| Rydebäck
| | I Helsingborg blev der planlagt og gennemført et af Nordeuropas største parcelhusområder, Rydebäck. Et særdeles stort byggeprojekt; opført på et herregårdsområde, hvor den danske kulturelite tidligere havde fundet stor inspiration og selskabeligt samvær.
|
Den gamle herregård
Hvis man en forårsdag lader vejen falde forbi Rydebäcks gård kan tanken hurtigt få flugt. Bygningerne og parken har fået lov til at skøtte sig selv i mange år, men man aner dog, at en varsom og pietetsfuld hånd har påtaget sig den vanskelige opgave at genoprette fordums pragt. Det er først og fremmest hovedbygningen, der giver et mageløst indtryk.
Det er et nyklassisk mesterværk, hvor ”det gyldne snits” proportioner falder i øjnene, og den pudsede facade giver en fornemmelse af, at eksteriøret er nyrenoveret.
Den tomme bygning har et lille skilt på hjørnet med information om, at her kan man vederkvæge sig med et Spa. Gårdspladsen er øde og tom, parken bærer fortfarende forfaldets stempel, og de tilknyttede bygninger er dækket af bygningsarbejdernes stilladser.
Det hele giver et forstemmende indtryk. Men dog findes der visse tegn på, at en lille livsgnist er tilbage. Fordums minder om den energi og livskraft, som fandtes her for hundrede år siden.
På den tid residerede Wilhelmina Heise på herregården. Hun havde købt godset af den tyske søkaptajn Carl Holtfreter. Det var han, som havde fået bygget den ekstravagante hovedbygning i midten af 1800 tallet.
Før den tid havde ejendommen haft mange ejere. Oprindeligt var det et teglværk med aner, der kunne føres tilbage til 1600-tallet, hvor 331V etablerede teglværket for at tilgodese det øgede behov for teglsten til det omfattende slotsbyggeri, som han på den tid havde igangsat i Danmark.
Men i 1880 købte altså Wilhelmine Heise gården. Hun var enke efter den berømte danske komponist Peter Heise. Wilhelmine Heise var tillige datter af en af Danmarks mest velhavende købmænd, konsul A. Hage. Denne baggrund betød, at omgangskredsen udgjordes af eliten i det lille og indgifte københavnske etablissement.
I denne kreds kunne man for eksempel møde poeten Carl Ploug og billedhuggeren Vilhelm Bissen, som var gift med Wilhelmine Heises søster. Skuespilleren Emil Poulsen og den feterede operasanger Vilhelm Herold tilhørte også venskabskredsen sammen med musikerne Viggo Bielefeldt og Carl Nielsen. Og man bør heller ikke glemme kunstneren Frans Schwartz. Blandt de yngre gæster befandt sig Sven Poulsen, der senere blev redaktør for Danmarks største dagblad, Berlingske Tidende.
Rydebäck som kraftcentrum for danske kunstnere
Det var disse markante personligheder fra det danske kulturliv, som blev Wilhelmine Heises stamgæster på Rydebäck i de solfyldte somre. Hvis man lukker øjnene, ser og hører man måske for sig, hvordan musikken fra Peter Heises gamle mahogniflygel og de smukke sange har bølget gennem de store sale. For slet ikke at tale om diskussionerne i parken og på badestrandene. Diskussioner som formentligt har handlet om kultur og politik, hvor den kulturradikale københavnske skribent, Georg Brandes, datidens kat i hyttefadet, overalt i Norden satte dagsordenen.
Frans Schwartz bidrag til underholdningen bestod bl.a. i højtlæsning om aftenen, hvor han introducerede både Kiplings og Dickens værker for de prominente gæster.
Ud på de små timer kunne man høre Wilhelmina, ”Moster Ville”, synge sin mands viser; måske oftest yndlingssangen, ”I skoven er der saa stille”.
Fastholder man den romantiske synsvinkel, ser man, at i en sidebygning til hovedbygningen boede der fattige børn, som datidens herskab på Rydebäck tog hånd om. Var det den store køkkenhave som var den foretrukne legeplads?
På ejendommen kunne man også træffe Bestyreren/Forvalteren, der var ansvarlig for den daglige drift af jordbruget og vedligeholdelsen af bygninger og materiel.
Rydebäck var altså, som det fremgår, for ca. hundrede år siden, et kulturcentrum i Øresundsregionen. Og det gælder for både jorddykningen og de frugtbare udviklingsmuligheder for ”de skønne kunstner”
Efter Wilhelmine Heises død (1912) gik ejendommen i arv til hendes nevøer og en af dem, C.F. Hage blev godsets forvalter. Hans arvinger lejede fra 1948 gården ud til greven Gösta Wachtmeister. Men i 1963 blev ejendommen solgt i forbindelse med en ekspropriation til fordel for almenvellet.
I en række kilder, ex. af Amelie Posse, får man et levende indtryk af datidens oplevelser af Rydebäck.
Herregården i Rydebäck | 
Herregården set fra vest |
Projekteringen af et af Øresundsregionens største parcelhusområder
I 1963 så situationen nu således ud for området omkring Rydebäck.
En række initiativrige entreprenører blev involveret i det eksproprierede område. Bl.a. Göran Bengtsson Byggnads AB i Råå og Sulcus i Malmö. Sulcus var et datterselskab af det daværende AB Skånska cementgjuteriet.
Det indkøbte markareal var 2 200 000 kvadratmeter. I projekteringen indgik, at Rydebäck skulle udvikles til et børnevenligt område med begrænsninger i biltrafik og udlægning af store grønne områder.
Området skulle også bebygges med en række forskellige boformer. I den periode indgik Rydebäck i Vallåkra kommun, som entreprenørerne samarbejdede med i projekteringsfasen.
Da Vallåkra kommun blev sammenlagt med Helsingborg i 1970, blev det fortsatte arbejde kompliceret og forsinket af, at en række nye samarbejdspartnere måtte sætte sig ind i det store projekt.
Det svenske ”miljonprogrammet”
Projekteringen og bebyggelsen af Rydebäck faldt sammen med det såkaldte ”miljonprogrammet”, der var et boligpolitisk program, der blev søsat via en beslutning i den svenske Rigsdag i 1965.
Målet for dette var, at der skulle bygges en million boliger i Sverige i løbet af en tiårsperiode (1965-74). Hovedårsagen var, at der siden 1950erne havde været en eklatant mangel på boliger, og nu skulle dette problem løses én gang for alle.
Den svenske stats måde at tilrettelægge de store byggelån på betød, at der skulle nok så store byggeprojekter til, før end det var rentabelt. I praksis betød det en standardisering af boligbyggeriet, hvor resultatet blev en katastrofal monotoni af betonørkener, som f.ex. Malmø døjer med den dag i dag.
De nye funktionalistiske byggenormer bidrog også til det monotone indtryk af velfærdsstatens løsning på boligproblemet.
Selvom Rydebäcks ekspropriatin fandt sted før ”miljonprogrammet” blev retningslinierne fra de statslige beslutninger vejledende for Rydebäck-projektet.
Det skal dog tilføjes, at det ikke blev ideen om et stort antal lejelejligheder, der kom til at dominere området. Det blev i stedet til et enormt parcelhuskvarter.
Nybyggerne i Rydebäck
Arbejdet med at bygge parcelhusene blev struktureret i forskellige etaper. Den første byggefase fandt sted i 1966. Man havde tænkt sig, at bebyggelsen af området skulle være færdigt i 1975, men sammensmeltningen med Helsingborgs Kommune (1970) forsinkede projektet.
Selvom udbygningen af området blev forsinket, kan man dog notere sig, at bebyggelsen voksede i et uhørt tempo. På rekordtid så man et uhørt stort parcelhusområde skyde op.
I 1982 kunne man eksempelvis konstatere, at området bebygget med næsten 1200 parcelhuse og næsten 200 lejligheder. Sagt på en anden måde, Rydebäck bestod nu af omkring 1.400 familier. Ca. 4.470 personer.
Tolv år senere (1994) havde Rydebäck et indbyggertal på 4 470 personer, hvoraf de fleste boede i enfamilieshuse. I løbet af tyve år havde en stor soveby placeret sig på det sted, hvor der hundrede år tidligere gik en klike af den kulturelle elite fra Danmark.
Opfattelsen af området som en slags soveby forstærkedes af, at der ikke i umiddelbar nærhed fandtes nogen større virksomheder. Beboernes initiativer betød, at der i 1974 kunne indvies et centrum med skoler, forretninger og et bibliotek.
Den opslidende kamp for dette betød, at der ikke var kræfter til at sikre disse faciliteter en arkitektonisk udformning, man kunne være tilfreds med.
I 1974 kunne Rydebäck-beboerne indvie et centrum med skole, forretninger og bibliotek. Kræfterne til at sikre en arkitektonisk acceptabel løsning var dog ikke tilstede,
Rydebäcks Centrum er siden udvidet og har senest har Kvistofta församling bygget en ny kirke.
Rydebäck i dag?
Hvordan ser Rydebäck så ud i dag?
Når man en forårsdag 2003 cykler rundt i området omkring Rydebäck, er det ikke nemt at se, at området er et af Nordeuropas største parcelhusområder. Hvor er alle husene?
Efter et stykke tid oplever man, at de alle, på forunderlig vis, er integreret i landskabet.
Man overrumples af de lyse felter. Og Sundets blinkende blå. Det tenderer en naturoplevelse!
Og alle villaerne. Jo, de ligger der. Trygt og skjult, indhyllet i hækkenes grønne kappe.
På de grønne områder og på fodboldbanerne sparkes der bold, og fra stranden lyder der begejstrede børnestemmer.
Men en soveby er det vel! Tidligere pointerede man for eksempel altid, at Rydebäck er den største bydel i Sverige uden eget centrum.
Men i dag har aktiviteterne omkring skolen, kirken, biblioteket, forretningerne og idrætspladsen bevirket, at der er opstået en vi-følelse i Rydebäck.
Den nye jernbanestation har placeret ”Rydebäck-Villaområdet” på kortet. Med den nye direkte forbindelse til kontinentet, er det et spørgsmål om, hvor længe, at Rydebäck igen markerer sig som et vigtigt punkt i Øresundsregionen.
Gade i Rydebäck | 
Kirken i Rydebäck | 
Stationen i Rydebäck | 
Der bygges fortsat i Rydebäck |
|