| Bronzealderen
| | Bronzealderen strækker sig fra ca. 1800 til ca. 500 f.Kr. Perioden har sat sig særdeles tydelige spor i Øresundsregionens landskab , hvor bronzealderens mange gravhøje skyder op på markerne.
Fra perioden er der fundet store mængder af smukt forarbejdede bronzegenstande. Flere af dem indgår som markante, symbolske udtryk for den danske kulturarv. F. eks. Solvognen og musikinstrumenter som lurer. |
Indledning
Perioden ca. 1800-500 f.Kr. bliver i nordisk historie kaldt bronzealderen, fordi
redskaber, våben og smykker, for det meste, blev lavet af bronze.
I bronzealderen ses de første tegn på en lagdeling af samfundet med markant social ulighed. Det er tydeligt, at det var de rigeste, som blev begravet i de kunstige gravhøje på de mest synlige steder i landskabet. Bronzealderen blev kendetegnet ved en kultur, der er præget af rige gravgaver i de talrige høje. Den større befolkningstæthed og det, at man skrællede betydelige arealer for græstørv til gravhøjene, medførte et øget pres på naturressourcerne. Det milde klima og de store arealer med urørt skov betød dog, at man stadig kunne brødføde alle.
I nutidens øjne kendetegnes Bronzealderens ældste del først og fremmest ved, at den, i form af disse gravhøje, har efterladt sig yderst håndgribelige, synlige spor i kulturlandskabet. Gravhøjene er mest fremtrædende i Jylland, men er også særdeles synlige fortidslevn i Skåne og på Sjælland. Ét af de bedst bevarede fund fra den ældre bronzealder er Egtvedpigen i ”Storhøj” ved Egtved i Jylland og Skrydstruppigen i Sønderjylland.
Det er også i bronzealderen vi, via helleristningerne, får et godt indblik i datidens rige billedverden. I Øresundsregionen ser vi dem bl.a. i Skåne på Österlen, i det nordøstlige Skåne og på Bornholm.
Blandt de mange bronzefund er der kunstfærdigt fremstillede, religiøse genstande. Bl.a. ét af Danmarks nationalsymboler, Solvognen, der blev fundet i Nordsjælland. Blæseinstrumenter som f.eks. en lur er der fundet mange af; især i Danmark og på Rådhuspladsen i København ser man en statue af to lurblæsere fra bronzealderen. Statuen er fra 1911.
Ved bronzealderens overgang til germansk jernalder dukker de første bindningsværkshuse op. Tidligere tiders byggeskik, hvor væggene massivt var bygget op af tømmer/planker, blev nu ofte erstattet med enkle trærammer og inden for disse, byggede man nu væggene op med ler. I nærheden af bopladser fra denne tid, finder man derfor ofte store lerudgravninger. Disse er senere blevet fyldt op med affald.Gravhøje
| | Den største gravhøjsmark i Øresundsregionen, ja faktisk i hele Norden, findes i Steglarp ved Vellinge syd for Malmø.
I dag er antallet af gravhøje kraftigt reduceret.
|
Bronzealderens gravhøje
En gravhøj også kaldet en kæmpehøj er en begravelsesplads, bestående af jord, sten eller begge dele. Der findes flere typer gravhøje. De kan være runde eller lange i form. Højden varierer meget. De højeste gravhøje kan være op til 20 meter høje.
Den største kæmpehøjsmark i Øresundsregionen, ja faktisk i hele Norden, findes i Steglarp ved Vellinge syd for Malmø. I dag er de fleste af gravhøjene dog fjernet eller stærkt reduceret i højden. Men de enorme byggeprojekter, der i omfang kan sammenlignes med middelalderens kirkebyggeri, kan anskueliggøres ved, at der alene i Skåne, anslås, at der har været mere end 5.000 af disse gravhøje. I dag findes der dog ca. 2000 bevaret. Et kort over tilbageværende gravhøje i Skåne viser, at de fortrinsvis ligger i kystområderne og ved de større sejlbare åer.
Steglarp | 
Skånes største gravhøj | 
Gravhøjskort fra Skåne |
Gravhøjenes datering
Fra gravhøje i Jylland har man opnået sikre årringsdateringer -videnskaben om dette kaldes dendrokronologi - , som fortæller, hvornår højene blev opført. Disse årstal ligger forbavsende tæt på hinanden. Nedenfor ses listen over resultatet af årringsdateringen fra egetræskisterne, der blev fundet i gravhøjene. De årstal som ikke er nøjagtige kan variere med +/- 25 år.
Trindhøj ca 1330 f.Kr.
Trindhøj ca 1333 f.Kr.
Trindhøj ca 1356 f.Kr.
Borum Eshøj ca 1345 f.Kr.
Borum Eshøj ca 1353 f.Kr.
Egtved 1370 f.Kr.
Lille Dragshøj ca 1370 f.Kr.
Storehøj i Barde 1373 f.Kr.
Guldhøj ca 1381 f.Kr.
Guldhøj ca 1381 f.Kr.
Mølhøj i Uge ca 1396 f.Kr.
Eftersom trækisterne tilhører tidspunktet for anlæggelsen af gravhøjene, kan det konstateres, at højene er opført inden for en yderst begrænset periode, der kun dækker to generationer.
Med sig til dødsriget har de døde fået mad og drikke, men også kostbarheder såsom smykker og våben. Sammenlignet med begravelsesskikkene i stenalderen er dette en helt ny begravelsesskik. Denne ændring, tilsammen med den korte tid, indikerer at der måske har eksisteret en form for dynasti, som har domineret datidens samfund.
Egtvedpigen
I gravhøjen ”Storhøj” i Jylland gjorde man i 1921 et bemærkelsesværdigt fund. Fra gravhøjen, der ligger ved landsbyen Egtved lidt syd for Vejle, dukkede der ved udgravningen en to meter ”træ-stokskiste” af egetræ frem. En dendrokronologisk undersøgelse viste, at kisten var fra ældre bronzealder, ca.1.370 år f.Kr.
Den døde var en ung kvinde på 16-18 år og ved pigens fødder, havde man lagt en tøjbylt med de brændte knogler af et 5-6 årigt barn. Ved pigens hoved lå der desuden en lille æske af birkebark med mindre knogledele fra det samme barn.
Egtvedpigen lå på en kohud og var dækket af et uldent tæppe. Egtvedpigen, der i dag ligger på Nationalmuseet i København, omtales som et af Danmarks bedst bevarede bronzealderfund, skønt pigens hud og kropsdele er helt borte, Alligevel er gravhøjsfundet unikt, for pigens klædedragt var meget velbevaret.
Klædedragten
Overkroppen var dækket af en kortærmet trøje med halvlange ærmer. Trøjen var stumpet, så den efterlod en del af maven bar. En nøgenhed der yderligere fremhævedes ved, at den lårkorte kjole hang langt nede på hofterne. Kjolen var dannet af et snoreskørt, og om midjen havde hun et vævet bæltet, hvor en bronzebælteplade med spiralmønster var monteret. I bæltet sad desuden en kam af horn. På begge arme sad der armringe, og hun havde en ørering i det ene øre. På fødderne sad der en slags tøjmokkasiner foret med græs.
Netop klædedragten giver stadig anledning til diskussion og teorier blandt forskerne. Bl.a. fordi den adskiller sig fra alle andre lignende fund fra perioden, hvor kvinderne var langt mere praktisk og tækkelig klædt på til det hårde markarbejde. Var hun en glædespige? En slavinde? Imod taler, at man da næppe havde ofret en gravhøj og et brændoffer på hende. En nærmere undersøgelse påviser at barnet næppe kan have været hendes eget.
Historieforfalskning
For datidens forskere (1920`erne) var pigens klædedragt et chok. Kunne det virkelig være rigtigt, at de unge bronzealderkvinder var gået så uanstændigt klædt? Det kunne ikke passe! Man måtte naturligvis have glemt at give hende resten af tøjet på, da man begravede hende.
I en af de første rekonstruktionstegninger af den afdøde iførte man hende derfor en anstændig fodlang kjole. Uden på kjolen placerede man så den lårkorte kjole. Nu så pigen nøjagtig ud som en husassistent i det bornerte borgerlige samfund i 1920`erne. Den udfordrende lårkorte kjole var blevet til et mere passende forklæde!
Egtvedpigen | 
Egtvedpigens lårkorte kjole |
Skrydstruppigen
I Sønderjylland, ca. 1 km fra Vojens, udgravede man i 1935 en bronzealderhøj på Skrydstrup mark. I bunden af højen fandt man en egekistegrav, hvor selve kisten dog var smuldret. Kisten havde været dækket af nogle sten, og her fandt man liget af en ung kvinde. Hun har ligget i kisten på en kohud og var iført en trøje med lange ærmer og i øvrigt svøbt i og dækket af uldent, vævet tøj. Ved siden af hovedet lå en kunstfærdigt udført hue.
Det mest bemærkelsesværdige var dog pigens frisure. Der var tale om en håropsætning i ”rokokkostil”. Et imponerende stykke arbejde som hun ikke kan have udført alene. Desuden havde hun en guldring i hvert øre.
Det rige gravfund styrker teorien om, at det er mennesker fra de højeste sociale lag, vi støder på i bronzealderens gravhøje.
Skrydstruppigen er, som den jævnaldrende Egtvedpige, udstillet i Nationalmuseet i København.
Skrydstrupspigen | 
Skrydstruppigens rekonstruerede frisure |
Helleristninger
| | Helleristninger, det vil sige tegn eller billeder indhugget i sten findes i hele Sydskandinavien, men også andre steder i Europa. De dateres til at være tilhuggede i perioden yngre stenalder og bronzealderen.
I Øresundsregionen er der fundet en hel del billedhelleristninger i Simrishamn i Skåne og på Bornholm. |
Hvad er Helleristninger?
Helleristninger er billeder og tegn, som i forhistorisk tid blev indhugget og indslebet på heller, det vil sige glatte sten og klippeflader. Fænomenet kendes fra store dele af verden til forskellig tid. I Norden findes de ældste helleristninger i Norge og i Mellemsverige.
I Sydskandinavien er den overvejende del af helleristningerne udført i bronzealderen; af disse udgør skålformede fordybninger halvdelen, blandt resten dominerer stiliserede skibsbilleder. Menneskefremstillinger gengives ofte i situationer, der afspejler bronzealderens frugtbarhedskult.
Skålgrupperne
De såkaldte ”skålgruber”, runde fordybninger indhugget i sten, er den ældste form for helleristninger, vi kender, og de findes på begge sider af Øresund. Betydningen er usikker. På mange dysser og jættestuer fra yngre stenalder, bondestenalderen, kan man se skålgruber indhugget i dækstenenes overside. F.eks. i dysserne i skovene omkring Helsingør: Klosterris Hegn og Horserød Hegn.
Og på den statelige Snarringedysse ved Skegrie mellem Malmø og Trelleborg findes f.eks. ikke mindre end 268 skålgruber indhugget i en af dækstenene.
Skålgruber kan også findes på løse sten og på klippesider. I Skåne findes der mange koncentrationer specielt i landskabets nordvestre og nordøstre hjørne.
Skålgruberne kan dateres til slutningen af bondestenalderen og bronzealderen. Et af de ældste daterbare fund af skålgruber i Norden er gjort i Fosie i Malmø. En kvinde tilhørende den såkaldte ”stridsøksekultur” havde i sin grav fra 2.300 f.Kr. fået en større rund sten med to indhuggede skålgruber med sig.
Billederne
Helleristninger i form af billeder findes i store mængder nær ved Simrishamn i sydøstre Skåne samt på Bornholms nordlige del. Områderne Järrestad, Simrislund i Skåne og Allinge på Bornholm er kendte navne for folk, der interesserer sig for helleristninger. Her findes et utal af skibe, okser, fodaftryk m.m.
Tolkning af "Den dansende mand fra Järrestad"
I Järrestad findes der en helleristning af en mærkelig mand. Benene er dobbelt så lange som kroppen, og hovedet med to horn er ekstremt lille.
Hvad gør hornene på denne figur? Det ser ud som om, de sidder fast på en hjelm, eftersom bronzealderfolket faktisk havde horn på deres hjelme. På Nationalmuseet i København findes der to helt unikke bronzehjelme, der understøtter en sådan antagelse. To høje, buede bronzehorn sidder fast på museets hjelme. Forsiden på hjelmen er endvidere udformet som et ansigt; med øjne, øjenbryn og en kroget næse. En sådan hjelm har givetvis ikke haft nogen praktisk funktion som personbeskyttelse i en kampsituation. Der må være tale om en ceremoniel funktion.
Den dansende mand fra Järrestad har kraftige og markerede underben. Dette er ikke usædvanligt for helleristninger fra bronzealderen og tolkes ofte, som at danseren har haft benskinner eller læderskinner påmonteret til beskyttelse af sine skinneben.
Manden har desuden et bronzesværd hængende fra midjen.
At vi her står overfor et religiøst billede fremgår af den måde, som manden gengives: Begge hans hænder er strakt ud i en tilbedende position.
Simrislund | 
Järrestadsskib | 
Järrestad | 
Järrerstadsdanseren | 
Fortidsspor |
Stridsvogne
En anden spændende helleristning findes i Frännarp, ca. tre mil nord for Kristianstad i Skåne. Her har man i en klippe indhugget billeder af en mængde stridsvogne. Disse vogne er direkte kopier af de stridsvogne man kender fra Egypten og Grækenland fra ca. 1400 f.Kr. Frännarps-ristningen tyder på, at der i bronzealderen har været forbindelser til lande langt sydpå.
Det samme gælder for den berømte Kiviksgrav. Et stort antal ristede stene viser selve helkisten i gravens midte. På en af stenene ser man en mand, som kører en stridsvogn, draget af to heste.
Stridsvogn | 
Kiviksgraven |
Solvogn og bronzelurer
| | Solvognen er et dansk nationalklenodie - et enestående bronzealderfund udformet i bronze og guld.
Solvognen er dateret til ca. 1.350 f. Kr. men blev først fundet i 1902 i Odsherred, Nordsjælland.
Solvognen er udstillet på Nationalmuseet i København. |
Solvognen er et dansk nationalklenodie - et enestående bronzealderfund udformet i bronze og guld. Solvognen er en hulstøbt figur, bestående af en hest, der trækker en solskive. Hesten og skiven står på resterne af seks hjul, og både hest og skive har øskener, hvori liner engang var trukket imellem dem. Solskiven er belagt med guld, hvorpå fine mønstre i cirkelformede motiver er markeret.
Fundet i 1902
Solvognen blev fundet den 7. september, 1902 i Trundholm Mose i Odsherred, Nordsjælland, i forbindelse med den første pløjning af området. Finderen, Frederik Willumsen, hjembragte fundet, og lod sønnen lege med hesten i den tro, at figuren bare var et stykke gammelt legetøj. Solvognen var dog beskadiget allerede i bronzealderen, da den blev efterladt - sandsynligvis som offergave i mosen. I 1998 fandt man samme sted med metaldetektor flere fragmenter af de seks hjul på figuren.
Datering og verdensbillede
Figuren er dateret til ældre bronzealder - ca. 1350 f.Kr.
Solvognen bringer os vidnesbyrd om bronzealderens religion. Solen var da det centrale i religionen. Bronzealderens mennesker forestillede sig, at solen blev transporteret over himlen om dagen. Om morgenen førte en fisk solen til et skib, som transporterede solen indtil middag. Her tog solhesten over og førte solen videre til eftermiddagsskibet. Til aften førte en slange solen til underverdenen, der lå under den flade jord. Hernede var solen mørk, mens den blev transporteret på natskibe tilbage til morgenens udgangspunkt, hvor fisken atter tog over. Således blev dagens cyklus opretholdt i al evighed af solens hjælpere - fisken, hesten, slangen og skibene.
Forside og bagside
Solvognens begrebsverden støttes af flere helleristninger samt dekorationer på rageknive (1100 - 500 f.Kr.). Den forgyldte solskive på solvognen sidder, så man ser vognen bevæge sig fra venstre mod højre. Den modsatte side af solvognen mangler den forgyldte solskive - det er den mørklagte sol om natten på vej tilbage fra højre mod venstre til sit startsted ved solopgang. Solvognen illustrerer dermed, med sine to forskellige sider, solens bevægelse i løbet af et døgn.
Både på helleristningerne og på rageknivene trækker hesten solen i en line. Hjulene på solvognen hører således ikke til fortællingen. Hjulene er påsat for, at solskiven og hesten ved rituelle ceremonier kunne køres frem og tilbage og gengive solens bevægelser.
Kaul, Flemming: "Solvognen - Solbilledet fra Trundholm", Naturens Verden, nr. 8/1999, vol. 82, side 34-40.
Solvognens forside | 
Solvognens bagside |
Bronzelurerne
Til bronzealderens mest pragtfulde genstande hører også bronzelurerne. Disse har man fundet flere steder, og det virker som om, de er blevet anvendt to og to. Nationalmuseet i København har verdens største samling af disse musikinstrumenter.
På Rådhuspladsen i København kan man se monumentet: Lurblæserne; rejst som en gave fra Carlsbergfontet i anledning af 100 års dagen for brygger J.C. Jacobsens (1811-1887) fødsel.
Søjlen er tegnet af Palace Hotels arkitekt Anton Rosen.
Bronzelurerne | 
Rådhuspladsen i København |
|