant osv. er centralt placeret og omkring denne, er der grupperet seks bygninger indeholdene kursisternes værelser.
Skolen blev indviet i 1969 og er sammen med det samtidige Louisiana i Humlebæk et yndet udflugtsmå for arkitekter fra hele verden, der beundrer den enkle arkitekturs samspil med omgivelserne.
Den store udenomsplads har siden 1969 betydet, at skolen har været udsat for utallige udvidelser og forbedringer.
En stor kunstsamling med ca. 1000 malerier - fortrinsvis af dansk nutidskunst efter 2. verdenskrig - er til stor glæde for de mange, der færdes på stedet.
LO-Skolen, Helsingør |
Kvickly- supermarkedets æra
Omkring 1960 er velfærdsudviklingen for alvor sat ind, hvilket også viser sig ved et øget forbrug og ændrede indkøbs- og forbrugsvaner. Brugsen i Helsingør havde med stort held introduceret en række nye varegrupper, såsom knallerter, Tv-apparater og møbler. Man tager konsekvenser heraf og påbegynder i 1961 byggeriet af et supermarked, tegnet af arkitekt Mads Drosted, 36.000 kvadratmeter med 19.000 kvadratmeter butiksareal. Den 6. maj 1965 indvies her Danmarks største brugsbutik med en 45 meter lang køledisk.
Kvickly opføres på en gammel industrigrund i det indre Helsingør og i samme periode bygges nogle enkelte nye huse i den indre by: Den nuværende Danske Banks hjørneejendom med facader i marmor, glas og kobber og Bikubes pendant på Axeltorv. Bortset fra disse velfærdstempler bliver udviklingen i den indre by præget af tidens bevarende saneringspolitik.
Kvicklys supermarked |
Kommunalreformen 1970
Med kommunalreformen i 1970 lægges Danmarks største landkommune, Tikøb, sammen med den typiske købstad Helsingør og det betyder, at der nu åbnes muligheder for at bebygge nye områder. Der skabes et nyt aflastningscenter på området omkring Prøvestenen, hvor tidligere landbrugsejendomme som Vapnagård omskabes til kolossale boligbebyggelser.
Saneringen af det gamle Helsingør fortsætter, og efterhånden vokser købstaden sammen med kystbyerne Snekkersten og Espergærde i syd. Saneringen af bebyggelsen Lappen i slutningen af 1960erne bliver retningsgivende for den bevarende sanering af bykernen, som fastlægges i en tidsfølgeplan af det nye byråd i 1972.
Vapnagård |
Espergærde – pendlernes paradis
Espergærde i byens sydlige udkant vokser fra fiskerlejet langs kysten ind i landet, hvor det efterhånden også opsluger landsbyen Mørdrup. Tikøb Kommune, der frem til kommunalreformen i 1970 er Danmarks største landkommune, er også begyndt at få vokseværk. Først og fremmest i tilknytning til kystlinien, men landets første motorvejsbyggeri fra København og nordover åbner også nye perspektiver. Nu kan man efterhånden også tage privatbilen og nå ind til arbejdspladsen i city på under en time. Det er tankevækkende.
I 1959 begynder tanken om at udvide Espergærde med en hel ny bydel at tage form. Man påregner at indbyggertallet hermed vil stige fra omkring 4.000 og op til mellem 15 og 18.000 mennesker.
To arkitekter, Peer Bruun og Per Christiansen udvælges til at projektere Den hvide By, som området kaldes. Som helhed skal det omfatte både boligkarreer, skole, institutioner, posthus, bank, idrætsplads, kirke, grønne områder og et indkøbscenter. Med andre ord, alt hvad der hører en bydannelse til, -måske undtaget historisk baggrund.
Karakteristisk for tiden og eftertiden bliver indkøbscentret det dynamiske centrum: Størstedelen af indbyggerne arbejder langt væk, men der er gode parkeringsmuligheder ved centeret og man kan købe ind uden at blive generet af vejrliget og unødig trafik.
Den hvide by |
Nye tendenser
Tæt lav bebyggelse bliver efterhånden en vedtagen norm og stadig nye variationer kommer til, som f.eks. Sjølundsparken i Hellebæk fra 1978.
Lige op til Sjølundsparken er opført et mindre boligkvarter af svenske typehuse og dem er der en hel del af i Nordsjælland. Forklaringen herpå er bl.a. de billiger priser på svenske typehuse det seneste årti. Omvendt finder man nu på Norre Hamn i Helsingborg arkitektegnet dansk lejlighedsbyggeri i den dyre ende af skalaen. Integrationen er efterhånden total, hvad boligbyggeri angår.
Sjølundsparken | 
Svensk enklave på Nordkysten | 
Lejligheder på Norre Hamn | 
Norre hamnen Helsingborg |
Rydebäck
| | I Helsingborg blev der planlagt og gennemført et af Nordeuropas største parcelhusområder, Rydebäck. Et særdeles stort byggeprojekt; opført på et herregårdsområde, hvor den danske kulturelite tidligere havde fundet stor inspiration og selskabeligt samvær.
|
Den gamle herregård
Hvis man en forårsdag lader vejen falde forbi Rydebäcks gård kan tanken hurtigt få flugt. Bygningerne og parken har fået lov til at skøtte sig selv i mange år, men man aner dog, at en varsom og pietetsfuld hånd har påtaget sig den vanskelige opgave at genoprette fordums pragt. Det er først og fremmest hovedbygningen, der giver et mageløst indtryk.
Det er et nyklassisk mesterværk, hvor ”det gyldne snits” proportioner falder i øjnene, og den pudsede facade giver en fornemmelse af, at eksteriøret er nyrenoveret.
Den tomme bygning har et lille skilt på hjørnet med information om, at her kan man vederkvæge sig med et Spa. Gårdspladsen er øde og tom, parken bærer fortfarende forfaldets stempel, og de tilknyttede bygninger er dækket af bygningsarbejdernes stilladser.
Det hele giver et forstemmende indtryk. Men dog findes der visse tegn på, at en lille livsgnist er tilbage. Fordums minder om den energi og livskraft, som fandtes her for hundrede år siden.
På den tid residerede Wilhelmina Heise på herregården. Hun havde købt godset af den tyske søkaptajn Carl Holtfreter. Det var han, som havde fået bygget den ekstravagante hovedbygning i midten af 1800 tallet.
Før den tid havde ejendommen haft mange ejere. Oprindeligt var det et teglværk med aner, der kunne føres tilbage til 1600-tallet, hvor 331V etablerede teglværket for at tilgodese det øgede behov for teglsten til det omfattende slotsbyggeri, som han på den tid havde igangsat i Danmark.
Men i 1880 købte altså Wilhelmine Heise gården. Hun var enke efter den berømte danske komponist Peter Heise. Wilhelmine Heise var tillige datter af en af Danmarks mest velhavende købmænd, konsul A. Hage. Denne baggrund betød, at omgangskredsen udgjordes af eliten i det lille og indgifte københavnske etablissement.
I denne kreds kunne man for eksempel møde poeten Carl Ploug og billedhuggeren Vilhelm Bissen, som var gift med Wilhelmine Heises søster. Skuespilleren Emil Poulsen og den feterede operasanger Vilhelm Herold tilhørte også venskabskredsen sammen med musikerne Viggo Bielefeldt og Carl Nielsen. Og man bør heller ikke glemme kunstneren Frans Schwartz. Blandt de yngre gæster befandt sig Sven Poulsen, der senere blev redaktør for Danmarks største dagblad, Berlingske Tidende.
Rydebäck som kraftcentrum for danske kunstnere
Det var disse markante personligheder fra det danske kulturliv, som blev Wilhelmine Heises stamgæster på Rydebäck i de solfyldte somre. Hvis man lukker øjnene, ser og hører man måske for sig, hvordan musikken fra Peter Heises gamle mahogniflygel og de smukke sange har bølget gennem de store sale. For slet ikke at tale om diskussionerne i parken og på badestrandene. Diskussioner som formentligt har handlet om kultur og politik, hvor den kulturradikale københavnske skribent, Georg Brandes, datidens kat i hyttefadet, overalt i Norden satte dagsordenen.
Frans Schwartz bidrag til underholdningen bestod bl.a. i højtlæsning om aftenen, hvor han introducerede både Kiplings og Dickens værker for de prominente gæster.
Ud på de små timer kunne man høre Wilhelmina, ”Moster Ville”, synge sin mands viser; måske oftest yndlingssangen, ”I skoven er der saa stille”.
Fastholder man den romantiske synsvinkel, ser man, at i en sidebygning til hovedbygningen boede der fattige børn, som datidens herskab på Rydebäck tog hånd om. Var det den store køkkenhave som var den foretrukne legeplads?
På ejendommen kunne man også træffe Bestyreren/Forvalteren, der var ansvarlig for den daglige drift af jordbruget og vedligeholdelsen af bygninger og materiel.
Rydebäck var altså, som det fremgår, for ca. hundrede år siden, et kulturcentrum i Øresundsregionen. Og det gælder for både jorddykningen og de frugtbare udviklingsmuligheder for ”de skønne kunstner”
Efter Wilhelmine Heises død (1912) gik ejendommen i arv til hendes nevøer og en af dem, C.F. Hage blev godsets forvalter. Hans arvinger lejede fra 1948 gården ud til greven Gösta Wachtmeister. Men i 1963 blev ejendommen solgt i forbindelse med en ekspropriation til fordel for almenvellet.
I en række kilder, ex. af Amelie Posse, får man et levende indtryk af datidens oplevelser af Rydebäck.
Herregården i Rydebäck | 
Herregården set fra vest |
Projekteringen af et af Øresundsregionens største parcelhusområder
I 1963 så situationen nu således ud for området omkring Rydebäck.
En række initiativrige entreprenører blev involveret i det eksproprierede område. Bl.a. Göran Bengtsson Byggnads AB i Råå og Sulcus i Malmö. Sulcus var et datterselskab af det daværende AB Skånska cementgjuteriet.
Det indkøbte markareal var 2 200 000 kvadratmeter. I projekteringen indgik, at Rydebäck skulle udvikles til et børnevenligt område med begrænsninger i biltrafik og udlægning af store grønne områder.
Området skulle også bebygges med en række forskellige boformer. I den periode indgik Rydebäck i Vallåkra kommun, som entreprenørerne samarbejdede med i projekteringsfasen.
Da Vallåkra kommun blev sammenlagt med Helsingborg i 1970, blev det fortsatte arbejde kompliceret og forsinket af, at en række nye samarbejdspartnere måtte sætte sig ind i det store projekt.
Det svenske ”miljonprogrammet”
Projekteringen og bebyggelsen af Rydebäck faldt sammen med det såkaldte ”miljonprogrammet”, der var et boligpolitisk program, der blev søsat via en beslutning i den svenske Rigsdag i 1965.
Målet for dette var, at der skulle bygges en million boliger i Sverige i løbet af en tiårsperiode (1965-74). Hovedårsagen var, at der siden 1950erne havde været en eklatant mangel på boliger, og nu skulle dette problem løses én gang for alle.
Den svenske stats måde at tilrettelægge de store byggelån på betød, at der skulle nok så store byggeprojekter til, før end det var rentabelt. I praksis betød det en standardisering af boligbyggeriet, hvor resultatet blev en katastrofal monotoni af betonørkener, som f.ex. Malmø døjer med den dag i dag.
De nye funktionalistiske byggenormer bidrog også til det monotone indtryk af velfærdsstatens løsning på boligproblemet.
Selvom Rydebäcks ekspropriatin fandt sted før ”miljonprogrammet” blev retningslinierne fra de statslige beslutninger vejledende for Rydebäck-projektet.
Det skal dog tilføjes, at det ikke blev ideen om et stort antal lejelejligheder, der kom til at dominere området. Det blev i stedet til et enormt parcelhuskvarter.
Nybyggerne i Rydebäck
Arbejdet med at bygge parcelhusene blev struktureret i forskellige etaper. Den første byggefase fandt sted i 1966. Man havde tænkt sig, at bebyggelsen af området skulle være færdigt i 1975, men sammensmeltningen med Helsingborgs Kommune (1970) forsinkede projektet.
Selvom udbygningen af området blev forsinket, kan man dog notere sig, at bebyggelsen voksede i et uhørt tempo. På rekordtid så man et uhørt stort parcelhusområde skyde op.
I 1982 kunne man eksempelvis konstatere, at området bebygget med næsten 1200 parcelhuse og næsten 200 lejligheder. Sagt på en anden måde, Rydebäck bestod nu af omkring 1.400 familier. Ca. 4.470 personer.
Tolv år senere (1994) havde Rydebäck et indbyggertal på 4 470 personer, hvoraf de fleste boede i enfamilieshuse. I løbet af tyve år havde en stor soveby placeret sig på det sted, hvor der hundrede år tidligere gik en klike af den kulturelle elite fra Danmark.
Opfattelsen af området som en slags soveby forstærkedes af, at der ikke i umiddelbar nærhed fandtes nogen større virksomheder. Beboernes initiativer betød, at der i 1974 kunne indvies et centrum med skoler, forretninger og et bibliotek.
Den opslidende kamp for dette betød, at der ikke var kræfter til at sikre disse faciliteter en arkitektonisk udformning, man kunne være tilfreds med.
I 1974 kunne Rydebäck-beboerne indvie et centrum med skole, forretninger og bibliotek. Kræfterne til at sikre en arkitektonisk acceptabel løsning var dog ikke tilstede,
Rydebäcks Centrum er siden udvidet og har senest har Kvistofta församling bygget en ny kirke.
Rydebäck i dag?
Hvordan ser Rydebäck så ud i dag?
Når man en forårsdag 2003 cykler rundt i området omkring Rydebäck, er det ikke nemt at se, at området er et af Nordeuropas største parcelhusområder. Hvor er alle husene?
Efter et stykke tid oplever man, at de alle, på forunderlig vis, er integreret i landskabet.
Man overrumples af de lyse felter. Og Sundets blinkende blå. Det tenderer en naturoplevelse!
Og alle villaerne. Jo, de ligger der. Trygt og skjult, indhyllet i hækkenes grønne kappe.
På de grønne områder og på fodboldbanerne sparkes der bold, og fra stranden lyder der begejstrede børnestemmer.
Men en soveby er det vel! Tidligere pointerede man for eksempel altid, at Rydebäck er den største bydel i Sverige uden eget centrum.
Men i dag har aktiviteterne omkring skolen, kirken, biblioteket, forretningerne og idrætspladsen bevirket, at der er opstået en vi-følelse i Rydebäck.
Den nye jernbanestation har placeret ”Rydebäck-Villaområdet” på kortet. Med den nye direkte forbindelse til kontinentet, er det et spørgsmål om, hvor længe, at Rydebäck igen markerer sig som et vigtigt punkt i Øresundsregionen.
Gade i Rydebäck | 
Kirken i Rydebäck | 
Stationen i Rydebäck | 
Der bygges fortsat i Rydebäck |
|